Derfor skal DR lave dybdeborende journalistik

Genre: Dokumentar

Dom: ⚡Se den⚡

DR skal ikke lave dybdeborende journalistik, mener DF. Men Bagedysten, den skal vi have. Om man så leverer dødsnødvendig oplysning til danskerne om, at vi er blevet plyndret for 12,7 mia af vores skattekroner, mens vi spiste drømmekage fra Brovst, så er det hyggen, der skal bevares ude i de små hjem til hver en pris.

Dokumentaren, Mændene der plyndrede Europa, som kan streames på DRs hjemmeside nu, er argumentet for, at DR SKAL lave dybdeborende journalistik. Dokumentaren forklarer, hvordan international kriminalitet forekommer, mens, måske ikke du kære læser men så, din nabo sidder og ser Bagedysten, intet ondt anende, at hendes skattepenge havner i lommerne på banditter i habitter, som radio 24/syv altid så kækt formulerer det.

Dokumentaren starter med et billede af en maske, der bliver modelleret og lagt på en tysk mand, som vil vise sig at være hovedfortælleren af historien om, hvordan vi alle er blevet plyndret. Insideren kalder man ham i programmet, og han tør kun fortælle sin historie med maske og forvrænget stemme, da han selv spiller en væsentlig rolle i svindlen og nu frygter for sit liv ved at stå frem. Hvis han samarbejder vil det nedbringe hans straf. Kan det ligefrem gøre ham straffri, det må tiden vise.

Når skurkene er klogere

Dokumentaren opruller netværket med hovedpersoner i Frankfurt, London og Dubai. Vi får forskellige europæiske finanseksperters forklaring på, hvorledes man kan snyde og score skattegevinster på aktier, man aldrig har købt, op til flere gange. Vi får den lange version, og den en otteårig kan forstå.

Dette hul i skattelovgivningen opdager man ikke kun findes i Tyskland, men eksisterer som smuthul i størstedelen af Europas skattelovgivninger, hvorefter svindlen planlægges og skaleres.

Denne dokumentar burde gå viralt i hele verden, fordi svindlere opererer globalt i vores digitale verden, imens skattesnyd behandles nationalt, hvilket gør plyndringen så meget lettere. Skurkene er ganske enkelt et stort skridt foran os andre. Hvorfor man svindler, lader dokumentaren insideren svare på, for det handler ikke om, at vores lovgivning rent teknisk gør det muligt. Det handler om menneskets sind og det tankegods, vores samfund er opbygget på.

Ayan Rand som argument for en fri kapitalistisk verden

Han forklarer, hvordan man i visse ultraliberale miljøer dyrker romanen ‘Og verden skælvede’ af den russisk/amerikanske forfatter Ayn Rand. Bogen fra 1957 skildrer en fremtidsdystopi af USA, hvor to entreprenører forsøger skabe deres virksomheder, men bekæmpes af en nepotistisk, korrupt stat, som gør deres iværksætteri umulig. At Rand, der selv flygtede fra det sovjetiske diktatur til USA, bruges som argument for liberalismens lykke, er ikke svær at forestille sig. Dokumentaren viser et klip, hvor hun udtaler, at menneskets eneste ansvar og lykke er at arbejde for sin egeninteresse, og at staten er et onde. At hun i sin alderdom søgte hjælp hos staten, er ikke noget, man taler om ved mahognibordene, hvor hun af de liberale anses som en filosof. Hendes værker er imidlertid skønlitterære, hvorfor hun ret beset bør anskues som en skønlitterær forfatter med en politisk agenda.

Hvis vi lægger Rand til side på sengebordet, er spørgsmålet, hvorfor folk i dag svindler? Størstedelen af Europas befolkninger er ikke vokset op i statsstyrede diktaturer. Og hvilken rolle spiller Skat i Danmark?

Dokumentaren krydsklipper mellem den kronologiske oprulning af plyndringen med dens teknikaliteter og bagmænd, og insideren i et close up, som sidder beklemt på en stol foran kameraet. Nok har han maske på, men vi ser stadig hans øjne og langsomme bekendelsestempo. Han fortæller, at erkendelsen af den forbrydelse han har været med til at begå, er kommet til ham i bidder. Forståelsen har ganske enkelt ikke været synkron med politiets afdækning og forhøring af ham. Men vi er ikke i tvivl om, at han nu er kommet frem til omfanget og alvoren i hans egen handling.

Når skaden er sket

Vores skurk, insideren, som bliver vores antihelt i historien, fortæller sin historie og bevæggrunde til som ung jurist at indgå i svindel. Og man tror ham, og man forstår ham, i hvert fald i teorien. For hvad er det, der skiller os mennesker, i at kunne se muligheden for en genial forbrydelse og i faktisk at udføre den?

Svaret må blafre lidt endnu, mens arbejdet med at domsfælde og sikre, at det ikke gentager sig, må begynde. For ikke at sige genetableringen af tilliden til staten og bankvæsnet. For hvor mange sager skal der til for, at ingen af os stoler på stat, bankvæsen eller naboen, og vi overgiver os til Rands kapitalistiske logik om, at det eneste, der er værd at kæmpe for er vores egeninteresse og kortsigtede lykke?

En ting er sikkert, at det er vanvid, at politiets efterretningstjeneste ikke samarbejder på globalt plan. Skatteminister Karsten Lauridsen udtalte d. 22. oktober, at Danmark må løse dette forhold på nationalt plan med Tyskland. Retsforbeholdet, som vi fik med som en blandt fire, da Danmark blev en del af EF/EU, for at befolkningen kunne sluge den, står naturligvis i vejen for bekæmpelse af international kriminalitet. Hvis danske journalister kan samarbejde internationalt, kan PET også. Men så må man tage citronmånen over i den anden hånd, og det kunne jo passende ske med Europaparlamentsvalget til næste år.

Tak DR, for denne dokumentar. Det er skræmmende godt, og skræmmende godt fortalt. For lyd- og undertekstnørder, kan man lige spotte, at den tyske filmkomponist Hans Zimmer har lavet lydsiden. Det er ham bag soundtracket til Interstellar, Dunkirk og Inception. Ja, det skorter ikke på geniale tyskere.

https://www.dr.dk/tv/se/kuppet-mod-europa/-/trailer-maendene-der-plyndrede-europa

 

 

 

 

 

 

 

 

Årets sjoveste film, ingen mænd gider se

Genre: Komedie

Dom: alle fucking fem ⚡⚡⚡⚡ ⚡

Kvinder er ikke sjove. Har mænd bestemt. I sig selv en tragikomisk betragtning. Kvinder skal ikke være sjove, burde det snarere hedde, for med humor gælder ikke de samme regler for mænd og kvinder. Ditte Hansen og Louise Mieritz’ film af samme navn som DR-tv-serien trækker ikke folk i biografen kan man konstatere her en uge efter premieren. DR afviste en tredje sæson af serien, og derfor lavede de en film. Den mandlige pendant, Klovn Forever, som havde premiere samtidig solgte på åbningsweekenden 133.299 billetter, skriver Ekko http://ditte-louise-skuffer-i-biografen, mens Ditte & Louise solgte 14.657 billetter. Det undrer ikke Nordisk Films Market Director, Frederik Honoré, som anslår, at de der køber billet til Ditte & Louise, er 80-90 % kvinder, så mændene gider ikke. Han peger på, at det tilsynelandende ikke er ligeså attraktivt og sjovt, at se på to sjove kvinder, som to sjove mænd, som vi ser i Klovn. Sjovt nok, ikke?

Sjove mænd scorer, sjove kvinder, aj vel?

Forskning bakker den teori op, hvad angår humor og attraktivitet hos det andet køn. For mens mandlige komikere (også dem, der ikke har udseendet med sig) får masser af tilbud, fortæller komikeren Susan Prekel i denne artikel i scientificamerican.com/the-humor-gap-2012 at hun kun har fået et eneste tilbud efter et show. Artiklen argumenterer på basis af et utal af undersøgelser af køn og humor, at humor spiller en væsentlig rolle i partnerselektion, idet kvinden stadig er den, som vælger, og manden er den, som jager og skal bevise sin værdi. Da kvinden er den, der bærer på smerten og anstrengelserne ved at bære på og føde et barn, har manden rollen som afstresser af kvinden, en, der kan få hende til at slappe af og føle sig godt tilpas.

Derfor er humor en vigtig parameter for en kvinde, i følge artiklen, som udvælgelsesfaktor. Der er naturligvis andre faktorer, men i forhold til humor, så viser kvinden, ved at grine af en mands jokes, sin interesse og inviterer ham til at fortsætte og komme nærmere. Og følgelig finder mænd kvinder attraktive ved, at de griner i deres selskab, men ikke ved at være sjove selv, da humoren fungerer som middel til at erobre kvinden. Derfor kan humor ses som vor tids stenalderøkse og magtmiddel overfor andre hanner og over hunner. Men når kvinder er sjove forstyrres hele urmønstret og magtbalancen, for hvad skal man(d) bruge en sjov kvinde til? Hvad skal hun selv bruge humoren til? Udover at være mål i sig selv, en måde at tænke og forholde sig til verden og sig selv i verden, og til at pege på livets iboende indretning, galskab og tragikomik selv. Intet. Og alting.

Og nu tilbage til filmen Ditte & Louise, for denne darwinistiske teori kan angiveligt være forklaringen på, at særligt mænd, men også kvinderne, udebliver fra denne grovsjove film. Tragisk, for jeg grinede fra start til slut. Ja, den er sjovere og mere intelligent end Klovn-filmene.

Fuckable kvinder og bankable mænd

Ditte og Louise spiller i filmen komikerparret, vi kender fra tv-serien, som har svært ved at få filmroller som 47′-årige kvinder, mens deres mandlige kolleger kører med klatten. De får gang på gang at vide, at kvinder på film skal være fuckable, mens mænd skal være bankable. Sidstnævnte er et udtrykt brugt i Hollywood om en mandlig skuespiller (eller instruktør), som kan sikre box-office-gevinst ved blot at være med i en film. Filmen fokuserer på kønsforskellene i filmbranchen, men kunne de to udtryk ikke også passe på samfundet udenfor filmbranchen? At mange mænd går efter skønhed hos kvinder. Og mange kvinder er varmesøgende missiler efter rige succesfulde mænd.

Well, da Ditte ikke engang får statistrollen som gammel luder, tager hun til casting som Ditlev, med rødt skæg og ankelsok i trussen, og scorer hovedrollen som Harald i en vikingefilm overfor Anders W. Bertelsen som sin filmbror. Og så har piben en anden lyd. Louise må nu bryde fri af deres kærestelignende makkerskab og forholde sig til den mand, hun har smidt på porten i tv-serien, fordi hun modsat Ditte har lettere ved at sige nej end ja.

Ditte som Ditlev og “hans” indlemmelse i det mandlige filmbroderskab og Louises kamp med sine stopklodser og tiltagende overgangsalder, er de to hovedhistorier, som kører i parallelløb og fletter sig ind i hinanden på fornemste vis. Det er genialt skrevet, fordi deres karakterer rummer så meget dybde, smerte og menneskelighed, at man knuselsker dem hele vejen igennem. De er virkelige mennesker, modsat Klovns tegneseriefigurer, som aldrig tør gå ind i og rumme smerten i karakteren og bliver distancerede menneskekarikaturer.

Hvordan ville jeg selv være som mand?

De fleste har nok leget med tanken, om hvordan man ville være og agere som det modsatte køn. Og den leg udlever filmen på allermest charmerende vis med Ditte Hansen som følsom og moderne stjerneskuespillermand, tilsidst med man bun, men altid fuldt påklædt også i fitness med drengene.

At se Ditte Hansen med hipsterfuldskæg og langt rødblondt hår gå ned at strøget med kropsvægten lagt i overkroppen, mens hun studerer andre mænds gangarter og positurer på gaden og i toget, er noget af det sjoveste, jeg længe har set. Og hun er ovenikøbet vildt lækker som mand. Ditte står i metroen udklædt som Ditlev og en kvinde, der sidder ned, smiler flirtende til “hen”. Ditlev gør først store øjne på den skræmte ‘hvad fuck skete der lige der’ måde, men spiller så med, og kigger hende penetrerende i øjne uden at smile alt for bredt. Det virker. Hurtigt mærker Ditlev kvindernes opmærksomhed på settet, og ‘han’ holder sig ikke tilbage. Ditte kan ikke sige nej til nogen, så hun trækker den helt ud, hvor hun ikke kan bunde.

Spørgsmålet for os seere, og ikke mindst en mere og mere skeptisk Louise, er hvornår hammeren og skægget falder.

Louise kæmper på sin side med sin usikkerhed, da hun indvier den søde lægemand i sit liv, der som hun selv kommer med et barn og forældreskyldfølelse i bagagen. Hun vil helst smide ham ud, fordi så bliver hun ikke selv afvist, men med Ditte ude af vagten som hendes pseudokæreste, bliver hun konfronteret med sin egen ensomhed og sit eget behov for at sige ja til livet og kærligheden. Det gør hende til en forstyrret, svedende, småskør rødvinsdrikkende fyrreårskrise. En meget charmerende og irriterende én af slagsen.

Tag jeres karakterer seriøst, kvinder

Min bioven og jeg blev efterfølgende enige om, vi begge vildt gerne ville være venner med skuespillerne Ditte og Louise, og at vi passede vildt godt sammen med dem. Hvis jeg mødte dem* ville mit eneste kritikpunkt være, at de godt må gå endnu mere ind i smerten og alvoren ved deres karakterer og historier, og ikke altid lave jokes. Humor kan stå i vejen for visse pointer og i det hele taget afmontere og nedgøre en karakter og en histories kompleksitet og kvalitet. Det ville være afsindig interessant, at se de to skrive en mere alvorlig historie, et drama eksempelvis. Humoren skal nok komme frem, for det gør den altid, men de har dybden og menneskeklogskaben til meget mere end ren komik. Jeg melder mig gerne som medskribent, host, host, som om de læste med her.

Nuvel, der er afsindig mange fuldstændig vilde og grænseoverskridende scener, og en masse sjove mandlige og kvindlige biroller, eksempelvis Lotte Andersen som instruktøren af vikingefilmen, som aldrig har fået en orgasme af sin mand og kaster sig liderligt frådende over Ditlev hjemme i kulturhøjborgen, mens den hornbrillede ægtemand lurer og lidt mere til i dørsprækken.

Hvis ikke denne film vinder den ene eller anden pris for bedste film, manuskript og/eller hovedroller, og måske en birolle til W. Berthelsen, så er det næsten ikke til at bære.

I øvrigt blev man lige mindet om, hvor fedt et nummer Teach me Tiger af Speaker Bite me er, god stil på soundtrackfronten.

*Jeg stod faktisk overfor Louise Mieritz (og hendes kæreste) i en boghandel i Tullinsgade, og jeg turde ikke sige til hende, at jeg var kæmpe kæmpe kæmpe fan. I stedet begravede jeg mit blik alt for længe i en bog, jeg ikke aner, hvad var. Fuck, hvor jeg fortryder det! Og jeg så begge damer gå ud af Empire, da jeg trådte ind, for at se gabende kedelige Lykke-Per i hvad der føltes som fire timer. Der så jeg også bare beundrende på dem gå ud af svingdørene. Damn you, modesty!

 

 

 

 

 

 

Nanette – en succesfuld selvudslettelse

Genre: Standup comedy / Netflix

Dom: ⚡⚡⚡⚡⚡ (5 ud af 5)

Hvad gør man som stand up komiker, når man efter ti års blod, sved og tårer succesfuldt er nået karrieremæssigt i mål ved hjælp af selvudslettende humor, for at kunne få lov til at tale? Når man har fået sin taletid, og den taletids brændstof har været vrede. Er det sejr eller selvmord? Det spørger den australske komiker Hannah Gadsby sig selv om efter et tiår i branchen på scenen i showet ‘Nanette’ – opkaldt efter en kvinde, hun på et tidspunkt var interesseret i, men valgte at droppe tanken om efter en times tid. En Tinderdate?

Det var en begavet Facebookven (ikke i modsætning til de andre), der for nylig skrev, at han normalt sjældent kommenterer ting og holdninger på Facebook, men ‘Nanette’ havde fået ham til at grine og græde og gjort dybt indtryk på ham. Derfor så jeg showet, sammen med min mor, uden at have hørt om Hannah Gadsby før, og det sidder stadig i mig. Hvis du kan se Nanette uden at knibe en tåre, hører jeg gerne fra dig.

Din nærværende anmelder anmelder her for første gang stand up, fordi Hannah slog benene væk under mig, og ikke fordi stand up er noget, jeg finder særlig interessant eller sjovt. Der er naturligvis undtagelser, men i det store hele er det ikke en genre, der siger mig særlig meget, da jeg forbinder den med drengerøvs-mænd, der dyrker en ofte bøvet ‘det sagde hun også i går humor’. Det er hverken mennesker, jeg kan identificere mig med, eller en humor, jeg synes er sjov. Så hvad skal jeg bruge den til?

Hvis du har det på samme måde, så er Hannah Gadsby måske noget for dig, fordi hun er alt andet: Intelligent, sjov, sympatisk, dyb, spiddende, charmerende og velorienteret på verden og kunsthistorie, som hun har studeret og fletter ind i sit show. Efter at have tilbragt en time med hende på Netflix, er hun en person, jeg vildt gerne ville drikke øl med, fordi hun er så suverænt selskab.

Synet på homoseksuelle kvinder hhv. mænd

Hannah Gadsby er lesbisk, og fortæller, at indtil 1997 var homoseksualitet en kriminel handling i Australien, hvor 70 % af befolkningen mente, at homoseksualitet skulle være strafbart, før lovændringen i sluthalvfemserne trådte i kraft. 1997 – den lader vi lige stå et øjeblik.

Synet på hende og hendes ‘ gay community’, som hun med slet skjult sarkasme omtaler det, er hendes stof, men hendes show handler i højere grad om synet på kvinder, og alt der ikke er “normen” dvs i denne forbindelse, den hvide heteroseksuelle mand, som i egen optik længe har set sig som netop normen, hvorfra alting udgår, det såkalt “neutrale køn”. Derfor taler Gadsby i Nanette om, hvordan vi skaber virkeligheden og verden med sprog, og om hvordan vi samtaler og debatterer, på personlig plan og i den offentlige debat. Hun fortæller, hvordan synet på hhv. kvindelig og mandlig homoseksualitet, blev set på forskelligt i Tasmanien, da hun voksede op.

“Lesbianisme handlede dengang ikke om seksualitet, men om at man ikke grinede af mænds jokes. Hvad fanden er der i vejen med dig? Er du lebbe eller hvad? Få da lige en pik op i dig, drik noget sæd -” ( – på engelsk ‘juice’, så ordspillet udgår på dansk.) – Hannah G.

Sådan lød det i de år, da Gadsby sprang ud og levede i en lille landsby i Tasmanien, som hun ikke savner. Hun parodierer snakken dengang:

“Mænd, der dyrker analsex, er jo i pagt med djævelen, men kvinder? Hvad laver de overhovedet dernede? Et knus skader da ingen?” – Hannah G.

På den måde blev også lesbiskes seksualitet udslettet i italesættelsen af deres ‘ikke-handlinger’. Nu erkender hun, at hun også selv har været med til selvudslettelsen, og Nanette er derfor hendes stopsignal. Professionelt og personligt.

At føle sig fremmed i alle lejre

I Nanette ser hun tilbage og reflekterer over, hvilke fortællinger hun selv har været med til at opretholde, for at kunne arbejde som komiker. For nylig fik hun feedback på sit show af en lesbisk. Kvinder giver feedback, mænd har meninger – ironiserer Gadsby. Kvinden mente, at hendes show ikke indeholder nok ‘ lesbisk indhold’ – hun ‘lesbianer’ ikke nok. Min mor spurgte, som noget af det første, om ikke hun talte lige lovlig meget om at være lesbisk. Tankevækkende.

Gadsby tager pis på mænd og i lige så høj grad på hendes ‘community’ og på festaberne m/k til Mardi Gras i Sydney, som hun på ingen måde har lyst til at være en del af. Hun spørger; “Hvor går alle de stille homoseksuelle hen?” Og det gør hun stadig.

Gadsbys historie er hjertensskærende, fordi hun taler åbent om, hvordan hendes mor modtog udspringet (ikke godt) og stadig ser mærkeligt på hende. Og at hun lyver om sin seksualitet overfor sin bedstemor, fordi hun stadig i dag skammer sig over, hvem hun er.

Det nye er, at hun vil fortælle sin historie ordentligt nu, fordi, som hun siger det, vi lærer af det, der fokuseres på. Så hun tilfører et nyt fokus til sin fortælling, og hold på pessar og p-piller, for det er ikke for børn.

Historiers magt i verden

Hannah knytter sin egen historie til vores verdenshistorie og kunsthistorien (hvis kanon hun ikke har meget til overs for) ved at pege på betydningen af, hvad vi vælger at fokusere på, eksempelvis i den offentlige debat. Hun bruger eksemplet Monica Lewinsky, som har været den nemmeste joke af alle, den hyppigst brugte, fremfor at fokusere på Clintons magtmisbrug.

Og hun argumenterer, at hvis vi havde valgt det sidste, kunne vi have en midaldrende kvinde med massiv erfaring som præsident i USA nu, i stedet for en mand, som i ‘locker room talk’ har fortalt, hvordan han har begået overgreb på unge kvinder, simpelthen fordi han kunne.

“Mænd som Trump, Picasso og Weinstein kontrollerer vores historier, og deres omdømme er vigtigere end deres forbrydelser mod kvinder og børn” – siger hun.

Derfor vil hun fortælle sin historie ordentligt, uden vrede, men med det traume, hun har levet med siden hun var barn og ung, men som hun ikke har fortalt om før nu.

Showet fik også mig til at grine og græde, og jeg får kuldegysninger af at skrive om det nu, fordi hun omtaler følelsen af skam og ensomhed over at ikke føle sig rigtig. En følelse, som jeg tror de fleste af os på et tidspunkt i livet har følt. Derfor er Gadsbys historie vores alles historie, men måske mest af alt, de homoseksuelle kvinders.

Hun er nået frem til erkendelsen, at vrede og selvudslettelse spreder sig. Historier heler. Måske er Nanette hendes sidste stand up show?

Se Nanette på Netflix, og del det med alle dine veninder m/k. Uanset seksuel orientering.

 

 

 

 

 

 

The Square – det er stadig hipt at være firkantet

the-square-3-1600x900-c-default

Genre: Satirisk civilisationskritik

Dom:⚡⚡⚡⚡⚡

“It’s hip to be square” sang Huey Lewis and the News i 1986, ikoniseret i romanen American Psycho af Bret Easton Ellis fra 1991. Sociopaten og Wallstreet-børsmægleren Patrick Bateman rocker denne sang og bliver legemliggørelsen af det tilpassede menneske. Ingen af hans kolleger bemærker, at han på sidelinjen er ved at miste besindelsen og torturerer og dræber mennesker, der ikke udviser samme kontrol som ham selv. Dem der ikke kan eller vil passe ind i civilisationens firkant.

Den svenske instruktør Ruben Östlund opererer med samme billede og tematik i årets Cannesvinder The Square, der lige nu går i bio.

Ellis har siden udtalt, at samtidig med at det var en satirisk kritik af 80’ernes overflade- og kontroldyrkelse, var det også et liv, han selv dyrkede. Om det samme er tilfældet for Östlund vides ikke, men måske er vi ikke kommet meget videre end 80’erne, eller også er temaet evigt gyldigt? Uanset hvad kan ingen sætte sig helt udenfor firkanten, men vi kan stille spørgsmålstegn til den, og det gør Östlund i den grad, med rette.

Når vi træder ud af firkanten

Har vi skabt et samfund som er så gennemkontrolleret og civiliseret, at det tilpassede menneske bliver et udyr?

Det er spørgsmålet i Östlunds 3 timer lange og vanvittigt fængslende film, som ikke føles som en traditionel 2D filmfortælling men mere som at tage del i et eksperimental-teater, som kører ret langt ud af en tangent og bliver surrealistisk, modsat hans tidligere Force Majeure fra 2014.

Claes Bang spiller Christian, det ultimativt tilpassede civiliserede menneske med akademiker-brille med det bløde afrundede stel og et job som chefkurator på et stort kunstmuseum i Stockholm. Han udsættes for et tricktyveri og spørgsmålet er, om han vil vende den anden kind til eller tage sagen i egen hånd og bryde med lov og orden. Östlund stiller ham overfor sine egne politisk-korrekte holdninger og undersøger, hvad der sker, når vi træder ud af firkanten og lader de uciviliserede kræfter i os råde.

På personligt plan indsætter Christian en lidt fjollet selvjustits-hævntogt, mens han på museet er ved at opsætte værket The Square, en tom firkant på gulvet, hvor museumsgæsten skal tage stilling til, om hun stoler på andre mennesker. Så Christians drifter driver ham i en retning, mens hans humanistiske idealer på jobbet kører i den fuldstændigt modsatte vej.

Relationer i firkanten 

Journalisten Anne (Elizabeth Moss) er endnu et benspænd for Christian, da hun udover at stille spørgsmålstegn til værket The Square også stiller spørgsmålstegn til ham på et mere privat plan. Det kommer der nogle fuldstændigt eminente scener og dialoger ud af.

Se The Square hvis du bedre kan lide spørgsmål end svar. Filmen er for lang, og dens ender går ikke op som en pæn klassisk filmfortælling, men det ville også modarbejde Östlunds ærinde.

Filmen er til tider virkelig ubehagelig men også sjov, da man meget hurtigt fatter sympati for Christian og Anne og kan se sig selv i dem og grine af dem, og derved sig selv. Östlunds humor sidder i skabet, og The Squares balance mellem vildskab, surrealisme, humor og alvor gør den til et nybrud i nordisk film. Der er en mening med galskaben.

Man går lidt beklemt fra biografen, da Östlund ved præcist, hvor han skal sætte kniven ind. Det er sjovt, fordi det er sandt, som Homer Simpson siger. Men det er også skræmmende, fordi det handler om os alle.

Mindhunter – bliv dus med USAs stjernepsykopater

mindhunter-geek-review-feature-img

Genre: Netflix-krimiserie

Dom:⚡⚡⚡⚡⚡ efter 6 afsnit

David Fincher kender vi som instruktøren bag klassiske voldsgodter som Fight Club, Se7en og Zodiac, og den røde tråd i hans karriere viser et forsøg på at skildre psykologien bag voldeligt afvigeradfærd, som gøres relaterbar. Gone Girl er en af hans bedste og nylige skildringer af voldeligt adfærd, som i følge statistikkerne er skræmmende hyppig og ikke så afvigende. Den har jeg skrevet om i stream ons spæde år: gone-girl-ikke-helt-vaek/– beklager indlæggets grafik.

Efter afstikkere som instruktør på The Social Network, The Girl with The Dragon Tatoo og et par episoder af House of Cards, er Fincher tilbage på en måde, der burde efterlade alle (krimi-) serieinstruktører rystende i bukserne, hvis de går efter Emmy’en. Mindhunter hedder Netflix’ nye seriemorder-serie placeret i 70’ernes USA og følger den unge idealistiske FBI-agent Holden Ford (Jonathan Groff) og den lidt ældre Bill Tench (Holt McCallany), der slår sig sammen med psykologen Wendy Carr (Anna Torv) for at dirke låsen op til USAs største seriemorderes hjerner og hjerter. At gå i dialog med seriemorderne og ikke se dem som fødte psykopater var for tiden en revolutionerende og kontroversiel tilgang til kriminalforskning og opklaring. Holden møder i første afsnit den yngre hashrygende sociologistuderende Debbie på en bar, som driller ham med, hvor meget det skriger til himlen, at han arbejder for FBI udfra hans slipselook og überkorrekte adfærd. De bliver kærester, og når de ikke diskuterer sociopati fra hver deres indgangsvinkel, åbner de hinanden op i sengen. Sex kædes dermed i seriens historie sammen med forståelsen af menneskets adfærd som en ventil og måde at få udløsning på på flere planer – den normale og ja den afvigende.

Historien er baseret på ægte FBI-agenter og mordere med stor inspiration i agenten John E. Douglas (Holdens figur), der skrev bogen Mindhunter: Inside the FBI’s Elite Serial Crime Unit. Douglas har desuden inspireret historier som bl.a Silence of The Lambs og har leveret stof fra ægte interviews med amerikanske indsatte psykopater.

Ublodig uhygge

Finchers greb er denne gang modsat hans og mange andre instruktørers tidligere skildringer af mord begået af perverterede psykopater at lade psykopaterne tale om, hvorfor de dræber og voldtager.

Mindhunter er derfor befriet for effektjagende vold, blod og voldtægtsudpensling, men hvis du tror, du kan læne dig trygt tilbage i sofaen med en regelmæssig hvilepuls, må du tro om. Det er afsindigt medrivende og skræmmende at følge de indsattes forklaringer til Holden og Bill, som må sande, at hvis de skal åbne disse mænd op, bliver de nødt til selv at åbne op for deres eget liv. Psykologen Wendy råder dem til at lyve, men Holden lader sig ikke skræmme, modsat Bill, af at smide et par lunser fra sine unge år, bl.a. hvordan hans mor tog ham i at onanere en gang. Holden forstår hurtigt, at de bliver nødt til at møde mændene som ligemænd; spise pizza med dem og lade dem ryge cigaretter i cellen, imens de udspørger dem om, hvordan deres mor følte afsky ved dem, og hvordan fædrene altid var fraværende. De etablerer en menneskelig common ground omkring alt fra, hvorfor man får lyst til at knuse en coladåse efter man har drukket den (because it feels good – som Holden siger) til teenageminder, med disse mænd, hvilket er afsindigt fascinerende.

På vanlig Fincher-vis klippes historien op, og til hvert nyt afsnit får vi et rislende klip af en mand med skæg, som færdes i FBIs kvarterer men også bevæger sig ind i privatpersoners hjem med fremvisning af sit skilt. Efter 6 afsnit ved vi ikke, hvem han er, men fortællemetoden er gysende, da den sameksisterer med de tre gode opklaringsagenter på FBIs side og så denne mand, som færdes på samme side som dem, men som ikke opfører sig efter bogen.

Bliver man dem, man omgås?

Et andet spørgsmål, der hurtigt sniger sig ind på agenterne og seeren er, i hvor høj grad vi påvirkes af de mennesker, vi omgås. Måske fatter vi også sympati med dem i takt med, at vi forstår dem, deres ophav og bevæggrunde. Mick Jagger synger om ‘sympati for djævlen’, og den melodi får Mindhunter i den grad én til at nynne med på.

Og så er der historien i to mandlige FBI-agenter overfor en kvindelig. Hvilken rolle sex og køn kommer til at spille imellem dem, særligt mellem de to ugifte, Holden og Carr, vil vise sig. Indtil videre er der forfriskende lidt fokus på, at Carr, som FBI-agent i 70’erne er kvinde og ugift. Synet på sex og køn er utvivlsomt en nøgle til serien, og hurtigt viser det sig, at der er forskellige indsigter at hente i opklaringsarbejdet omkring motiver fra hhv. et mandligt og kvindligt perspektiv.

Carr er baseret på en anerkendt Boston College-professor, Dr. Ann Wolbert Burgess, og er som person ligeså frygtløst nysgerrig som Holden. Eksempelvis på pibelydene nede i hendes vaskekælder, angiveligt fra en kat, som hun sætter tun til i vinduet. Jeg blev nødt til at tænde mere lys i min stue i den scene, da uhyggen er ubeskrivelig. Og det er netop karakterernes nysgerrighed og frygtløshed overfor deres arbejde med psykopater og i livet generelt, der bærer spændingen i serien som et dødeligt shot, som på et eller andet tidspunkt vil slå hårdt, fornemmer man.

 

 

 

 

Gypsy – den som løfter andres dyner

Gypsy Season 1

Gypsy Season 1

Genre: Psyko-seksuelt drama (Netflix-serie)

Dom: ⚡⚡⚡⚡⚡  ud af 5

Kender du det, at man har lyst til at snage i andres ting, når de ikke ser det? I deres badeværelsesskabe, køleskabe eller uh deres soveværelsesskuffe. Hvilken Pandoras æske venter der ikke i andres hjem, når de har forladt hytten, og du bare smækker dig ud, måske efter et mere eller mindre romantisk møde? Den følelse kender psykologen Jean Holloway (Naomi Watts) i Netflix-serien Gypsy fra i år, og hun er ikke bleg for at lade følelsen få ben at gå på. For hvad hvis man kunne trække i lidt usynlige tråde og forbedre andres liv?

Regel nr. 1 som psykolog må angiveligt være at alt, der siges i et konsultationsrum er fortroligt, og at terapeuten er en sikker havn til at lade ens dæmoner fare frit, hvorved man igennem denne tilkendegivelse og katarsis sammen med terapeuten kan finde veje at bryde uhensigtsmæssige mønstre og handle på en for patienten mere fordelagtig måde overfor sine pårørende, forældre, børn og mænd, koner og elskere. Og at der er et rum for terapi og et rum, hvor det levede liv leves, hvor man trækker på sin nye indsigt, man forhåbentlig har tildraget sig.

Disse to rum ophæver Jean, og det gør Gypsy til en vanvittig dragende serie. Hun gør alt det, man ikke må som terapeut. Og hun spiller rollen som terapeuten, den blonde frelsende engel med den perfekte, lækre sympatiske advokatmand, sublimt. Hvem kan tro, at Jean kunne finde på at opsøge en patients pårørende? Hun invaderer andres rum som en tyv om natten og stjæler deres historier ved at møve sig ind og blive en del af dem. Lisa Rubin er kvinden bag serien, og stream on venter kun på mere fra hendes hånd.

Dødelig involvering

Jeans liv er udadtil perfekt. Hun har et spændende arbejde, gode kolleger, som hun sparrer med på fortrolig vis og som hun også deler personlige dilemmaer med, ikke alt dog. Hun er gift med flotte Michael, som elsker hende for sin åbne, charmerende og måske også grænsesøgende adfærd. Han er den konventionelle klippe, advokat, god samtalepartner, der på samme vis som Jean er underlagt fortrolighedsløfter overfor sine klienter. De forstår hinanden og komplimenterer hinanden, men Michael bryder ikke sin professions løfter og her adskiller de to sig fra hinanden. Michael har en sekretær, selvfølgelig har han det, og selvfølgelig er hun pivlækker og selvfølgelig lægger hun an på ham på en ‘forretningsrejse’ på et hotelværelse. Rygterne svirrer på kontoret. Sammen har de to datteren Dolly, som kysser en jævnaldrende pige i klassen, hvorefter Jean og Michael kaldes til forældresamtale, for det er jo ikke helt efter drejebogen for en 11’årig pige.

Jean er modsat Michael bedre til at svæve i et parallelunivers, hvor hun som en under cover agent opsøger ex-kæresten til en patient på den kaffebar, hvor hun arbejder. Ex-kæresten Sidney (Sophie Cookson) synger i et band og er ualmindeligt smuk og sexet. Jean bestiller kaffe hos hende og føler hendes patients tvangstanker og savn overfor Sidney.

Jean og Sidney ender med at tage en drink sammen en aften, og herefter er der ingen vej tilbage. Den forbudte linje er krydset.

Hvis du kunne lide Mulholland Drive af Lynch fra 2001 med Watts som ung naiv skuespillerinde i Hollywood, er Gypsy måske noget for dig, da den leger med nogle af de samme tematikker omkring rollespil og seksualitet. Den uskyldige blondine overfor den mørke dragende brunette og spørgsmålet om, hvem der er hhv. frelst og syndig, er en bold, der kastes op til seeren. Klassisk, evigt gyldigt.

Pirrer til alles stalkergen

Gypsy er fortællingen om en kvinde, der lever et liv, hun ikke synes er spændende nok. Så hun tilsætter al den drama og adrenalin, hun kan ved at opsøge og involvere sig i sine patienters pårørendes liv. Og hvor det måske startede som en små-uskyldig nysgerrighed at opsøge Sidney på kaffebaren, bliver det hurtigt til dødelig alvor, da Sidney ikke blot er en statist i en af hendes patienters liv, men en person med følelser og behov for at blive set, der vækkes i mødet med den 10 år ældre Jean.

Gypsy er en serie, der går dybt under huden på en, da den prikker til vores allesammens lyst til at opsøge eventyret, det forbudte møde, som er en mulighed, der eksisterer parallelt med vores almindelige mere eller mindre regelrette konventionelle liv. En hvad nu hvis-historie.

Og første sæson slutter på den måde, vi har set så mange gange før, hvor man tænker; der kan den jo ikke slutte. Så ja der er en anden sæson på vej, gud ske tak og lov. Så kan vi andre gennemleve de forbudne frugter gennem Jean. Tak Lisa Rubin, som har skabt serien. Og Naomi Watts, som gør det som altid guddommeligt godt og skræmmende naturligt. Stream on er stor fan af Watts, da hun nærmest kun er med i kvalitetsfilm og serier.

Gypsys tagline er; Hvem er du, når ingen ser? Et ualmindelig godt afsæt for en historie og spørgsmål at stille sig selv.

Borg – en sang om is og ild

a001_normalhires-large

Genre: Sportsdrama

Dom:⚡⚡⚡⚡ (4 ud af 5)

Er sportsfilm fede? Har jeg nogensinde set en fed sportsfilm? Ok, jo Hillary Swank i Million Dollar Baby fra 2005 (Oscar-vinder), men ellers er der langt mellem snapsene. Her er en snaps, der virkelig beruser men ikke på party-måden. Derimod på den måde, hvor du får stirret ned i bunden af glasset og ser afgrunden, af vores eksistens og ophav og i lysende glimt grunden til, hvorfor vi sejrer og fejler, som vi gør, og måske endda vejen til vores frelse. Hvis vi kan huske det næste morgen.

Sådan en sportsfilm har dansk-svenske Janus Metz (Armadillo) skabt med Borg, som følger 80’er tennisikonerne, isbørnen, Björn Borg (Sverrir Gudnason) og den ildspyende drage, amerikanske, John McEnroe (Shia LaBeof) gennem deres Wimbledontid med snapbacks til deres barndom og ungdom, som vi hurtigt forstår er nøglen til at forstå de to stjerners talent og udfordring i livet, der som det tveæggede sværd naturligvis er to sider af samme sag.

Se Borg eller dø – nærmest

Ronnie Sandahl, som har skrevet manuskriptet, har valgt at fokusere på Björn Borg, men den engelske titel er ‘Borg vs McEnroe’, hvilket giver mening i et internationalt marketingperspektiv. Fra et manuskriptperspektiv er det stærkere at fokusere på en person. Det gør historien skarpere og den vigtigste karakter mere udtalt. Og det har noget med aktantmodeller og struktur at gøre. Boring! – for andre end filmnerds.

For at der ikke skal gå struktursnak i den, kommer her nogle grunde til, hvorfor du skal se Borg. Hint, det er ikke, fordi tennis er fedt, fordi Sverrir, der spiller Borg er ualmindeligt smuk, eller pga. det usandsynligt fede tøj og hårstil (hallo hårbånd til fyre med langt krøllet hår!). Ok, filmen får et enkelt ⚡ for al den lirede stil. Men der er vigtigere grunde. Og også ting, jeg undrer mig over, derfor 4 og ikke 5 lyn.

Isvulkanen og den gamle mand på bjerget

En 15’årig dreng spiller tennis mod en kammerat i en lokal hal, mens to ældre trænere står på afstand og iagttager. Björn som den ene spiller hedder taber og råber og skriger og ter sig som et femårigt barn, mens han smider med ketcheren. Den ene træner siger lavmælt til den anden; “Der er noget i vejen inden i den drengs hoved.”

Replikken er en nøgle til forståelsen af Borg og den modstand, han har mødt igennem sin ungdom og karriere. Den ene træner Lennart Bergelin (Stellan Skarsgaard), den gode af dem, spillet af tossegode Skarsgaard, provokeres af udtalelsen om Björn. Fordi han naturligvis ser sig selv i drengen, der ikke kan tåle at tabe. Vind eller lad være. Der er ikke noget ind i mellem.

Kan man vinde, hvis man ikke kan styre sin vrede, sit temperament? Det sætter Lennart sig for at undersøge. Når han nu ikke selv kunne styre sine følelser på banen som Sveriges første Grand Slam-vinder (når man sejrer i de fire største internationale turneringer, herunder Wimbledon), så kan han måske bruge sit nederlag og erfaring til at hjælpe en ung knøs frem. Så han ikke sætter karrieren over styr pga en følelse af ikke at være god nok.

Lennart sætter sig i kantinen i tennishallen med 15’årige Björn og indgår en kontrakt med ham, der vil ændre alt og ultimativt bane vejen for guld.

Lennart – “De siger, der er noget i vejen med dig Björn.”

Björn – “Det ved jeg.”

Lennart – “Spiller det nogen rolle?”

Björn – “Nej.”

Lennart – “Hvad er vigtigt?”

Björn – “At vinde.”

Lennart – “Godt.”

Björn ser ned i bordet…

Lennart – “Ok hør her, alt du føler skal du holde indeni dig. Al din vrede, rædsel og panik skal ind i hvert eneste slag. Som en trykkoger.

Lennart peger på sin tinding – “Herinde. Ok?”

Björn – “Ok.”

Af en eller anden grund siver budskabet ind hos drengen med det samme. Det er ikke, fordi hans følelser forsvinder. Man ser ham løbe om kap med et tog for christ sake, efter en tabt kamp. Men på banen lærer han at være is. Og langsomt opbygger han det iskolde vindende brand, som Borg blev kendt for. Filmen nævner ikke undertøjmærket, men gad vide, hvordan salget ser ud efter denne film? Den kunne godt trække nogle priser hjem.

Mc-underdog

John McEnroe, spillet af LaBeuf, gøres der ikke synderligt meget ud af at udfolde som karakter bortset fra visse snapbacks til hans barndom, hvor en perfid perfektion tydeligvis er det forældrene foretrækker.

Shia LaBeuf er perfekt i rollen som den ubehøvlede lømmel, som virker noget mere sympatisk på privatplan end Borg. LaBeuf har den slagnes blik i øjnene gennem hele filmen. Som en hund, der ikke har fået mad i flere dage. Man ved ikke rigtig, hvad man skal bruge Johns karakter til gennem det meste af tiden. Han virker uudfoldet. Måske fordi de to karakterer har for få sammenstød.

Først til allersidst forstår man, hvorfor han skulle med, men det kommer for sent. Til gengæld er slutscenen så rørende at mine blaserte øjne blev fugtige. Genialt punktum der henter en noget enstrenget handling hjem.

Borg er en film sat i mol. Jaja, der er en scene fra Studio 54, og en med Borg iført en voldsomt blæret rævepels og solbriller, men ellers er der ikke meget glamour eller idoldyrkelse, tværtimod. Borg er nemlig ikke en sportsfilm. Den kunne ligeså vel omhandle verdens bedste kokke, kunstnere eller jaja du forstår.

At være særligt begavet er ikke nødvendigvis sexet eller en gave, måske i visse tilfælde snarere en forbandelse.

 

Big Little Lies – 3 grunde til hvorfor det er årets serie

hero_917d0d43fac07d9b38e726d62367ffb766cc8a26cd0834013c0b7e93b2d06dd18ff73654868ecfcbf425d91d95ffece5

Genre: Drama – HBO

Dom:       (5 ud af 5 = højeste strømudledning)

Euroman skrev forleden, at Netflix-serien Ozark (af og med Jason Bateman) er den serie, du skal se, hvis du kun skal se en serie i år. Hvem ser kun en serie på et år?! Anyways, jeg er uenig. Big Little Lies der havde premiere på HBO i februar i år slår Ozark, hvad angår historie, spænding og emne. Dog ikke i weirdness, og jeg vil vende tilbage til Ozark i et senere indlæg.

Nu skal vi tale om, hvorfor du skal skynde se eller gense serien, der har ligget mig på sinde siden foråret sammen med Michael Kiwanukas introsang ‘Cold Little Heart’, der spilles, mens vi tages til den smukke overklasse kystby Monterey i Californien, hvor palmerne svajer, og mødrene går hjemme og i hundene.

Historien bygger på romanen af samme navn, som foregår lidt udenfor Sydney af Liane Moriarty og er adapteret til serie af instruktøren David E. Kelley (instr. Ally McBeal mfl.), som har valgt Monterey, Californien som dyr setting for kvinderne i serien, hvis liv ikke er lige så solbeskinnet som deres omgivelser. Madeline (Reese Witherspoon) og Celeste (Nicole Kidman) er veninder og hjemmegående mødre, der lukker tilflytteren og alenemoren Jane (Shailene Woodley) ind i sin kreds. Første afsnit åbner med en kostumefest på skolen for børn og forældre og krydsklip til politiets afhøring af forskellige forældre og folk, som deltog i festen, som vi ikke ved, hvordan ender, men fungerer som motor for historien og plotudløsende slutningsevent. Vi vil gerne vide, hvad denne fest ender med allerede i de første minutter.

Hvis du ikke allerede har slugt Big Little Lies, som jeg og flere jeg kender, så kommer 3 grunde til hvorfor, du bør se den eller gense den.

2. sæson er allerede under udvikling.

1. Kvinder og mænd

Serien kunne på overfladen give associationer til universer som Desperate Housewives eller andet tyndbenet tidsspil, men Big Little Lies handler om kvinder og deres forhold til mænd, hvad de finder sig i, hvad de lyver om, og hvad de lever med. Og så handler den om venindeskab.

Men først og fremmest er det kvindernes forhold til deres mænd, der langsomt afdækkes og afsløres, når de mødes og drikker kaffe på strandcafeen. Serien ville nok ikke leve op til Bechdel-testen, den feministiske lakmusprøve, hvor et værk afprøves i forhold til kønsmæssige magtstrukturer i Hollywood, hvor testen lavet i 70’erne beviste at stortset alle film handlede om mænd og deres missioner, og kvinder kun var biroller som hustruer, forførere eller mødre. Hvis en film skulle revolutionere kønsmæssigt, skulle den have mindst to kvindelige hovedroller, og de skulle tale sammen og om andet end mænd. Tja, veninderne i Big Little Lies taler om deres mænd, om kærlighed og sex, så der er den traditionel. De taler også om karriere og om at brænde for sit arbejde. Kærlighed til mænd og ens beskæftigelse er vel alt andet lige værd at tale om.

Nuvel! Det store i denne serie er, at temaer som hustruvold og overgreb kommer frem over cafebordet i højlys dag og skildres med seriøs usentimentalitet. Det tages simpelthen alvorligt. Seriens titel er naturligvis en kommentar til, at disse emner og oplevelser angiveligt historisk set er blevet holdt hemmeligt og stadig bliver hemmeligtholdt indenfor hjemmets utrygge rammer, også i vores vestlige civiliserede verden, hvor vi ser os selv som ligestillede. Og i alle samfundslag. Misogyni og overgreb er ikke forbeholdt lavtuddannede eller underklassen.

2. Venindeskab og snak om sex

Omdrejningspunktet for handlingen er Madeline, Celeste og Janes møder, og det geniale ved serien er, at kvinderne ikke portrætteres som intrigante overklasseløg, der bekriger eller bagtaler hinanden, som man har set så meget før, men at de mødes i sympati med den nye kvinde i byen og hjælper hende og hinanden frem. På den måde kan venindeskabet minde om det, man har set i norske Skam, hvor man taler om det, man skammer sig over. For der sker ting med os, når vi taler om skammen. Den bliver mindre, og vi finder ud af, at vi alle har noget i skambagagen.

Madeline taler konstant om sex, men afviser oftest sin omsorgsfulde mand nr. 2, når han gør tilnærmelser, fordi han måske ironisk nok er for blød i hendes øjne til, at hun kan tænde på ham, modsat eksmanden, som det ikke gik med. Celeste bærer solbriller på den måde, hvor det ikke bare er solen, de skal dække for. Madeline presser på for at få hende til at fortælle om hende og hendes trofæmand, den noget yngre Perry (Alexander Skargård) og hvordan deres sexliv ruller. Før har Celeste holdt facaden, men i mødet med Jane, der får brug for en advokat (Celestes gamle profession, før hun fik børn) til at hjælpe hende med at finde frem til faren til Janes søn, begynder Celeste langsomt at krakelere og fortælle veninderne om, hvor tungt hende og Perry egentlig ruller, når han en sjælden gang er hjemme fra forretningsrejse.

Jane får støtte og lyttende ører, hvilket hjælper hende til at starte sit nye liv med sin søn og forholde sig til den fortid, hun er flygtet fra og nu begynder at frigøre sig fra.

Særligt Witherspoon er genial som superbossy, megagrineren og for meget mor, der også bare er sød og lyttende og kommer til at engagere sig lidt for meget i de andre. Sandsynligvis fordi hun er træt af sig selv, og ved hun er den, der bør ændre sig og sine prinsessedrømme om hvordan ‘manden’ skal være, hvis hendes ellers ret rummelige hjemmearbejdende IT-hipstermand ikke skal tage sig gode tøj og skæg og skride. Reese vi er mange, der har ventet længe på dig!

3. Plot der får dig til at nappe 4 i streg

Handlingen får en til at bare blive ved med at se, da spændingen er så godt skruet sammen med hver kvindes egen ‘lille løgnehistorie’ og en fælles, der omhandler deres børn, der går i samme klasse. En dag kommer en pige fra klassen hjem med blå mærker og påstår, at det er Janes søn, der står bag. Ikke så rart.

Sideløbende med uhyggen er Big Little Lies en supersympatisk historie om kvinder, der hjælper hinanden frem og op, og så er krimiplottet overraskende velfungerende. Jeg er ingen stor krimifan, og jeg fandt mig selv siddende på yderkanten af sofaen gispende efter mere og efter, hvad mon historien ender med.

Der sker ting og sager i den lille kystby, og slutningen kunne ende i et antiklimaks, da der er lagt godt i kakkelovnen til fest og farver, når vi nærmer os skolefesten fra første afsnit og vist i glimt undervejs og den skuffer ikke. Det bliver svært at komme med en ligeså fyrig sæson 2, men lad os streames ved.

Se serien nu; for historiens tematiske tyngde og relevans, for spændingen, for Reese og nåja for en grum og usandsynligt poleret Skarsgård. Muligvis ligeså trænet som i Tarzan. Jaja, det spiller!

 

 

 

Ego – svensk filmgodis på Netflix

 

maxresdefault

Genre: Romantisk komedie

Dom: ⚡⚡⚡⚡  ud af 5

Standard Netflix-scenarie; Du har brugt 1 time+ på at scrolle op og ned i Netflix og bliver mere og mere frustreret over det ringe filmudvalg og har stress-spist alt dit bland selv forlængst. Du vælger enten en film, du har set (gab), begynder på en, der ser B ud (og er det) eller fortsætter en semi-spændende krimi-serie, du aldrig kommer til at se til bunds (fordi den er gab). For du vil bare se en god gammeldags filmperle, som ikke forpligter i længere tid end 1 1/2 – 2 timer og ikke de næste uger.

Der findes gode film på Netflix men helt vildt mange dårlige. ‘Ego’ er en svensk spillefilm (2013) skrevet og instrueret af Lisa James Larsson, som du bør give et kig, hvis du kan lide romantiske komedier. Filmen kunne sagtens have haft dansk biopremiere, i så fald er den gået under min radar. Det her er en charmerende svensk ‘goding’ – som kanelbullar, skärgården, kent og Robyn. Evigtgyldig, evigt uimodståelig.

Sebastian (Martin Wallström) hedder hovedpersonen, er 25 år, virkelig pæn, og så håber han på, at et pladeselskab vil signe ham som popmusiker. Imens huserer han Stureplans klubber med sine venner fra Østermalm i Stockholm og brænder daddys penge af. Østermalm svarer til vores Østerbro/Hellerup, så Sebastian går full on med back slick hår, røde bukser og en forkærlighed for blondiner med store bryster, ægte eller ej, spelar roll?! En såkaldt ‘stekare’ som svenskerne kalder hans type. På dansk har vi ikke noget ord for det, men tag ind på Cafe Victor, så finder du ham..eller dig selv.

Han lyder måske ikke bemærkelsesværdig interessant som person, og det er han heller ikke, ret overfladisk og faker, at hans mormor er død, hver gang han har hevet en blondine hjem i forældrekøbslejligheden.

Hvis øjnene er sjælens spejl

Hvis ens syn er det, man blindt navigerer efter, hvem er man så, og hvad gør man, hvis man bliver blind? Det er Sebastians dilemma i filmen, da han mister synet i en ulykke. Forældrene skaffer ham plejer efter plejer, som bare gør ham mere arrig, indtil moren introducerer ham for Mia (Mylaine Hedreul) med den nøddebrune page, 24 år, flade sko og stadig tænker over, hvad hun vil være, mens hun sparer op til roadtrippen fra LA til NYC. Hun bor naturligvis på Södermalm (lad os sige vores Nørrebro), spiller også guitar og mener, at Sebastians sangtekster ikke handler om noget. De handler om, at han går ned af gaden og ser en lækker pige og får optur på over det, sådan ca.

De begynder at jamme sammen på hans værelse, og Mia hjælper med teksterne, mens Sebastian synger, og det gør han, som Mia bemærker, rigtigt godt. Yes, Mia er den eneste, som ikke irriterer Sebastian som plejer, fordi hun ‘møder ham i musikken’ og dermed også smerten og lytter til ham. Bl.a. da han fortæller om sin storebror, der døde, da de var små, og er den eneste, udover musikken, som han har elsket.

Og da Sebastian ikke kan se, er han nødt til at også at lytte til hende. Da han spørger hende, hvordan hun ser ud, lyver hun og siger, hun har lyst hår, da hun er faldet for ham og har luret, at det er hans type.

-Er stemmen hjertets højtaler

I hvert fald falder Sebastian og Mia for hinanden med stemmerne som kærlighedens transmitter. Efter en intim nat, vækkes de af forældrenes nyhed om, at Sebastian kan blive opereret.

Mia har opfordret ham til at deltage i talentshowet Starstruck på tv, og han optages og går videre i runderne. Operationen går fint, og Sebastian får synet tilbage. Men holder kærligheden til Mia, nu hvor han kan se hende og erfare, at hun bare til at starte med har løjet om sin hårfarve?

Filmen er banal men føles ikke plat eller overmoraliserende, da også Mia lyver og er ligeså fordomsfuld og irriterende som Sebastian. Derfor tror man på dem som projekt og par, da ligheden i forskelligheden bliver en drivkraft mod hinanden. Klassisk virkningsfuldt, og det føles forfriskende, at det er fyren, der er den smukke og forfængelige, som skal overvindes. En omvendt Clueless-historie, som igen menes at trække på kærlighedsforviklingens mestre, Jane Austen og Shakespeare.

Se Ego,  hvis du ikke har afskrevet den romantiske genre som underlødig. Jeg synes, det er den ultimative universelle genre, men den er ikke let at mestre, hvilket dens ry lider under. Lisa James Larsson lykkes med udfordringen.

Og nu vi er ved lyd, så er svensk bare et poetisk sprog med sin syngende intonation og blødere og lysere toneleje. Lige til popsange og din næste drömkärleks-resa til Nordens Venedig. Mens vi venter på foråret, eller bare, at sneen skal smelte på Øresundsbroen, så trafikken kan fortsætte. *Den blev faktisk holdt inde i skrivende stund.

 

Dansk films selvudnævnte Zlatan slår hårdt med toer

 

underverden1280

Genre: dansk superhelt-rabalder

Dom: ⚡⚡⚡⚡

Vi er til en pæn dansk parmiddag hjemme hos Zaid (Dar Salim) og hans kæreste, Stine (Stine Fisher-Christensen) i en lækker penthouse i Gemini-siloen på Bryggen. Zaid er læge og fra Irak, men ellers lever han ligeså dansk som resten af bordet. Mens snakken går om Stines voksende mave, kommer Zaids lillebror, Yasin (Dulfi Al-Jabouri) uanmeldt på besøg.

Han hiver efter vejret og trygler sin storebror: “Du må låne mig 100.000. De er alle efter mig!”

Zaid har haft en lang dag og vil bare hygge sig med årgangsvinen, sin gravide kæreste og sine venner. Så Yasin bliver afvist og må tage elevatoren ned – til sin underverden.

For det er det, filmen handler om. Den verden de fleste kartoffeldanskere ikke får besøg af fredag aften.

Instruktøren Fenar Ahmad (irakisk flygtning født i Tjekkiet) har sammen med manuskriptforfatteren Adam August skrevet en film, som giver os et eksplosivt indblik i Vestegnen, når den er allermest grum, for det er underholdning det her, ikke socialrealisme. Og dog balancerer den på en knivsæg mellem, hvad der kunne være en sand vestegnshistorie og vores andres søndags-hyggevold i en lun biografsal.

Superhelt møder Pusher møder Drive

Fenar Ahmad er uddannet fra den alternative filmskole Super16 og må siges at være undsluppet det miljø, han voksede op i på Amager i Holmbladsgadekvarteret. Underverden er hans anden spillefilm efter hiphopdramaet Ækte vare, og Til Soundvenue fortæller han, at han vil være dansk films Zlatan. Med denne toer er han godt på vej.

Hovedpersonen Zaid arbejder som læge om dagen i hvid kittel, men da broren banker på i hans liv, konfronteres han med det miljø, han har vendt ryggen men måske alligevel er kodet i hans DNA og nu tvinger ham på de mørke gader, hvor hævn er eneste udvej.

Fenar Ahmad giver Zaid en klassisk superhelterolle, og det kunne blive grinagtigt og lidt dansk B-films pinligt. Det gør det bare ikke, fordi Underverdens historie er skåret helt skarpt uden dansk ironi, og den er tro mod sine superhelterødder og tydelig inspiration i Nicolas Winding Refns Pusher og Drive for bare at nævne nogle danske forbilleder. Der er til tider skruet lidt for meget op for effekt-musikken, bl.a. i en scene med Zaid og Yasin i Siloen, hvor scenen havde stået stærkere, hvis musikken ikke havde været så dominerende. Komponisten Jens Ole McCoy gør det ellers godt med sit kolde synth-lydspor og vil helt sikkert vinde priser for det.

Kan du lide bål og brand, vold og eksplosioner, så skal du se Underverden. Vi er i Albertslund, på Bryggen og i City, og fotografen Kasper Tuxen leverer en bemærkelsesværdig kreativ billedside bl.a. med et startskud over Rådhuspladsen fra en kran på en måde, jeg aldrig har set før.

Far, barndommens lokale gangstere og alle de andre rødder 

Selvom Underverden ikke prædiker ikke til indvandrerungdommen, om at de skal lade være med at sælge stoffer og være på støtten, så viser den de to veje, man kan gå i livet. Selvfølgelig sat helt ud på spidsen.

“Kom nu op af den sofa, far!”

Det råber Zaid til sin far, da han besøger forældrene i ghettoen, og faren bare sidder og kværner nyheder om krigen i Mellemøsten og giver moren skylden for al ulykke. Den scene gav mig kuldegysninger, fordi den ikke virkede fiktiv.

Ellers er Underverden fuld fart frem, eksplosioner og masser vold. Historien er ultraenkel, og der er fede biroller bl.a. en af skurkene med asiatisk afstamning med grimme solbriller og armen ud fra kroppen, mens han taler i mobiltelefon. Sådan Amar-bodybuilderstilen møder Mr. Chow, den lille gangster i Hangover. Ham vil man bare se i flere film!

Roland Møller er naturligvis med som politibetjent, og han gør det godt som så mange gange før, at han fremstår helt kultagtig og lidt meta-lol-skærmtrold, når han træder ind i filmen og på klingende fynsk råber  ‘stop det er politiiiet’.

Holder Underverden filmen ud?

Selvom Underverden er fed og anbefalelsesværdig, så kedede jeg mig også lidt. Historien og figurerne er så enkle og skarptskårne, at det bliver for firkantet og sort-hvidt. Jeg savner flere nuancer, men inden for genren holder den helt klart som god popcornunderholdning, og jeg glæder mig til Ahmads næste film, som eftersigende skulle være noget flippet fantasy. Velkommen til dansk film Ahmad, det her lover godt.

Skynd dig i bio og se Underverden. Den fortjener en stor skærm.

 

 

 

 

Tom Ford hylder kærligheden, kunsten og nattens dyr

noc

Genre: Thriller

Dom: ⚡⚡⚡⚡⚡5 ud af 5 ⬇️️ pil ned

En nøgen gogodansende kvinde vrider sig i slow motion, knælange hvide læderstøvler, du ved godt hvilke, og en rød hjertemalet mund som en kvindelig klovn med et smil, man ikke kan aflæse. Sådan åbner ex-Gucci-designeren Tom Fords nye film Nocturnal Animals. Ikke en atypisk åbning, det atypiske er, at kvinden er atypisk fed, så hendes fedt skvulper op og ned som en vandseng, og på maven har hun operationsar øjensynlig fra en fedmeoperation. Hun er bare blevet ved med at spise.

Kvinden er en filmet kæmpeprojektion til en fernisering på et hipt LA-galleri og vores rødhårede hovedrolleindehaver Susan (Amy Adams) overværer cirkusset som gallerichef med rødsprængte øjne. Hun sover ikke for tiden, fortæller hun veninden blandt gæsterne. Og hendes mand er ikke kommet til ferniseringen. Veninden er bekymret for Susan, for hvad er det, der holder hende vågen om natten?

Åbningsscenen kunne skildre Susans liv; et absurd teater, hvor alt er forvrænget og opereret til uigenkendelighed.

Man har nogle idealer til man får nogle nye…eller mors

Susan levede engang for kunsten, men valgte det sikre i den kommercielle vej fremfor selv at skabe. Til hendes mors glæde. Hun bor nu i et smukt hjem omgivet af den dyreste kunst med mand nr. 2, som er ualmindeligt pæn og ulasteligt klædt, men aldrig hjemme, da han med egne ord forsøger redde sin skrantende virksomhed og formue. Deres hjem, så han gør det for dem.

Susan modtager en bog med posten fra Edward (Jake Gyllenhaal) hendes første mand. Han er forfatter og har denne gang skrevet fra hjertet.

Filmen går nu over i en krydsklipning mellem Susans liv og bogens historie, hvor Susan og Edward har hovedrollerne, samt en datter. Eller figurer der minder i høj grad om dem.

De kommer ud for en voldelig ulykke, og Susan gennemlever sine følelser for Edward på ny. Og ser på det liv, hun har fået, da hun valgte ham fra og den nye meget pæne og meget fraværende mand nr. 2 til.

Snydeslutning og mandlige pinups

Der er fuld smæk for dramaet, personerne er interessante og slutningen ret vild. Man ville se mere, og det er en god ting, og samtidig, er det en snydeslutning. Trin 1 når man skriver manuskripter, dvs. ikke særlig avanceret. Det sagde en af mine gamle manuslærere, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret, og alligevel synes jeg ikke det gør så meget i forhold til denne film. Måske fordi filmen bliver til ens egen drøm, som man digter videre på, når filmen er slut.

Jeg var med på kanten af sædet gennem hele filmen. Min medbiogænger var ikke ligeså lun på denne Ford-film som jeg. Hvis du er til romantik på den gammeldags måde, kan du muligvis blive forført.

Et andet plus ved Tom Fords film er at mændene, også superskurkene, er guddommeligt smukke. Ligesom mændene var i A Single Man. Nocturnal Animals’ historie er stærkere end hans første film, men fælles er det mandlige blik på manden og ikke kvinden, som man klassisk ser i Hollywood og film generelt. Og også scenografi og kostumer sidder i Gucci-skabet, så det er svært ikke at hvine af fryd som æstetiker. Han har dog bevidst valgt ikke at være kostumier selv, så filmen ikke agerer reklamesøjle. Men blikket for det skønne har han.

Ford har skrevet screenplay baseret på romanen Tony & Susan af forfatteren Austin Wright. Og bogen Edward sender til Susan hedder Nocturnal Animals, en meget federe titel, som Ford har gjort klogt i at vælge. Jeg giver ham en Oscar for bedste adapterede screenplay til forårets uddeling ⚡.

 

 

 

 

 

 

I som i Isak…og i ingen vej tilbage

l4yhyx2gufzdmh4a-lo6fwzlqh45bep6oh48m2fsr9cg

Midtvejsblik på Skam sæson 3

Spoiler alert

Halla, hva’ skjer? Der sker så meget i Skam lige nu, at stream on må se på godterne efter gårsdagens afsnit, hvor Isak står i l*** til tennissokkerne. Hvis man kan sige A, så kan man også sige B – eller hur? Arh, nok ikke hvis man er 17, hedder Isak og ikke lige sådan har det okidoki med sin homoseksualitet, når man også vil være en syg gangster som Jonas og de andre player-pimps på Hartvig-Nissen.

Det er ingen hemmelighed, at stream on er gået i full blown kosegruppa over Skam som serie, og den bliver bare bedre og bedre. Eller også har den været genial fra start, who cares. En serie er så god, som dens karakterer er interessante, så lad os se på drengene, som er omdrejningspunktet i denne sæson. Isak, Even og Eskild er de vigtigste, og det sprængfarlige her er, hvorledes de takler deres seksualitet, et skridt frem og to tilbage, ind og ud af skabet.

Gangsterbøssen

Isak er en sej fyr, synes han selv. Det ville han også sige, Even er, med sit James Dean-hår og sin 2 cool 4 school-udstråling. Isak er flyttet hjemmefra den skilte forældrerede, hvor alt sejler med en mor, der er psykisk syg og en far, der måske er ok, men ham hører vi ikke så meget om. Serien er i øvrigt kendetegnet ved, at personernes forældre er næsten fraværende. De unge er venner, kærester og forældre for hinanden.

Isak bor nu i kollektivet med hjemvendte Noora, Eskild og en anden pige. Og Eskild er ham, der hjalp Isak stiv hjem fra byen, hvor han ikke ville tage hjem fra en homobar, hvilket han ikke vidste det var. Yeah right, som Eskild ville sige med norsk accent. Han har luret, at Isak er bøsse.

Isak er faldet for Even og forsøger at holde alt skjult. Det sidste afsnit vist d. 4/11 er sæsonens point of no return. Eskild og Noora har mødt Even i gangen, og de kigger på ham med et ‘vi ved godt, hvad I laver’-blik. Isak lukker døren foran dem, men Eskild kommer ind og afslører ham. Det fører os videre til, hvem han er for en person.

Den stolte bøsse

Eskild som vi har kendt som den drillesyge, frie festabe, som pigerne elsker at danse Britney-bitch med, viser i denne sæson sin voksne side, og det er måske i virkeligheden to ting, der lever i kraft af hinanden. Da Isak forklarer, at han ikke er ‘den slags bøsse’ med tights og mascara, som Eskild, sætter Eskild ham godt og grundigt på plads. Eskild har det modsat Isak godt med sin seksualitet, og kan derfor joke rundt, hvorimod Isak stikker halen mellem benene og lyver for vennerne, om at han skal til familetamtam,  når han kissemisser med Even.

Også den drengepigede Emma, som Isak til nød har datet for at overbevise sig selv og alle andre om hans heteroseksualitet, kan se igennem ham med ordene;

“Det værste er ikke at du stak af sidst, det værste er, at du lod mig tro, at du var forelsket i mig. Du er homo, come on, det er 2016”

Ja, hun er sgu god nok. Even derimod, han er ældre og kører samme dobbeltspil med sin seksualitet overfor kæresten Sonja og ude i det offentlige, til fest og på skolen.

Det gør Isak og Evens kærlighedsaffære stærkere, da den er forbudt i deres egen optik, og de har denne store hemmelighed sammen i et klaustrofobisk intimt rum som i Romeo & Julie. Der verserer en del teorier på nettet om, at referencen peger på Evens død. Det ved jeg sgu ikke, det ville være for tykt, serien burde tage sine karakterer mere seriøst, men lad os se.

Nuvel, til Emmas fest i går (fredag d. 4/11) slår det klik for Isak ved synet af Even, der har sat ham på hold – og nu står og kysser sin drengepigede korthårede kæreste i dørkarmen.

Isak bliver skidesur, og de intet anende venner kommer snart til at miste tålmodigheden med ham. Han har løjet og undgået dem længe nok, og næste afsnit, der vises d. 18/11 (!) vil Jonas helt sikkert tage fat i Isak og sige hva f*** skjer?? Isak er gået langt over stregen, og det ved han godt. Men han er forelsket i en gud med gyldne englelokker. Bibelreferencerne er der nok af, lad os se på Even, der haløjsovs, har Jesus på korset på t-shirten.

L’homme fatale

Even er et år ældre og gået en klasse om af uviste årsager. Han er gudesmuk, mystisk og i Isaks svømmende øjne redning og problem i samme figur. Som nævnt i mit sidste indlæg om Skam, spår jeg denne sæson til at være den, hvor gud befaler ofringen af Isak på bjerget. Og her efter 5. afsnit er Isak godt på vej op af ofringens tinder. Even er ikke ude af skabet men derimod en ond forfører, og i det hele taget prøver han så mange af Isaks grænser af, at man forstår sidstnævntes breakdown til festen.

Even er klassisk dødelig hot and cold. Isak er på skideren, for han er faldet dybt for manden med engleansigtet, de intense øjne og mørke sind. Sagde nogen flot hår?!

Jeg glæder mig til at se, hvad der ligger bag Evens homme fatale adfærd. Det kan kun blive grimt og smukt og rigtig skamfuldt.

giphy

 

 

 

 

Buch & Botoft charmerer med krise på drengen

gallery_swinger_4

Genre: kulslået midtvejskrise-komedie

Dom: ⚡⚡⚡⚡ (4 ud af 5)

Du sælger fjernvarme i gråt jakkesæt på et kontor et sted i HT-området med damer med kort modeklip og perlemorslæbestift. Håret er blevet tyndere, du er hverken gammel eller ung, og du ville ikke selv købe dit produkt til dit eget rækkehus. Det er alt for besværligt. El-apparater og brændeovn fungerer fint.

Ja, den skal man selvfølgelig selv tænde op i…

Mmm 40-års krisen kradser hårdt, og når du ser dig selv i spejlet, er det Martin Buchs ansigt (ham fra Snobberne) der ser tilbage på dig – POST-rosé. Så er scenen sat i Mikkel Munch-Fals’ nye spillefilm Swinger.

Buch præsterer at holde den deprimerede maske som Adam på urkomisk vis næsten gennem hele filmen, og hvad kan få en deprimeret krisemands ansigt til at bløde op? En joint? En ung piges smil? En tur til mark og strand? Mja, vi tager sgu på swingerklub.

Parforhold på fjernvarme

Swinger er en sort komedie, for gu er den sjov, men den er fremfor alt kulsort og på ingen måde sexet, og nok derfor foregår den på en swingerklub for par, der ikke gider knalde med hinanden.

Adam og hans kone Iris (Mille Dinesen) tager på swingerklub, fordi deres parforhold er sat på fjernvarme. Den laves ligesom langt væk fra, som Adam siger til sin kunde, når han skal forklare, hvad fjernvarme egentlig er. Den skal kunden lige tænke over. Den sælger ikke sig selv, må Adam konstatere.

De mødes på swingerklubben med 4 andre par, som de før har været afsted med. Og historien rulles i gang, da et nyt dugfriskt par, den antropologistuderende Patricia (Natalie Madueno) og musikerkæresten Patrick (Emil Brink Hartmann) træder ind i stuen. Det er nye boller i suppen.

Er der lidt varmt herinde?

Alle blikke fæster sig ved Patricia og hendes meget korte kjole og smukke smil. Adam er solgt, og alle mændene i rummet er solgt. Så kan legene begynde.

Adam, der ligner en der aldrig har løbet en tur i sit liv, faker en løbetur for at komme i nærkontakt med Patricia, der er taget ud og jogge. De ryger en joint i et skur, og Adam forsøger kysse hende uden held.

Jørgen (Rasmus Botoft) er Adams diametrale modsætning, direktør og en rigtig tyr, så de kæmper om Patricias gunst på hver deres måde. Og både Buch og Botoft klæder filmen og deres roller enormt godt, da de ikke spiller snobberne, men alligevel trækker på samme komiske materiale som midtvejskrisemænd med stort selvbedrag og elskelig barnlighed. De spiller bare pissegodt.

Der er en genial scene, hvor to par, bl.a. Botoft, spiller Besserwisser, og hvor Jan (Dan Zahle), den impotente mand i flokken går fuldstændig i besserwisser-selvsving på en super-indebrændt måde. Shit, det er sjovt.

Swinger er dog meget mere alvorlig i sin tematik, end traileren giver udtryk for. Men den kan bære alvoren, fordi karaktererne ikke er klichéfyldte papfigurer, men lever med deres gode og dårlige sider, uden at Munch-Fals og holdet bag gør nar af dem. Og det er det, der gør Swinger god. Den tager sine personer seriøst.

Lykken og alt det andet, der ikke er sjovt

Munch-Fals kunne godt have læst Michel Houellebecq (fx Muligheden af en ø og Platform) og Karl Ove Knausgaard (Min Kamp), og det er ikke dumt, men dysterheden og velfærdstristessen bliver også kedsommelig og tung, når den dyrkes og kultiveres. Og det gør den, også i Swinger. Filmen lægger dog en tynd sti ud til, at mennesket har en tredje vej at gå, der ikke er ‘det er din skyld’, ‘det er min skyld’ – for ‘samfundets skyld’ er der vel ingen, der tror på længere?

Iris, Adams kone, siger til ham:

“Lykken gemmer sig ikke et sted derude, hvor vi har glemt at kigge. Det er noget, vi selv skaber.”

og de har en videre dialog;

Adam: “Men du synes jo, jeg er mislykket”

Iris: “Nej Adam, jeg synes ikke, du er mislykket. Du synes selv, du er mislykket”

Det er stærkt, for Adams kone får heldigvis ikke rollen som sur eller nedladende hustru, som vi har set så mange gange før i film. Hun er der, hvis han vil deres liv sammen. Men hvad vil han?

I slutningen går der lidt for meget symbolik i l*****, og det slører i forhold til, hvor historien vil hen. Den havde været bedre, hvis det realistiske spor blev holdt.

Men alt i alt holder Swinger, fordi Munch-Fals behandler sine karakterer med så meget respekt og kærlighed, at man kommer til at elske dem øjeblikkeligt og identificere sig med dem.

Se Swinger (en dag solen skinner) i Empire, Falkoner Bio, Palads mfl. – den ryger nok snart af plakaten.

Få din SKAM på denne weekend

skam

Genre: Gymnasieserie på den fede måde

Dom: (5 ud af 5)

Russbuss, drittseck, føkboy, kødder du med mei? Nei serr, vi taler SKAM, så klart.

De sociale medier har siden august fået blæst taget væk af folk, der ikke kan få hænderne ned over serien om gymnasiepigerne Eva, Noora, Vilde, Sana & Chris.

Jeg tænkte først aaargh, jeg er midt i 30’erne, hvorfor skal jeg se en gruppe gymnasiepiger? Og når hypen løber løbsk, har jeg en tendens til ikke at gide se en serie. Det er dumt.

SKAM er noget af det bedste og mest originale, jeg længe har set i serieformatet. Det er blændende skrevet og instrueret af Julie Andem. Og castet sidder lige i øjet med bumser og dækcreme og godt med sminke. Ja, vi kan godt huske, hvordan det var at gå i gymnasiet.

Serien er en præcis optegning af en generation, og det er så forbandet sympatisk skrevet og jeg kan slet ikke få nok af de karakterer. Pigerne har et sammenhold af guld trods fnidder. Drengene er nu også søde.

1. sæson Eva – maneater

Første sæson og alt starter med Eva. Hun er sæsonens hovedperson og kæreste med skateren Jonas, hvis bedste ven hedder Isak. Hun har forført ham fra bedsteveninden Ingrid, hvorfor de nu ikke længere er veninder. Så da de starter i 1. klasse (cute-) siger Jonas:

“Så må du vel få dig nogle nye veninder”

Eva igler nemlig ret meget på ham, men følger rådet og adder Noora på face, og hurtigt samles en lille gruppe af piger med Vilde som primus motor omkring projekt at arrangere russbuss. Jeg fattede ikke en meter af den bus i starten, men det er åbenbart den festbus, man kører rundt i efter 3. G, og det er noget, man planlægger og inviterer folk til, erhm fra 1. G af. Med spons. Vi er vel i Norge.

Vilde er absolut stream on-favorit. Hun er iværksætteren med et gigantisk drive. Hun samler gruppen omkring projektet, og venskabet mellem dem begynder. Hun har styr på, hvem folk er (særligt boisne), og hun går naturligvis som den første efter den flotteste af dem alle, William.

Vilde er typen, der kunne skabe en virksomhed. Hun er frygtløs, fordi hun aldrig lader sig slå ud, og hun har ikke ondt af sig selv. Hendes navn er nok ingen tilfældighed, hun er for vild. Heller ikke Evas, hun er den første kvinde i serien og hende, der lokkede manden i fordærv, ikke med et rødt æble men med sit røde hår. Lad skammen begynde.

2. sæson Noora – læbestiften der går fra hus og hjem

Noora er ligesom Ibsens Nora gået fra hus og hjem og bor i kollektiv med bøssen Eskild og en anden pige. Nooras forældre er hhv. sexolog og psykolog og går mest op i sig selv iflg. Noora. Hun har ondt af sig selv, og det kan man egentlig godt forstå.

Noora er kendetegnet ved sin røde læbestift og sine meget politisk korrekte holdninger, der ofte bliver en barriere for hendes egne drifter og nåja sukken efter ham den flotte.

Noora er på mange måder virkelig irriterende og visse steder bliver hun for optegnet og agerer simpelthen på en måde en 16-årig ikke ville. Lidt for klog. Man får indtryk af, at Andem, instruktøren, bruger hende til at sige noget til ungdommen. Hvad det er, kan du selv se. Men naturligvis er Noora også sød og sjov, særligt når hun fanges i sin egen politiske korrekthed af de andre. Mere læbestift Noora, den kan du ikke redde.

Eskild er genial som Nooras skamløse, drillende roomie, altid klar på ballade. Han er også meget omsorgsfuld overfor hende og minder på mange måder om Vilde.

3. sæson Isak – kig ikke i min telefon

Isak er Jonas’ bedste ven og taler enormt godt med Eva. Han er bare sådan en fyr, pigerne kan tale med. Mhmm hvor bærer det her mon hen? Og så har han lidt sjov på sin telefon. Jeg må ikke sige mere, hvis du ikke er begyndt på serien endnu.

Isak er tredje sæsons hovedperson, og hvad er nu det, en dreng? Nå, jaja, han kunne være opkaldt efter Bibelens Isak, som er Abrahams søn, der er ved at blive ofret på bjerget til Gud af Abraham selv, men bliver skånet, da Abraham dermed har vist sin troskab til Gud. Det er endnu uvist, men tredje sæson kunne godt gå hen og blive op ad bakke for Isak.

Jeg glæder mig i hvert fald. Bæltet er taget af (det finder du ud af), og jeg tror vi får SKAM for fuld skrue i morgen, søndag d. 9. oktober, hvor NRK viser hele første afsnit af 3. sæson.

Så hvis du ikke har fået din skam på endnu, kan du nå at binge begge sæsoner og være klar til i morgen. SKAM er ikke til at komme udenom. Den ER al hypen værd.

Jeg tripper helt ud over lydsporet og klipningen i sync med det, det er en historie for sig. Tjek lidt guf her:

Stream SKAM direkte på NRK. Og Absalon på Vesterbro viser første sæson af Isak i morgen med live-stream. Det er godt arrangeret af dem.

 

I Blodet smitter med sygdommen at være ung

i blodet

Genre: Dansk coming of age-film

Dom: (5 ud af 5)

“Jeg har lyst til bare at ruske i ham og sige: hey Knud du er min bedste ven, glem det aldrig

Ordene er Simons; 23 år, medicinstuderende og hovedrolleindehaver i den nye danske film I Blodet. Han siger dem til Emilie med det orange hår, som han lige har mødt til en fest i den Københavnske sommernat og ‘ikke skal være kærester med’. Det konstaterer de, når de går sammen hjem på en vej et sted på broerne. Nu sidder de på en svensk ødegårds-terrasse med kun vand omkring sig. De ryger og fortæller om deres verdener for hinanden, som om enden er nær, på den måde man gør, når man er i start-tyverne. De lytter til hinanden. Før de drikker ekstrakten af en euforiserende rod, og Simon pludselig er helt alene under vandet, og naturen er triersk, skræmmende og lukker sig omkring ham.

Simon (Kristoffer Bech) behøver nu ikke tage stoffer for at føle sig alene, for at føle at alt falder fra hinanden. Filmens tagline er ‘I morgen bliver vi voksne’, og den sommer står for Simon og vennerne, særligt bedstevennen Knud (Elliot Crosset Hove), som skillepunktet. Der er et før og efter, når man er i tyverne, er studerende, drikker sig ned og famler febrilsk efter en vej og efter noget, der giver mening. Nogle famler mere end andre.

At søge og finde mening i vores tilværelse handler I Blodet om. Og det er fandens godt skåret her.

I Blodet er skrevet af den måske bedste manuskriptforfatter, vi har i landet, Rasmus Heisterberg (Sandheden om Mænd, En Kongelig Affære, Kongekabale, Mænd der hader Kvinder* mfl.) Nu debuterer han som instruktør. Og gør dig selv en tjeneste at gå i bio asap og se den, for Heisterberg har lavet ny dansk filmkunst med I Blodet. Det mener jeg, modsat de danske anmeldere, som er overvejende positive men ikke har tabt sit hjerte til historien.

At ville væk fra København

Har du nogensinde været ung? Har du nogensinde haft en bedste ven eller en gruppe af dem? Har du nogensinde tænkt på, hvad meningen med det hele er? Har du nogensinde følt, at København var en fucking ‘bondeby’ ? Det er Simon og Emilie enige om, at København er. Alle går de samme steder, har de samme meninger og knalder med de samme. Måske skal man have følt dette for at tabe sit hjerte til I Blodet? Det pointerer Per Juul Carlsen, at det er ens egne referencer, mindet om de tabte ungdoms sommernætter, der får I Blodet til at leve for en. Sådan må det være ja.

Simon har det hårdt, og han føler, han har det hårdere end alle andre, hvilket Knuds kæreste Mia pointerer vredt til ham. Han er fucking selvcentreret og vil bare til Bolivia et halvt år og være flodlæge. Med Knud, men hvad vil Knud?

Knud er den søde fyr, der lægger de pinlige beskeder på Mias telefon, efter hun har slået op. Han bliver forladt af hende gennem tre år, de finder sammen lidt igen, og det hele er noget rod. Og Simon roder med Emilie men tager ikke rigtig hende eller ham selv i det alvorligt. Simon og Knud taler om deres forhold til kvinder og gør det alligevel ikke. Man skal jo tale om den slags. Vi behøver ikke tale om det. Skal vi ikke bare smide Mias nye fyrs cykel i søen?

Alt bliver smadret

Simon gør alt det forkerte. I alle situationer. Han stjæler hospitalssprit fra Panum, er aggressiv, indelukket, tvær, asocial, selvcentreret, impulsiv. Man kunne blive ved. Han er samtidig uendelig genkendelig, lyrisk-prætentiøs i sit væsen på den der rasmus-modsat kunstakademi-fredagsbar-måde. Det er ok, for han er også sød. Man kan lide ham, fordi han fucker op. En klassisk ulykkelig antihelt, som fucker op. Rigtig meget.

Kristoffer Bech, som spiller Simon er ikke skuespiller, men forsanger i rockbandet Shiny Darkly. Betyder det noget? Måske. Uanset hvad spiller han pissegodt. Han er Simon.

Når man læser om, hvad I Blodet handler om, tænker man åh nej sådan lidt stemningsbilleder, ungdomsmelankoli og filmskolefølsomhed. Det tænkte jeg. Jeg skulle tænke om igen.

Jeg døde. Hvis du kan huske, hvordan tyverne kunne føles, måske i en lidt mere light-version end i I Blodet, så tag din bedste ven/veninde/kæreste med og se den – nu. I Blodet er også en hyldest til København. Vi er meget på Nørrebro, men lidt hist og her. Måske ikke så meget på Amager.

Musiksporet er også godt.

I Blodet går i: Empire, Falkoner Bio, Øst for Paradis – men se den i Empire.

*Heisterberg har skrevet filmadaptationen af Stieg Larssons roman Mænd der hader Kvinder samt af Jussi Adler-Olsens Fasandræberne. Han og den faste makker instruktøren Nikolaj Arcel blev hyret af Matt Damon til at lave en biopic om Robert F. Kennedy, da Heisterberg boede i LA, og produktionen er sat til at gå i gang i 2017.

 

 

 

At stige ned i den samme flod to gange

slangens_favntag_galleri1Genre: Billeddigt

Dom: ud af 5

I 1909 sætter en hvid mand med skæg og praktiske sko sig i en kajak i Colombias amazoneflod med sine kufferter og en lokal guide. Ca. 40 år senere sætter en lignende hvid mand sig i en kajak, nok ikke den samme, men i samme amazoneflod og med den samme lokale guide, som vi lærer at kende som Karakmakate.

Den første hvide mand, Theo, er videnskabsmand og leder efter den hellige yakrunaplante, som efter sigende vil kunne helbrede ham fra den junglesygdom, han er smittet med. Og den jagt kan Karakmakate hjælpe ham med. Gennem etnologen Evan, den senere, der følger i sin læremesters fodspor, ser vi, hvordan det colombianske samfund har ændret sig med indblanding af vestlig videnskab og kultur. Slangens Favntag hedder filmen, som vandt en Oscar for bedste udenlandske film i år, og er instrueret af colombianske Ciro Guerra.

Den er i sort-hvid, og det er brandirriterende ikke at få lov til at se Amazonas i farver. Men Guerra har ikke skabt denne film for at behage, slet ikke folk på vore breddegrader.

Hvorfor vender man så ikke kajakken?

Grunden til at man som seer bliver siddende i biografsædet er, at Guerra har noget på hjerte, som han formår at fortælle så tilpas nuanceret og menneskeligt vedkommende, at man tilgiver, at vi berøves farverne.

Slangens Favntag endnu smukkere på spansk ‘El abrazo de la serpiente’ handler om, at alt flyder, som den græske filosof Heraklit (540 – 480 f.v.t.) sagde;

Man kan ikke kan bade i den samme flod to gange. Det vand man stiger op ad, flyder videre, således at man næste gang bader i noget andet vand. (Eller også er man selv blevet en anden).

Guerra bruger floden som lokation og som billede på, at videnskab og kultur er flydende og utæmmeligt i sit væsen. Floden lader sig ikke inddæmme. Den er vild og bringer både liv og død med sig. Ligesom mennesket.

Tålelig skyttegrav

Filmen er en kamp med tiden. Og døden i kajakken. Når Theo i tide frem til yakrunaplanten, der kan redde hans liv? Og er Karakmakate en troværdig guide?

Han, hvis hukommelse er ved at svigte, mener at drømme er det, der kan redde mennesket.

Men hans hvide venner lader sig ikke navigere af stjernerne eller drømmebilleder, men af kompaset i lommen. Og ve den, der får sit kompas stjålet. Det gør Theo, hvilket udløser et mindre hysterisk sammenbrud hos den lille indfødte stamme, da han mener, det er skadeligt, at de nu begynder at navigere på anden måde end via stjernehimlen.

Karakmakate udtaler, da de sejler videre væk fra stammen uden kompas, at kun en hvid mand kan tro, at viden kan isoleres.

Jojo, vi ved godt, hvor sympatien ligger, men Slangens Favntag er ikke så sort-hvid i sin fortælling, at man står af, måske netop fordi at den lokale og den hvide mand følges ad på færden gennem floden, ikke som venner direkte, men heller ikke som fjender. Den noget firkantede dualisme, der præger denne type film, synes rundere og skyttegraven mindre, og det gør filmen interessant.

Vær ikke småsøvnig, men hav et klart hoved, når du ser den. Det fortjener den.

Se den i: Grand & Øst for Paradis.

 

Hej stedfar, jeg mener elsker…

CQaFaxxW8AA-PIGGenre: Coming-of-age film

Dom: (top score!)

En 15’årig pige i stram T-shirt og trompetbukser sidder på sin seng med en mikrofon i hånden og tænder for sin kassettebåndoptager på record; Kære dagbog i dag har jeg haft sex for første gang. Yay eller hvad?

Minnie (Bell Powley) som pigen i The Diary of a Teenage Girl hedder, er oppe og køre, naturligvis. Men hun har endnu en grund til at være rundt på gulvet, og det er, at den heldige filejs er hendes mors kæreste Monroe, spillet af Alexander Skarsgård. En erfaring, de fleste ikke kan nikke genkendende til, trods alt. Hverken mht. stedfar eller Skarsgård.

The Diary of a Teenage Girl af amerikanske, debuterende Marielle Heller er nok den bedste film, jeg så i 2015, og nu går den i begrænset tid i Cinemateket som månedens film. Den havde almindelig biografpremiere i Stockholm, hvor stream on så den i december, men fik desværre aldrig dansk biopremiere. Nu har du chancen, og tag den, fordi denne film er åndssvagt charmerende, provokerende og klog på sine karakterer og ømme tematiske emne. Det er nyt det her, så lad dig ikke narre af, at den er sat i 70’erne. Eller at titlen får én til at tro, at det er en let ungdomsfilm. Det er det ikke.

Den er i øvrigt baseret på den grafiske roman af samme navn af Phoebe Gloeckner fra 2002.

Minnie ikke så mini mere

Minnie er tegneserienørd med pumpende hormoner. Og hun keder sig, selvfølgelig gør hun det. Men når morens flotte og meget voksne kæreste Monroe er i huset, sker der da lidt. Så meget faktisk, at Minnie og Monroe en dag tager på bar. Allerede der…bevares det er i 70’erne, men stadig. Minnie forfører ham, og han lader sig forføre. Av.

Monroe er ikke et dumt svin eller en klamrian trods fissefipskæg og barsk læderjakke. Grænseeksperimenterende 70’er mand eller ej, så ved han som 35’årig bedre end Minnie, at legen burde være stoppet, før øllen kom på bordet. Skarsgård spiller Monroe eminent som moralsk jaget mand til fals for Minnies aggressive og naturligt naive seksualitet og søgende identitet. Han udnytter situationen, når den så at sige placerer sig i hans skød. Det kynisk og selvisk, og han ved det. Det står skrevet i hans kønne nedadgående øjne, i bunden af ølflaskerne, der hober sig op derhjemme, og gør ham mindre dag for dag. Minnie derimod vokser, og føler hun kan gå på vandet, da de indleder en affære. Det er klart, hun er 15 og en drømmer! Morens reaktion, forrygende spillet af Kristen Wiig, er derimod ikke noget, man havde set komme.

USA som vi ikke kender det

Diary skildrer galskaben og sommetider ulykkeligheden ved begær både følsomt og nøgternt og giver plads til det, der kan ske i de små hjem, og sikkert sker mere, end vi ved af. Også i USA.

Det er forfriskende, at denne film med sit kontroversielle og tabubelagte emne netop kommer fra guds eget land. Den var årets samtaleemne på Sundance Festivalen sidste år, og man glædes ligefrem over, at den overhovedet er blevet vist i biograferne over there. Nåja, man har valgt at placere en eviggyldig problematik i fortiden, så den er mere spiselig på behørig afstand. Den slags skete i 70’erne, det var dumt dengang. Stoffer, brunt tøj, fri sex, hvad har vi?

Eller måske er der nye tider på vej i USA, hvor en mere socialt bevidsthed og rummelighed, kan eksistere. Go Sanders! fristes man næsten til at sige.

Nuvel, dette er ikke en politisk eller moraliserende film og slet ikke en glorificering af 70’erne, heldigvis. Det er slet og ret en fandens god og forførende film, fordi den skildrer det grænseløse og sårbare ved seksualitetens væsen, hinsides tid, og får det til at danse og afdanse.

Det er, hvad jeg kalder, kunst.

Vises i Cinemateket d. 19-29. maj som månedens film.

Natportieren er pæn, for pæn

the-night-manager-2

Genre: Spionserie á la James Bond

Dom: ⚡⚡

En smuk blond mand med tragiske hundeøjne tager imod en ligeså smuk mørkhåret skønhed på sit hotel i Kairo, hvor han arbejder som ja, natportier. Hun er med som købt kvinde og forfører ham på sit værelse og giver ham informationer om en kendt international våbenhandler. Det koster hende livet, men skubber seriens fortælling i gang. Hun siger til ham i sengen, at han skifter personlighed som vinden og stiller det spørgsmål, som tydeligvis skal være vores appetitvækker; Hvem er Jonathan Pine bag sine mange masker og pæne afmålte smil?

Jeg ved det ikke, men jeg er heller ikke blevet voldsomt nysgerrig efter de tre første afsnit. Pine er nemlig pæn men også pænt kedelig.

Susanne Bier har kastet sig over serieformatet, og det er nyt og vidner om, at vi lever i en serie- og krimitid. Natportieren er bygget over bestsellerforfatteren John Le Carrés roman af samme navn, og det er hans to sønner, der har spurgt Bier, om hun ville instruere den. Det er der vist ingen, der siger nej til, men hvorfor føles den så som en B-produktion?

En tynd kop te

I modsætning til anmelderne i Politiken, Berlingske, JP mv. her til lands og i England mener jeg ikke, at Natportieren er synderligt ophidsende. Det er sæsonens seersucces i England. Det er effektivt, velproduceret, lækkert og spændende iflg. anmelderne. Natportieren er da en smuk serie, men der er noget irriterende ved Tom Hiddlestons figur. Jeg ved ikke, om det er rollen, der er kedelig eller ham, der ikke formår at gøre den spændende med sit spil. Jeg mistænker det første primært.

James Bond havde i det mindste en smule fræk charme og selvironisk glimt i øjet i de ældre film vel og mærke. Jonathan Pine har aldrig grint af sig selv, set sig i et spejl eller overvejet, om det kunne være dumdristigt at involvere sig med skurkens kvinde. Det virker utroværdigt. En spion er først og fremmest en forfører, og der er Pine ikke overbevisende. Hans affærer virker snarere lidt komiske. Alligevel nævner mange anmeldere, at Hiddleston spiller suverænt. Måske fordi man som agent skal skjule sin personlighed, men det virker ikke som, at der er så meget spændende at skjule i dette tilfælde. Derfor virker serien tynd og gør hverken ham eller serien interessant. Serieformatet er skabt til at pille karaktererne af som løg, vise deres nuancer og lade dem udvikle sig. Ok, det er lidt sjovt, at Pine er sammen med samtlige kvinder på sin vej uden tilsyneladende at behøve at løfte en finger, men det er mest af alt i mangel på bedre spænding i serien desværre.

Spionsagen kan den så noget?

Indrømmet, jeg er ikke krimifan og slet ikke Bond-fan, men en god fortælling er en god fortælling, så alle burde kunne rives med og underholdes, såfremt historien er spændende.

Berlingske bruger overskriften ‘Med licens til at underholde’, og selvom det er semisjovt som overskrift og bond-ref., så bør underholdning være fræk, fornyende, overraskende – ikke noget man giver eller får licens til.

Jeg rives på ingen måde med af Pines involvering i våbennetværket og hverken luksushoteller, skihytter i Schweiz eller Mallorca-sommerhuse og onde skurke (Hugh Laurie) i røde rigmandsbukser eller ulykkelige smukke kvinder (Elizabeth Debicki) kan ændre på det. Det virker snarere med modsat fortegn som mangel på en egentlig spændende historie eller dilemma. Det bliver formel-agtigt, men for Lé Carré en vindende formel trods alt.

Natportieren er ramasjang, lækkert tøj og flotte internationale locations bevares. Men Bier skuffer mig, fordi hun netop kan instruere intelligente og komplekse historier og karakterer, som hun eksempelvis gjorde i ‘Den Eneste Ene’. Og ikke mindst Hævnen, som hun i 2010 vandt en Oscar for som bedste ikke engelsksprogede film med Mikael Persbrandt, som har al den kant og indre spænding, som Tom Hiddlestons figur i Natportieren mangler. Jeg ser nok med på søndag alligevel for at se forløbet med den forbudte affære, om ikke andet.

 

 

 

 

It’s only rock & roll

record_FB_1455822094Genre: Musikscenen i 70’erne

Dom:

Vinyl er HBOs længeventede serie om musikscenen i New York i 70’erne med Mick Jagger og Martin Scorsese som executive producers. Serien handler om musik og samtidig også om den uro, splittelse og det følgende identitetstab, som 70’er-frigørelsen førte med sig for individer og samfund. For hvordan lyder fremtidens stemmer, hvis ikke ualmindeligt skingert?

Spørger man Richie Finestra (Bobby Cannavale), seriens hovedpersonen, som lever af sin evne til at høre ny lyd som pladeselskabschef på American Century Records, så er den nye lyd mislyd. Og selvom han ikke bryder sig om disse nye stemmer, der trænger sig på, så ved han, at tiden lytter og vil have dem, for de er fremtidens lyd. Dem der går på gaden og laver ballade; kvinderne, de sorte, underklassen. Dem der sidder i receptionen på hans pladeselskab. Sådan en som Jamie Vine (Juno Temple), der sørger for sandwiches på kontoret. Hun opdager punkbandet Nasty Bits, og selv om de lyder skrækkeligt, vækker de en uset reaktion hos publikum.

En bane mere om ikke andet

Så hvad gør man, når man ved, man skal afgive suverænitet og kontrol for at overleve? Richie tager en bane mere, for det har ingen mand lyst til nogensinde. Hans forretning sejler, og han kæmper derfor en desperat kamp for oprejsning som pladeselskabschef og ægtemand.

Serien skrider frem med nedslag i musikhistorien, dengang nye genrer som disco, punk og hiphop blev skabt og indhentede rockmusikken som den ultimativt nye og provokerende lyd. Richie er som rock’en heller ikke helt ung længere, men han kæmper for at følge med tiden. Serien er rodet, og man forstår ikke helt, hvor vi er på vej hen, men Richie involveres helt i starten i en “personulykke”, og hvis den nyhed lækkes, så er han en død mand. Så der er al grund til at tage benene på nakken og lade sneen falde tungt, når man hedder Richie Finestra.

Afhængighed

Vinyl viser tydeligt folks afhængighed af hinanden særligt dengang; kvinder af mænd, sorte af hvide, musikere af labels, og labels af musikere. Og hvordan magtbalancer forskydes og fødes på ny. Det er ren feminisme.

Vil Richie lade piccolinen Jamie få en forfremmelse til den ‘rigtige’ musikafdeling? Og vil han lade sin gamle flamme PR-kvinden, Andrea Zito (Annie Parisse), en kvinde, blive partner og erkende, at han ikke selv kan vende sit pladeselskabs detour til succes?

Se med, Vinyl swinger, men den går langsomt frem, og der er meget namedropping af bands. Jeg har set 6 afsnit, der kommer et nyt i aften, hver mandag, og nej Vinyls historie er ikke synderlig spændende. Richie er det, der holder serien oppe, for han er fascinerende, særligt når han en sjælden gang taler fra hjertet. Folk der fuldstændig har mistet kontrollen og viser verden det, er ret fascinerende. Nåja om ikke andet, se med for musikkens skyld. It’s only rock & roll, og det kan de fleste af os godt lide.

Sjov i sneen og hvorfor Leo skal vinde den Oscar

leonardo-dicaprio-is-amazing-in-the-revenant-but-it-s-tom-hardy-s-show-in-this-haunting-t-805966Genre: Snewestern

Dom:

Leo er tilbage som afskyelig snemand i de nordlige Rocky Mountains på pelsekspedition gone wrong i The Revenant (2015). Alejandro González Iñárritu har instrueret, og jeg var modsat mange ikke udelt begejstret for hans sidste film Birdman, som fik Hollywood i knæ, sandsynligvis fordi den handlede om Hollywood. Det var bare ikke en udpræget rørende fortælling, og selv ikke Edward Norton kan rette op på det. Metafortællinger (Birdman var en superhelte-kommentar om filmbranchen) griber sjældent én om hjertet, fordi de er intellektuelle tankeeksperimenter.

Nuvel Iñárritu er tilbage og gør det, som han gør allerbedst; at fortælle et epos om liv, død og kærlighed. The Revenant har alt det en Oscarvinder skal have. Det er heldigt for Leo, at Iñárritu har givet ham hovedrollen som den sympatiske pelsjæger Hugh Glass. Er dette biletten til den Oscar-statuette, som Leo hver gang bliver snydt for? Ja, det tror jeg helt sikkert det er.

Kan du lide sne?

Hvorfor skal du se en mand vandre i sneen i næsten tre timer, altså vores oplevelse, ikke Leos? Det skal du dels fordi sneen, naturen i det barske gudsforladte vildskab i Canada og Argentina, hvor filmen også er skudt, er guddommeligt smukt. Og farligt.

Men det er fortællingen om en mand, der har mistet og mister mere, og hans hævn, der løfter The Revenant til skyerne. Jeg så filmen en torsdagaften i Empire, og jeg og min biobuddy var lidt aarh 3 timer alligevel? Ok, mest mig, men noj, det er de bedste tre timer, jeg har brugt i en biografsal i lang tid.

Kan du lide lyden af sne? Lyden af vand, der drypper, når en solstråle rammer isdråberne på træerne? Lyden af en lavine? Og lyden af en bjørn, en dampende sulten grizzly-bjørn? Here you go. Billederne, lydene og de dybe blæserarrangementer er forundrende terapeutiske. Der er ikke overvældende meget dialog, nok, og ikke for lidt. Handlingen er Glass’ måde at tackle sit livs største udfordring, når man ikke har mere at miste.

Iñárritu havde som dogme besluttet, at alt lys skulle være naturligt lys, så selve indspilningen var udover kulden begrænset til få timer om dagen grundet det knappe lys. Produktionen fik fly til at fremprovokere lavinen. Bjørnescenen er sin egen historie, som jeg ikke dykker ned i her, selvom jeg gerne ville.

Hvem havde ikke villet været vandbærer på den filmekspedition!

Kan du lide Leonardo DiCaprio?

Leonardo spiller pelsjægeren, som er ude på pelsekspedition med en gruppe + sin søn, som ja er halvt indianer. Så kan du nok regne ud, hvordan han kom til. Ja det kunne du nok i forvejen, men dengang var blandede racer ikke kærkomment. Glass er derimod ikke en svinsk pelsjæger, som mange men ikke alle af de andre pelsjægere er. Han er en mand med en mission, en dobbeltmission viser det sig at være.

Spiller Leo godt? Bør han have vundet en Oscar før denne film? Absolut. I branchen og i medierne tales der om at en Oscar-vinder også skal være likeable i branchen. Er Leo ikke likeable at arbejde sammen med? Han spiller frydefuldt uskyldigt og legende som Romeo i Baz Luhrmanns post-moderne version af Romeo & Julie fra 1996 22 år gammel. Med samme romantiske kækhed som konge af verden i Titanic som Jack i 1997. Depraveret elskelig drømmer i The Beach i 2000/1. Charmerende og æterisk som Jay i The Great Gatsby i 2013. Og ikke mindst som vores allesammens yndlingsulv i Wolf of Wallstreet også (!) i 2013. Og mange derimellem. Og nu som Hugh Glass, en rolle som han gør godt, og stadig er han bare gode gamle Leo. Rollen er mere moden og dyb, mere smertefuld uden ironi, og det er en oplevelse i sig selv at se Leo mere stripped – bogstaveligt talt.

En af vor egne en rigtig…

Og samtidig er Leo så meget sig selv, uden at jeg på nogen måde ved, hvordan han er, men han formår at skabe en stærk persona om sig selv, som om han var en af vor egne, en ven vi er vokset op med og har fulgt i nu 20 år. Sammen har vi haft fugtige hænder, som den på bilruden i Titanic, skålet i bobler, for at krybe på qualudes til bilen for at komme væk. Hvor er Leo på vej hen? Hvor er Hollywood? Hvis ikke han får den Oscar nu. Er han for blændende på lærredet og not so much bag kameraet? Han kan lide supermodeller, men bør man holde det imod ham? Denne isvandring kunne meget vel være den sidste prøve for at komme i mål og vinde som bedste mandlige skuespiller. Amerikanerne kan godt lide de kropslige udfordringer på film. Glass mister næsten sin verbale formåen og vandrer som en prustende desperat bjørn. Det er nok det, der skal til. I deres øjne.

Han er skuespiller, og på en eller anden måde har vi alle en andel i ham, i alt han gør, i hans smil og nu i hans tårer. Dette er, ja en ode til Leo. Giv ham for pokker den statuette og lad ham give en tale med rævesmilet og en bittersød ‘endelig’ kommentar. Iñárritu giver med The Revenant en passende anledning.

Vinterbergs kollektiv – knæhøj karse, ikke så meget

1452861346_kollektivet

Genre: Drama

Bedømmelse: ☁️☁️

Thomas Vinterberg er tilbage i fin form med Kollektivet, angiveligt frit baseret på hans egen opvækst i 70’erne i et kollektiv nord for København – et pænt et med arkitekttegnede møbler og Politiken-abonnement. Det kaldes rummelighed – til dig og mig, men er rummeligheden lykken?

Heldigvis går Vinterberg og manuskriptforfatter Tobias Lindholm langt udenom ‘det er vores øl’ klichéfælden og skildrer ikke kollektivformen eller tiden fuldstændig falde-på-halen. Selvom rundkredsideologien er temmelig tragikomisk i sig selv. Har du boet på kollegie eller i kollektiv, ved du, at det ølregnskab sjovt nok ALDRIG går op.

Nå men tiltrods for det grimme tøj, de brune farver og nøgenbadning af naturligt slappe baller, så er Vinterberg gravalvorlig i portrættet af et par i start 40’erne, hvis kroppe og hjerter kommer på sit livs prøve, da de vælger at lade deres venner + Allon (Fares Fares), en random indvandrer flytte ind og danne kollektiv.

Fortalt fra egen arkitektegnet hovedstol

I forfatterkredse er det en kendt faux-pas at tage fra hovedstolen i betydningen: man skriver ikke om sig selv. Det må ikke blive privat. Det er det rableste nonsens, for hvilke store kunstnere havde skabt noget, hvis de ikke havde trukket på hovedstolen? Vinterberg blander en masse tråde fra sit eget liv sammen til Kollektivets kludetæppe og viser igen, hvor fænomenal skarp han er i at se mennesker i familier. Han gjorde det bedst med Festen, En søn vender hjem ikke så meget, og nu sort og godt i mere afdæmpet form med Kollektivet. Og det er et grumt syn, vi møder.

Trine Dyrholm spiller nyhedsværten Anna, der keder sig i sit ægteskab med træmanden og arkitekten Erik, spillet af Ulrich Thomsen. Deres kæmpe hus er for tomt for Anna og deres datter Freja (Martha Sofie Wallstrøm Hansen), så hvorfor ikke lade vennerne flytte ind? Så der sker noget – sjovt.

Erik får den svada i hovedet, og da han elsker Anna lader han hende bestemme, at det er det, vi gør. Han er ikke nok for hende. På arbejdet, hvor Erik underviser på arkitektskolen, møder han den purunge Emma (Helene Reingaard Neumann), der forguder ham som en anden ønskefar. Hvad hun ser i ham er lidt svært for os andre at se, men ok, sådan er det jo.

Vi skal alle kunne være her

Vi følger datteren Frejas syn på sine forældre og egen udvikling som et fortæller alter ego, der ser alt og til slut også holder hammeren og banker den i bordet.

Kollektivet viser, hvordan et liv ser ud, når man deler alle tanker, følelser og handlinger med hinanden. Absolut åbenhed. Lyder det attraktivt? Lyder det kærligt?

Jeg blev dybt berørt og ramt, og hvor bliver man lige mindet om, at fællesskab kan være endnu mere ensomt end tosomhed og ensomhed. Kollektivet er fællesskabstanken fulgt helt til dørs. Hvor mange, der ikke er blevet skrupskøre i 70’ernes kollektiver af deleideen om mennesker og forhold, tør jeg slet ikke tænke på. At de nu løber skrigende væk og indretter sine perfekte, minimalistiske hvide hjem i musselmalet kernefamilieidyl og høje hække, er forståeligt, også for os der ikke har været der.

Mange kan nok spejle sig selv i Kollektivet, og vi andre får en eventyrlig og mørk rejse ind i et stykke danmarkshistorie, vi kan lære meget af på godt og ondt, hvis vi ikke bare griner af tosserne. Særligt med flygtninge, der banker på vores dør.

Hertil og meget længere

Hvor går grænserne? Hvor skal vi sætte dem? For et grænseløst samfund har vist sit kollaps for længe siden. Kollektivet er interessant både på det menneskelige plan og på samfundsplan. Tak Vinterberg for denne fortælling. Den gør ondt, hvor den skal. Men jeg savner noget i Kollektivet, måske håb. Den føles uforløst. Eller også kan jeg bare ikke bære slutningen.

I øvrigt er Vinterberg selv gift med skuespilleren bag Emmas unge karakter, Helene Reingaard Neumann. Er det relevant? Interessant? Jeg ved det ikke. Hun spiller ikke synderligt godt. Hun ligner én, der ikke forstår så meget. Det gør Martha Sofie W. Hansen som Freja til gengæld. Hun stjæler billedet fuldstændig, næsten uden ord.

The Leftovers – når livet går op i røg

leftovers.0.0Genre: Post-apokalypse psychserie

Bedømmelse: ☁️

Kan du lide Lost & Twin Peaks? Ok, så er The Leftovers (2014-) noget for dig. Serien ligger i to sæsoner på HBO Nordic og er skrevet af den amerikanske forfatter og producer Tom Perotta og nu skabt som serie sammen med Lost-skaberen David Lindeloft. Jeg slugte begge sæsoner mellem jul og nytår, for jeg kunne godt lide Lost, indtil den blev for sekt-mærkelig. Men hele overlevelsestematikken interesserer mig. Og det her er bedre.

The Leftovers handler om tiden efter, at en vis procent af jordens befolkning er forsvundet som dug for solen fra den ene dag til den anden. Serien starter der, hvor livet fortsætter for de tilbageblivende. Alle har mistet et eller flere familiemedlemmer, og livet går videre, også for vores hovedperson Kevin Garvey (Justin Theroux), lokal politimand, superhunk, far til to og gift med psykologen Laurie Garvey (Amy Brenneman) i forstaden Mapleton. Men hvordan går det videre?

Hvem er man efter katastrofen har indtrådt?

The Leftovers er et forrygende psykologisk studie i menneskelige coping-teknikker. Alle beboerne i Mapleton mister en eller flere af deres kære, men byen splittes i to falankser, to stammer, der bekriger hinanden, fordi de er af væsensforskellig opfattelse af, hvordan man bør leve sit liv efter katastrofen. The Leftovers handler ikke om, hvad der præcist er sket, eller hvorfor man har mistet. Den handler om, hvad man gør, når meningsløsheden indtræffer. Hvordan lever man sit liv videre efter et tab? Kan man leve videre? Kan man elske igen? Kan man lade sig være glad? Kan man få nye børn?

Det lyder måske tungt, og emnet er tungt, men det er på den gode måde. Det er hjemmebagt koldhævet brød med masser kerner, duft, maltsmag, syrlighed og tyngde tilsat en lillebitte smule luft. For The Leftovers er også sjov til tider og sindssyg mærkelig. David Lynchs Twin Peaks er særligt i første sæson af The Leftovers en klar inspiration. Den kammer også lidt over i Lost-okultisme og får derfor ikke alle 5 stream on ⚡ som samlet bedømmelse.

Kevin spilles af stream-on favorit; Justin Theroux, og han er så meget tilbage – efter glansroller i Mulholland Drive og –  nåja Charlies Angels. Jeg forstår ikke, hvorfor han ikke er nået bredere ud? Han er med i serier som Six Feet under og Parks & Recreation, men de store filmroller? Forstår det ikke. Han har været min on-screen kille siden Lynchs Mulholland Drive. Han er vist gift med Jennifer Aniston.

Ok, den lyder weird – hvorfor er den fed?

Det geniale ved The Leftovers er, at den ikke prædiker, hvad der er rigtigt eller forkert. Det sublime er, at det er en historie, der handler om, ikke hvad gør du, når katastrofen indtræffer, men at katastrofen indtræder i alles liv på et eller andet tidspunkt. Og så er man på røven. Man kan ikke gardere sig. Hvad hjælper gud, skæbnen, psykologien eller våben, når vi har mistet?

Nogle af byens beboere flytter ind i et hus sammen, klæder sig i hvidt, kæderyger smøger og holder op med at tale. En af dem er Kevins kone, psykologen Laurie, og hvis det ikke er Kevins skyld, at hun forlader familien til fordel for en sekt, hvis er det så? Kevin græder, og han græder meget, og hvor er det fedt at se en mand bryde sammen uden at smadre nogen. Og så hjælper det, at det er Theroux, fordi han allermest ligner én, der har lyst til at smadre nogen. Man ser ham ofte nøgen, tusser over det hele og meget veltrænet.

Lydsporet er det bedste fra indie-land og introen…bare vent

Se også The Leftovers for endnu et genialt lydspor. Pixies 90’er banger ‘Where is my mind’ er seriens temasang og passer som fod i hose til Kevins tiltagende vanvid.

Jeg har før skrevet om lækre introer, som ikke er det samme som en trailer. Introen til første sæson sætter nye standarder; den er frygtindgydende blæret. Desværre var anmelderne i USA ikke glade for de religiøse konnotationer i den, så anden sæson kom med en lettere folksy intro á la Mine Glade 60’ere. Og så var de meget mere positive. Sikke noget forbandet hykleri. I øvrigt er der andre end denne blogindehaver, der synes introer er kunstværker i sig selv, og nu er det gået hen og blevet en millionindustri som en egen genre.

http://www.euroman.dk/kultur/film/titelsekvenser-er-blevet-big-business-og-sin-egen-kunstform/

Jeg blev blæst væk af slutningen af anden sæson. Man kan ikke forudse handlingen i The Leftovers, og jeg kneb mange tårer til sidst. The Leftovers er ufattelig rørende og sympatisk i sin menneskeskildring. Den holder af sine karakterer, særligt Kevin og hans nye kæreste Nora (Carrie Coon). Sidstnævnte forlader ikke sin familie, som Henrik Ibsens Nora i et Dukkehjem, hun bliver forladt af dem. Man ser endda en scene, hvor sekten placerer dukker rundt omkring Noras spisebord af hendes familie. Det er U-hyggeligt! Nora i The Leftovers søger mod Kevin og et bedre – et nyt liv med ham og hans splittede familie. The Leftovers handler om håb – religiøs, Ibsen eller ej.

Vil du se himlen dryppe af blod?

macbeth

Genre: Shakespeare

Bedømmelse: ⚡ ☁️☁️

Australske Justin Kurzel har instrueret Macbeth, der går i biograferne lige nu, og er der mere end to ludere og en lommetyv – og mig, der har set den? Jeg havde ingen forventninger og kun lige fået at vide af min biomakker på dagen, at Michael Fassbender og Marion Cotillard spillede Mr. and Mrs. Macbeth. Kurzel gør, hvad han kan, for det er ikke let at lokke nutidens husarer (mig selv inklusive) i biografen for at se Shakespeare.

Jeg troede, jeg ville kede mig, og det gjorde jeg også lidt, for Shakespeare er skrevet til teatret, og det bliver aldrig ‘acting & re-acting’ skuespillerne imellem, som filmkunsten netop er så god til, dvs. at skuespillerne taler med og agerer kausalt i forhold til hinanden. I Macbeth er der, som på teater, monologer og sære taler ud til gud, himlen eller, hvem der end lytter med. Det har jeg altid haft det svært med.

Hvorfor er Macbeth alligevel seværdig? Det er den, hvis du lægger dine forventninger til, hvad en film skal kunne til side, for Kurzels Macbeth er filmisk teater, billeddigt og klassisk koncert. Og som sådan rører den mig.

Lad sækkepiber fra himlen erstatte din jule-compilation

Macbeth med Fassbenders tiltagende vanvidsbesættelse om at blive konge kunne meget vel være antidoten til din eventuelle julehygge-OD, for her er det himlen, der er rød…af blod, mens musikken sat i mol klæder det guddommeligt dystre og smukke grå, disede skotske højland. Og Fasbenders torso hugget i granit. Han tager sig nemlig et bad i mellem sværdkampene i nogle indsøer. Så man lige vågner lidt op og holdes til ilden.

Jo, jeg blev forført – af musikken sammen med billederne, for heldigvis er der ikke meget unødvendig snak i Macbeth. Og det er heller ikke alle replikker, der reciteres af Lady Macbeth, Macbeth selv eller hans opponenter, som man forstår sådan på kornet. Men de store linjer forstår man.

Macbeth handler om det klassiske tema: storhed står for fald. En kriger får at vide af et kvindekor, at han en dag vil blive konge, og denne spådom sætter sig i hans hoved som en granatsplit og udløser handlingen. Macbeth går nådesløst efter kongetronen, for det er hans skæbne. Han har dog en udfordring, hvad gælder tronarvefølgen – men se for dig selv. Har du set House of Cards vil du kunne finde paralleller til Kevin Spaceys og Robin Wrights karakterer – ja vi ved jo godt, hvad der kom først.

Billeder af det uciviliserede menneske

Macbeth er drøj og stenet – også helt bogstaveligt talt sat i højlandets klipper og marsk. Men hvis du vil nyde kampscener løftet til kunstværker i tid, på højde med krigerfilm som Ang. Lees Hero og Crouching Tiger, Hidden Dragon, og klassiske strygeakkompagnementer, der udborer dit hjerte og lader det ligge blødende på biografsædet i velour, så er Macbeth noget for dig.

Jeg var godt underholdt, forført og berørt, ikke så meget af personerne eller plottet, men af musikken og billederne, som formår at fortælle historien om karakterernes skæbner, vanvid og ageren. Det hænger sammen og hæver Shakespeare op og ud af den støvede bogreol ved at tilsætte en lyd- og billedside uset smuk. Det er noget af en bedrift af Justin Kurzel, så mon ikke der falder en Oscar af til denne ravnsorte sag?

Kan du din Shakespeare? Med en BA i litteraturvidenskab var det ikke rart at indrømme overfor mig selv eller min biogænger, at jeg absolut ikke kendte min Macbeth. Det gør jeg nu, og det er berigende, at stadig kunne blive oplyst og underholdt af klassikerne.

 

 

Vi bliver nødt til at snakke om Broen 3

saga-noren-a-henrik-jsou-si-necekane-blizkoGenre: Nordic Noir krimiserie

Bedømmelse:

I søndags rullede sidste afsnit af Broen 3 og hvilket afsnit? Det er længe siden, at jeg i sådan en grad har siddet med tårer i øjenkrogen og hjertet i struben over en hjemlig tv-serie. Er det sket før?

Hur som helst Broen, der er skrevet af svenske Hans Rosenfelt, er ikke en serie, jeg har været udelt begejstret for. Første sæson var da spændende, og samspillet mellem den svenske socialt amputerede Saga Norén (Sophia Helin) overfor danske Kim Bodnias frivole og noget klicheártede danske prototype, Martin Rohde var forfriskende. Der svært ikke at holde af Kim Bodnia – med det rævesmil. Saga synes jeg tilgengæld var lidt teateragtig og irriterende – og så alligevel. Mordgåderne var jeg ikke så meget for heller. Cool nok at stå midt på en bro – sådan symbolsk ik?

Nå, men Bodnia blev denne gang uenig med Rosenfeldt og hans manusholds udvikling af Martins karakter og nægtede at medvirke i sæson 3. I serien hedder det sig, at han afsoner en 10 årig fængselsstraf. Øhm ok.

Ud med fuldskægget, ind med fipskægget

Hans Rosenfeldt og medforfatterne måtte skrive sæsonen og skægget om, og hermed blev Henrik Sabroe skabt i Thure Lindhardts billede, og hvilket billede? Først tænkte jeg, hva’ faen laver det utroværdige fipskæg, der ligner kvindeligt kønshår, i serien? Hvor er Bodnia? Er Henrik bøsse? Nånej, der er noget med en fræk kvinde i første afsnit, næh det er han ikke, men han er ikke en standard dansker – heldigvis. Så hvad er han for én?

Henrik Sabroe møder Saga Norén på en overraskende fordomsfri og ganske liflig måde ved bare at forholde sig fuldstændig åben og nysgerrig overfor hende. Han stiller alle de åbenlyse spørgsmål omkring hendes person, væsen og adfærd i sit politiarbejde, som vi som seere, selv stiller. Han er som et lille barn, der bare vil tages op og elskes, og det er så godt set og valgt af manuskriptforfatterne.

For nej, jeg er ikke superinteresseret i politiefterforskningerne i Broen – eller for den sags syld i nogen krimier. Det er personerne, der holder mig ved ilden. Jeg har ingen anelse om, hvad Nicolas Bro laver (gør han?), eller hvem morderen og den unge surrogatmor er. Jeg tuner fuldstændig ud. Det bliver aldrig interessant. Men flot lille dukkehus over mordscenerne.

Saga og Henrik sad i et træ – og kunne ikke komme ned

Serien vælger, at lade Saga og Henrik komme helt tæt på hinanden, og muligvis derfor bliver sæson 3 endnu mere interessant end de foregående 2, da vi møder to personer, der langsomt afklædes stykke for stykke og står tilbage dirrende nøgne. De går i seng sammen ja. De har brug for hinanden som kolleger, men de har også brug for hinanden som mennesker for at komme videre i sit liv. Denne sæson viser et mod i måden at portrættere mennesker på, som jeg ikke har set så selvsikkert, konsekvent og ikke mindst smukt udfoldet i nogen dansk eller svensk serie i nyere tid (nogensinde?). Vi kommer tættere på Sagas karakter og historie, og hendes person åbner sig netop i kraft af mødet med Henrik og den historie, han bærer på. Banalt, skarpt og forløsende smukt.

Broen 3 ved, hvor den vil hen, og hvis du ikke har set den, er det en skam at spoile, hvad der sker. Jeg kan kun sige; stream on, for det her er en af grundene til, at hele verden nu retter sin opmærksomhed mod Danmark og Sverige, hvad angår tv-serier. Kun tre lande i verden har ikke købt Broen 3; Nord-Korea og – damn jeg så DRKs temaprogram om nordiske krimiserier søndag, men jeg kan ikke huske de to andre lande. Ligegyldigt, se Broen 3 nu, og dø til temasangen ‘Hollow Talk’ af Choir of Young Believers. Jeg gør, hver gang.

 

 

SPECTRE – Craig suger kinderne ind for sidste gang

-update-spectre-ecco-il-primo-teaser-trailer-del-nuovo-film-di-james-bond-anche-in-italiano-222020-1280x720[1]

Genre: James Bond

Bedømmelse: ⚡⚡⚡⚡

stream har fået æren af at bringe Bond-kender og elsker, Line L. Wielands dom over den nye bondfilm SPECTRE (instr. Sam Mendes). Hun har en god dag…

by Line L. Wieland

“Er Bond blevet træt?

Jeg har været fan af James Bond næsten lige så længe, jeg kan huske. I mine unge år nærstuderede jeg de samme Bondfilm igen og igen med næsen klemt mod skærmen. Jeg var især vild med Sean Connerys forklædning som stilfuld og elegant Bond. Det, der fascinerer mig, er det særlige gennemgående Bond-univers, i nye som gamle bondfilm med agent 007 som den uovertrufne helt samt den overdådige glamour og selvfølgelig den reneste ondskab med sindssyge skurke og magtliderlige organisationer.

Vor tids Bond løber rundt på små afsatser og gesimser i det strammeste suit, totalt fit, pumpet og hot. Han kan klare alt. Boligblokken under ham synker i jorden, men Bond lander blødt og behageligt i den ene sofa, der står tilbage for at rejse sig forholdsvis upåvirket og børste sig ren, inden jagten på de onde fortsætter.

Kører den ind med dødsdag, helikopter og sne

Historien til den nyeste Bondfilm, SPECTRE, starter netop sådan ud: stort og pompøst, men handlingen forbliver forholdsvis tynd filmen igennem. Vi kredser omkring organisationen SPECTRE, den universelle terrorganisation, hvorfor Bond befinder sig i Mexico City til De Dødes Dag for at likvidere en af organisationens medlemmer – på eget initiativ. Der er storslåede optagelser fra Mexico City, og det er en hæsblæsende jagt igennem et kaotisk menneskemylder, inden Bond kaprer en helikopter og fortsætter jagten i luften.
Anslaget til SPECTRE kører bare derudaf, og man er rigtig godt underholdt, imens Bond har biljagter igennem Roms gader, flystyrt i vilde snelandskaber, eller når han tager til Tanger i Marokko for opklare gåden om det onde, for hvem er SPECTRE?!

Tilbage i London ser vi derimod en ensom James, der arbejder solo i 00-programmet, hvor han snarere anses som problembarn end superhelt, idet hele organisationen er i gang med en omlægning ledet af den nye chef C.

MI5 og MI6 skal sammenlægges, og 00-programmet skal nedlægges. I stedet skal hele verdens databaser og systemer sammenlægges således, at der kan arbejdes på tværs af landene. I jagten på det onde får Bond selskab af den smukke og intelligente Madeleine Swann (Léa Seydoux – fra Àdeles liv), der er datter af selveste Mr. White.

Hører familiefølelser hjemme i Bond?

Det hele spiller stort set i SPECTRE, men så alligevel blev jeg lidt træt undervejs. Den er liiige en anelse for lang, og historien er for tynd. Denne familiehistorie, som pludselig bringes på banen, er den overhovedet en Bondfilm værdig? Det synes jeg ikke, selvom det er et forsøg på at skabe forbindelse til de gamle Bondfilm og skurke. Og netop plottet; det burde hjernerne og budgettet bag SPECTRE kunne have udtænkt større og bedre.

Måske er det derfor, at Daniel Craig virker så uengageret filmen igennem, eller også er det bare hans måde at tolke Bond på. Craig har desuden udtalt, hvor ivrig han er for at komme videre og væk fra bonduniverset.

Når det er sagt, så leverer SPECTRE varen, hvad angår storslåede scenarier, biljagter og hjertet i halsen-tempo. Jeg nød parallellerne til de gamle Bondfilm: bl.a. til min absolut yndlings Bondfilm, Goldfinger, der i en afgørende scene udspiller sig i en bankboks. I SPECTRE udspilles hele slutningen i London i en gammel bygning, der ligner denne scene i Goldfinger. Scenografi og locations er så storslåede i SPECTRE, at man ser lidt igennem fingre med det tynde plot, for man er sgu godt underholdt i selskab men en sammenknuget Daniel Craig, der glider smukt fra scene til scene.”

stream on glæder sig til at slå hjernen til maybe attending og nyde Craigs velplejede stenansigt. Nåja, og til forførelserne i filmen. Men soundtracket fyføj for en sentimental omgang sødsuppe.

 

Klovn Forever – 40+drengene leger igen i 2’eren

FILM_Klovn_Forever__969980aGenre: Pik-og-patter-komedie

Bedømmelse: ⚡⚡⚡⚡

Frank og Casper sidder på en bænk i Frederiksberg have med slottet foran sig, i regnen, med Franks baby i barnevogn. Casper siger: “Sikke et lortevejr.” Og vi griner. Det er åbningsscenen i Klovn Forever, instrueret af Mikkel Nørgaard. Så lidt skal der til. 5 minutter inde får jeg grineflip på den der måde, hvor det er svært at stoppe og bare ligger og bobler over alt, der sker. Sådan startede min aften i Empire med 40+ drengene, der nu er blevet fædre. Ret godt selskab, og man er glad for, at de ikke er ens kæreste, ven eller ex-mand.

Jeg er ingen hardcore klovnfan, men jeg kan lide makkerparrets Curb Your Enthusiasm-inspirerede hverdagshumor*. Den første Klovn-film, hvor Casper og Frank tager på tour-de-fiss i Jylland, var supersjov og klam. Kan de gøre det igen? Absolut. Jeg og min biomakker grinede fra start til slut, og alligevel er 2’eren mere afdæmpet. Der har sneget sig en vis træthed ind. Det er heller ingen joke at blive voksen. Frank er blevet familiefar til to, så det er babysvømning i Frederiksberg svømmehal, topmave og politisk korrekte madpakker. Ingen sjov og ballade med Casper, som er blevet far til nu 20’årige Cille (Simone Colling), single, og pakker sit lort og skrider til LA.

“Der er jo ikke noget her”, siger han til Frank. De har lige skrevet en venskabsbog, der skal udgives på Gyldendal, og nu gider han ikke det piss’ mere. Frank er jo ikke sjov længere.

Er du Casper eller Frank? 

Klovn handler mest om at være mand. Og det er tilsyneladende en pinagtig tåkrummende affære. Kvinder har man(d) ved sin side i sengen og ellers til at give én voksen-skæld-ud. Denne gang er det Mia Lyhne og Caspers datter Cille, der spiller de fremtrædende kvindelige roller i Klovn Forever. Og noj, hvor er Lyhne sjov. Dødbleg, fodformet med så lidt udstråling, at man bliver imponeret over, hvor god hun er til at stoppe sig selv og holde tilbage. Cille er en feminin minikopi af Casper og siger ‘det ligemeget’ til alt, og holder sig på ingen måde tilbage. Og det gør Colling godt.

Klovnuniverset er såre simpelt. Der er to typer mænd og to typer kvinder, vi kan identificere os med. Som mand er du enten Casper: den evigt erigerede – ‘jeg har været der eller vil kneppe det’ eller Frank: den slatne pikkemand, skuffejernet med bøjet hoved i evig skam.

Som kvinde er du enten Mia: en sprukken, men ellers vindjakkefrisk post-fødselskusse, der venter på at vokse sammen i skede-numsehulsregionen (hendes ord) eller en 20’årig strammere variant, som Cille (og diverse festlige unge kvinder i filmen), der skamløst lokker mænd i fordærv og spreder død og ødelæggelse i sit slimede spor.

Holder handlingen?

Franks mission er, at få Casper hjem igen, så han ikke dør af kedsomhed i Frederiksbergvillaen. Mia foreslår, han kunne blogge, hvilket bliver en stående joke gennem filmen. Frank ved dog ikke, hvad han skulle blogge om. Derfor rejser han til LA, og her går der fest og druk i lortet med Casper og Cille og folk som Battle Cat. Han er en random festlig fyr, som Casper tror, han har gået i skole med.

Der sker ting og sager, og det stikker af, præcis som det skal gøre. Jeg var alt i alt fremragende underholdt, men forvent ikke noget nyt fra drengene. Lars Hjorthøj og Tina Bilsbo er supergriner som røvirriterende Kartoffelrække-par, og alt hvad Frank har tilbage af venner uden Casper. Hjortshøj har meldt sig som natteravn i gul refleksjakke, hvilket er åndsvagt sjovt. Man forstår, hvorfor Frank vil hente sin ven hjem. Men hvilken ven? Klovn Forever handler om mænd, lidt om kvinder og meget om mænds venskaber. Genialt.

Se Klovn Forever nu i Empire, Dagmar, Grand – Grand? Alle Nordisk films biografer.

*Hvis du kan lide Klovn, og ikke kender serien Curb Your Enthusiasm, skabt af og med den amerikanske komiker Larry David (manden bag Seinfeld), bør du tjekke den ud på HBO. Du vil dø. Ama’r halshug. CC og Hvam er sjove, det her er dynamit.

 

 

 

 

 

 

 

Norskov – giv den en chance, for Levins skyld

171057443-Norskov_Oliver3_Martin%20Dam%20Kristensen[1]

Genre: Såkaldt nordic noir-serie, 1. afsnit

Bedømmelse:

“Her er det ligeså let at bestille stoffer som at bestille en pizza” -siger en af kidsne i Norskov, TV2s nye dramaserie. Nordjylland, ved vi fra Jakob Ejersbos Nordkraft, er lig med stoffer, trampetechno, tristesse og sportshaller. Til alskens medier fortæller skaberen af Norskov, manuskriptforfatter Dunja Gry Jensen, at serien ikke handler om Nordjylland men om Danmark. Godtaget, Danmark er nu engang mere udgjort af udkant end indkant. Provins er provins, og unge er unge. Det er kun dialekten, der adskiller lidt, og det er op til én selv, om man vil holde fast i den eller lægge den bag sig, hvis man rejser væk, som vores hovedperson, politimanden Tom, har gjort.

Det er fredag, og en håndfuld 14-15 årige har lige fået løn, så der tages coke i en bil til fuld technospade i bilradioen, ind til en af pigerne dejser omkuld efter to hurtige baner. Norskovs hjemvendte søn, politimanden Tom Noack, (Thomas Levin) kaldes hjem og sættes på sagen.

TV2 går ind i søndags-seriekrigen mod DR-drama i kampen om familien Danmarks gunst, og med dette første afsnit er de helt ok fra start.

Her er 3 grunde til, hvorfor du bør give den en chance:

Tom Noack, faderen

Thomas Levin spiller den pæne narkoefterforsker Tom Noack, og her fra første afsnit er det tydeligt, at Levin er stærkt tilbage på banen som dansk karakterskuespiller. Man bliver nysgerrig på, hvad der ligger bag hans afdæmpede væsen og angstfyldte mimik i rollen som Tom, der har følelserne stoppet godt indenfor uniformen. Han står i skarp kontrast til den bramfri søster Jackie (Anne Sofie Espersen), med hvem han har et ret tæt forhold til. Nus i håret ok, men godnatkys på munden alligevel? Også den gamle flamme Diana (Annemette Andersen), der kæmper med stofferne, er på samme måde mere ude af kontrol end Tom. Men lad os nu se ik’.

Sønnen, Oliver

Oliver (Mathias Käki Jørgensen) er Dianas nu 15 årige søn, spiller ishockey (ligesom Tom gjorde), og ja, han deltog i coke-festen i bilen. Da en politimand aflægger Ollie besøg, finder han en pose sne på ham, som han 2 minutter inden tog ud af sin mors hånd, i gang på badeværelset. Yes, så kører vi. Ollie er en god dreng, der selvfølgelig dækker over sin mor. Käki Jørsensen er ny og spiller så naturalistisk godt, på en måde man ikke har set i meget lang tid blandt danske skuespillere. Ud fra dette første afsnit ligner han en skuespiller, der kunne have internationalt format. Og så har han et udseende, der brænder igennem med sine lyse, lange lokker og lidt kantede træk.

Og Helligånden

Mysteriet går på, hvem der var med i bilen den skæbnesvangre aften på havnen. Vil Oliver begå modermord og fortælle politiet sandheden? I så fald trækker han sig selv med ned i dyndet, hvilket ikke er godt for hans oprykning i ishockeyligaen. Og hvordan vil forholdet mellem Tom og Diana, ungdomskæresten udvikle sig?

Anmelderen på Soundvenue er glad for, at Norskov går full jyde, da han ellers, forståeligt nok, har irriteret sig over, at jyder på tv taler københavnsk. Som sjællænder har jeg ikke studset så meget over det, men kan da bekræfte, at der er fuld smæk for jydeskillingen. Dog ikke hos Levin. Hans karakter er nok ikke ligeså stolt som søsteren over sine nordjyske aner. Men der er ingen vej tilbage, han er tilbage og må se sit ophav i øjnene.

Jeg er med igen på søndag. Uden at være helt blæst væk, men min nysgerrighed er vækket, og det er hovedsageligt grundet Levins spil, der varsler skibskatastrofer og pludselig død, for nu at citere en gammel ærkekøbenhavner, Tom Kristensen i Hærværk.

 

 

 

 

 

 

 

Trainwreck – det sagde han også i går

71f67488b0857639cee631943a3fc6fa_XL

Genre: Komedie

Bedømmelse:

A trainwreck bruges populært om noget eller nogen, der er katastrofalt på afveje. Det er også en stærk type pot, der dulmer angst. Hvis du altid har levet det ubekymrede single-player-liv og en dag vågner op og er forelsket, vil dine håndflader muligvis føles en kende koldklamme. Det sker for journalisten Amy i komedien Trainwreck og kræver en joint eller tre.

Komikeren Amy Schumer spiller selv hovedrollen Amy og har skrevet manuskriptet til, og her på stream on er vi ovenud begejstrede. Judd Apatow, manden bag Bridesmaids, har instrueret.

Amy arbejder på det tacky livsstilsmagasin S’nuff, går i usandsynligt korte nederdele og knalder med dem, hun vil, når hun vil, dvs. ofte. Heriblandt Steven, en følsom hulk af en crosfit-fyr, som hun også går i biografen med. Det gør hun nemlig ikke med de andre, fortæller hun ham. Steven er en supergriner bifigur, der tegner Amys rolle op i starten. Han er dum som et vaskebræt og formår udelukkende at tale om træning, kost og #healthylifestyle, da hun beder ham tale frækt i sengen.

Den selvelskende singlekusse

Amy derimod er kvik, hurtig i replikken og lever et liv som en konge af en singlepik i 30’erne. Hun drikker igennem, ryger fede, lader som om hun falder i søvn efter en fyr er gået ned på hende, uden det har været hans tur. Og hun bryder sig ikke om at ligge i ske, når fyrene vil det. Ok, den mandlige stereotyp af en player har fået fuld skrue i Amys karakter. Men på trods af den skarpe optegning er hun plausibel, sjov og meget identificerbar. Hun er pretty much Amy Shumer, for ikke at sige en masse kvinder, jeg kender (ahem). Det er så lækkert endelig at se denne kvindetype på film, som ikke er single, sørgelig og selvhadende à la Bridget Jones, men som elsker sig selv, sex, pot og mænd, når de er interessante at høre på.

Til et redaktionsmøde pitcher én af Amys mandlige kolleger en historie om en sportslæge (Bill Hader), der behandler basketballstjernen LeBron James. How cool is that?

Amy bedyrer, at hun synes, sportsfolk er dumme, og folk der interesserer sig for sport er endnu dummere. Derfor får hun historien af hendes teflonbabe af en chef, forrygende spillet af Tilda Swinton. På sportslægen Erins kontor går Amy i gang med at fake sin sportsviden ved at opliste fantasifulde navne over ikke-eksisterende teams. I ved, en amerikansk by sat sammen med et eller andet mere eller mindre farligt dyr i flertal. Erin afslører hende på stedet. Hun tilstår alt, og han er solgt. Hader spiller genialt.

Den bløde mand, der ikke er et skvat

Amy forsøger holde Erin på afstand. Han er ikke som de andre. Hun mærker angstens sved drive, for hun ved, hun er nødt til at skifte spor.

Erin er nemlig en sød fyr. Ikke sød som hulken, men intelligent og sjov og nørdet – han opererer til ‘Uptown Girl’ af Billy Joel (!) Og så har de fandens god sex.

Han skælder hende også ud, da hun midt under hans takketale for en fin doktorpris går ud af rummet, da hendes chef ringer. Hun får lige skoddet jointen efter samtalen med chefen, da han stormer ud til hende.

Så Amy står til rettergang og skal forklare. Og Erins reaktion er en klapsalve værd.

Årets bedste komedie går tiiil

– Trainwreck er en fandens fed film. Den er pissesjov. Historien er enkel, men på ingen måde flad eller ligegyldig. Ok, hun falder for en læge. Hun skal fikses, vi er med. Men hva’ fanen, læger forelsker sig jo også..host host. Ligemeget, jeg er vild med den!

Hvis du ikke kender Amy Schumer, så er det nu, du skal hoppe med på vognen. Hun er en gudsbenådet og elskelig komiker, og jeg glæder mig allerede til hendes næste film. Med Trainwreck har Schumer fastgjort sig selv på All-Star-himlen blandt tidens største komikere.

Min kloge lærer på Kort & Dokumentarfilmskolen sagde, at når en anmelder skrev, at en film var vigtig, så var det ikke godt. Højst sandsynlig en kedelig, klog film. stream on mener, at film skal røre én, underholde og gerne få én til at tænke lidt. Trainwreck gør det hele OG er vigtig, fordi den bringer ny suppe på bollerne i dens repræsentation af kvinder og mænd – hvilket igen kan åbne op for mere interessante film og kvinde- og manderoller.

Se Trainwreck nu i Empire, Dagmar, Falconér Bio mfl.

 

 

 

 

 

The Jinx – dokumentarserien til dig, der ikke ser dokumentarer

The-Jinx-header1

Genre: HBO-Dokumentarserie om en seriemorder (2015)

Bedømmelse: ⚡⚡⚡⚡⚡

Forestil dig, at du er arving til et familiedynasti à la Mærsk, og din et år yngre lillebror en dag griber efter kongekronen med sine fedtede fingre, som han altid gjorde med dit legetøj, da I var små. Men denne gang giver han det ikke tilbage. Det er endda din far, der har taget det ud af dine hænder og givet det til ham. Ville du stampe i gulvet?

Ok, du er stadig rig. Du får lov til at arbejde i the family bizz, men du har aldrig skabt eller gjort noget, som har fået dine forældre eller omgivelser til at spærre øjnene op. For nogen ville dette ikke være et problem, men det søde liv. Ingen kvaler, far betaler. Sådan var det ikke for Robert Durst.

The Jinx er en minidokumentarserie om Robert Durst (f. 1943), ældste søn i Durstfamilien, som ejer et af New Yorks største entreprenørfirmaer. I 2015 placeres familien på Forbes liste som USAs #59 rigeste familie, værd 5.2 billion dollars. De ejer bl.a. One World Trade Center og en perlerække af prominente adresser på Manhattan, alt sammen styret af den næstældste bror Douglas Durst (f. 1944).

Telefon til instruktøren

Andrew Jarecki har skrevet og instrueret The Jinx, og ideen til dokumentaren udspringer af et telefonopkald fra Robert Durst til Jarecki, da Durst har set Jareckis fiktionsfilm All Good Things (2010), baseret på Dursts liv.

Ding dong siger det en dag; er du interesseret i at høre min historie – on camera? Ding dong, det tror jeg nok, har Jarecki givetvis svaret, før han har pulset en pakke smøger på stedet.

Og herfra tages seeren med på en konstrueret rejse af arkivmateriale, nyhedsklip, udtalelser, båndoptagelser m.m., der går helt tilbage til tabet af moderen, da Robert og Douglas er hhv. 7 og 6 år. Et tab, der måske grundfæstede sig dybere i den ældste søn end i resten af børneflokken.

Kamera som skriftestol

Robert Durst fortæller i seriens 6 afsnit sin historie om barndommen, konen Katie, som forsvinder på mystisk vis, om veninden fra gangsterfamilien, der får et nakkeskud, og om Morris Black en nobody, hvis krop en skønne dag findes parteret i sorte affaldssække flydende i havnen i Galveston, Texas.

Jeg får kuldegysninger ved bare at skrive dette, og når man ser serien, og ser på Durst fortælle til Jarecki og hans filmcrew, forundres man. Durst er en ganske pæn mand omkring de 60-70 år, med sølvgråt hår, som regel i pæn skjorte og grå kabelsweater. Han fortæller reflekteret og roligt, uden vredesudbrud eller grådkvalt sammenbrud om sit ualmindelige liv. Hans pupiller går i et med iris, hvilket får hans store øjne til at se sorte ud. Han får også notorisk tics omkring øjnene og kæben. Nåja, og så han taler til sig selv eller til mikrofonen, når Jarecki og filmholdet ikke er i rummet, men uden mikrofonen er slukket. DET er creaps!

Betydningen af penge

Hvem tror vi på i en retsal? Hvordan vurderer vi skyld? Og er det muligt at rekonstruere virkeligheden, så fortiden rekonstrueres? The Jinx stiller spørgsmål, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på én, for den peger på, hvilke faktorer skyld bliver bedømt ud fra. Og deraf hvor usikker en grund, vores retssamfund hviler på. Jeg ser ikke mange dokumentarer, men The Jinx er mere uhyggelig og fascinerende end meget fiktion, jeg har set til dato.

Forbered dig på en shocker-slutning, som kortslutter alt i dit hoved, og giver dig lyst til at brøle et primalskrig, som forsangeren i Eeels gør i nummeret Fresh Blood i den megafede intro. Lyt her.

Til nørderne; har du set Jareckis dokumentar Capturing The Friedmans fra 2003, vil du elske The Jinx.

Jarecki har filmplakaten hængende på sit kontor, og jeg kunne ikke huske, at det var ham, der havde lavet den. Men Capturing The Friedmans er udover nu The Jinx de eneste fuldstændig mindblowing dokumentarer, jeg har set, som kan måle sig med fiktion, på alle planer, hvad gælder spænding og vanvittige og komplekse karaktertegninger. De er ægte disse mennesker, men det er ikke det, der gør hans film brillante. Det er måden, han formår at fortælle deres historier ud fra deres synspunkt, der er tryllestøvet, og grunden til, hvorfor hans film er så forbandet fængslende og gode.

De lader mennesker fortælle, hvorfor de gjorde, som de gjorde. Jeg får ikke sympati, men jeg forstår, hvilket får mig til at væmmes endnu mere, fordi forståelse er kimen til sympati, som i sidste ende potentielt kan frikende.

 

 

 

The Little Death – optur i underskoven

video.asiamedia.com@d84fac1c-8986-347e-988b-acec664f09f2_FULLGenre: komedie om sex

Bedømmelse: ⚡⚡⚡⚡⚡ (ding topkarakter!)

Er en tiger mest spændende at opleve ude i det fri i junglen? Eller i ZOO med en lille oplysningstavle om føde, jagt og formering? Ha let, i det fri selvfølgelig. Hvad så med en fantasi?

Bliver den ved med at være fantastisk, hvis man slipper den fri? The Little Death er en ny australsk ensemblekomedie af Josh Lawson, der handler om seksuelle fantasier. Og den er sjov, virkelig, fordi den tager sit emne og sine karakterer gravalvorligt.

The Little Death tager os downunder i underskoven og løfter en sten, hvor det kribler og krabler med små skøre væsner med lange følehorn. Den slags der piler væk for at gemme sig for ikke at blive opdaget. The Little Death handler om skam, om det pinlige og prekære ved seksuelle fantasier hos helt almindelige mennesker.

Pæne menneskers frække fantasier

Maeve og Paul ligger i sengen, lyset slukket. De er et pænt par.

Maeve: Paul?

Paul: Yes, sweetie.

Maeve: Uhm, there’s something I..uhm I would like you to rape me.

Paul vender sig mod hendes ansigt og ser hende kærligt i øjnene.

Paul: Oh honey, you’re a 10 out of 10. A 12. Beyond.

De lægger sig med ryggen til hinanden, Maeve tager en dyb indånding.

Maeve: Noo Paul not rate me, rape me.

Paul sætter sig op og tænder lyset og ser på Maeve.

Paul: What?

Jeps, og så skal der forklares. Vi følger en håndfuld helt normale par i 30’er-40’erne, som udlever deres hemmelige fantasier, og det er afsindig underholdende, mærkeligt og rørende. Ovennævnte par skiller sig ud ved, at den ene part tager bladet fra munden og helt åbent fortæller om sin fantasi til sin partner.

Alt for at tænde kontakten

De andre par kryber mere eller mindre langs panelerne med deres fantasier, og det kommer der ligeså absurde scenarier ud af, som den ærlige voldtægtsfantasi.

Vi har Glen og Rowena, som forsøger få et barn, og da det ikke er lykkedes, spørger deres terapeut dem, om hun får orgasmer, når de har sex, da det fremmer undfangelsen. ‘Ehh ja, jeg har fået orgasme..’ Tilsyneladende ikke så tit. Men en dag, får Glen beskeden om, at hans far er død. Tårerne triller på ham og ding! Rowena er klar. Hun gør nu alt for at få ham til at græde i det daglige. ‘Skal jeg nu hakke løg igen, vi har spist løg i maden hele ugen’, jamrer han. Det er sjovt og tragisk.

Og så er der Lisa og Richard, hvor han tænder på, at hun sover. Vi er ude i en Cosby-light. Han kan bare godt lide, at se tv, sminke sin kone, så hun er pæn og ellers ligge i ske med hende, – alt sammen mens hun er fuldstændig væk på et quaalude-lignende stof. Har du set The Wolf of Wall Street, ved du, at det er et hårdt kølleslag i centralnervesystemet, der lammer din krop og bevidsthed.

Og så er der parret, der af terapeuten (sådan en har de alle) får anbefalet rollespil, som løsning på, at hun giver dårlige blowjobs…De går all in, særligt ham, og det failer, og det er åndsvagt sjovt.

Mere end tihi

The Little Death gør pinlige fantasier helt dagligdags. Karakterne vi følger er på ingen måde afvigende freaks. De er derimod ekstremt elskelige og nemme at identificere sig med. Josh Lawson, som har skrevet og instrueret filmen, har i mine øjne skabt et mesterværk, selvom filmen på ingen måde er perfekt eller slutter med en pæn sløjfe. På manuskriptplan gøres der brug af en deus ex machina, når det usandsynlige indtræffer, og inden for manuskriptskrivning er det, at hoppe over, hvor gærdet er lavest. Lidt en faux pas, som i dette tilfælde gør, at filmens slutning kommer for abrupt, for tidligt, no pun intended, men hva’ fanen, det kan ske for den bedste. Jeg var afsindig godt underholdt, så længe det varede. Som man siger.

stream on klapper i sine små hænder. Og jeg har ikke engang nævnt favoritparret, om den stumme tegneserietegner, der ringer ind til en videotelefon, hvor den kvindelige tolk, skal ringe op til en telefonsexlinje og tolke med tegnsprog. Deraf filmens plakat med et af de få håndtegn, som alle ved, hvad betyder.

Se The Little Death NU i : Empire, Dagmar, Grand og Palads.

 

 

 

Guldk(n)ysten – går i for høje sko desværre

bg_bottom

Genre: Dansk-historisk kolonidrama

Bedømmelse: ⚡

En film er god, når hovedpersonens kamp bliver min kamp. Når jeg griner, græder og elsker med hovedpersonen. Når jeg føler det han/hun føler. En film er så interessant som sin hovedperson. Jeg følte ingenting under Guldkysten – kun en stigende irritation over, hvor sneglende tiden gik. Og hvor anstrengende Wulff (Jakob Oftebro) , ja hovedpersonen er. Han kalder i øvrigt sin forlovede for Flitsbue…

Guldkysten er instruktøren Daniel Denciks spillefilmsdebut, og den er flot filmet. Den har også en visuelt taknemmelig lokation, da den foregår på Guldkysten i Guineabugten i Vestafrika i 1836, hvor Danmark havde handelsforter. Men desværre er den også dræbende kedelig og stafageagtig i dens forsøg på at være et billeddigt.

Heldigvis for Dencik er Politiken, Weekendavisen og Information begejstrede. Derimod er JP og Soundvenue ligesom stream on ikke vilde i varmen. Guldkysten skiller vandene, og det er ikke det værste.

Turister i mørkets hjerte – ja så hejhej Conrad

Guldkysten handler om den 28’årige idealist og soldat Wulff, der forlader sin forlovede i Randers for at hjælpe afrikanerne med plantagedyrkelse. Som en anden Odysseus rives han rundt og finder hurtigt ud af, at der er ingen kære Søren Ryge i Vestafrika, når jorden er rød af blod, og herrens ord ligner et ‘jeg har været der’ statement på en afrikaners turist t-shirt.

De hvide turister ter sig nu alligevel værst, erfarer Wulff, men de sorte er ingen fælles front og kæmper ingen fælles sag. Det fungerer som udgangspunkt. Hvad der ikke fungerer er referencerne til idolet, romanen Heart of Darkness af Joseph Conrad grundet imperialisme-tematikken. Det giver umiddelbart mening, men det føres ikke ud på lærredet på en måde, så det bruges til noget. Hvis man vil spille op mod de literære kæmper, må man nødvendigvis tilføre sit værk en så stærk egen fortælling, at referencen blot tjener som krydderi til historien. Det mener jeg ikke, Guldkysten formår. Og referencen får derfor filmen til at fremstå mere letbenet, når den stiller sig på tæer op imod et literært ikon udi kolonialismekritik som Hr. Conrad.

Kunst som røgslør

Guldkysten har en smuk billedside uden tvivl; der leges med kameravinkler, og der dvæles ved væskende sår. Vi tages gennem Nigerfloden, junglen, strandene og ser en god håndfugl eksotiske sommerfugle med stækkede vinger. Jo, den lidt brumbassetunge symbolik med sommerfuglene, der ikke kan flyve, går igen, blandt andre symboler herunder spiralen. At alt; magt, videnskab, gud, hvad har vi, udgår fra ét centrum. Alt sammen billeder på den hvide mands ideer og videnskab, der penetrerer og korrumperer naturfolket og får dem til at korrumpere hinanden.

Pyh jeg blev træt der i Grand. Vi var 12 stykker i salen, og et par gav op efter 20 minutters penge. Det er ca. der, hvor en film på manuskriptplan bør have udstukket sit dilemma. Hvor er vi? Hvem er vi? Hvad vil hovedpersonen – dvs. hvad er planen? Og hvad er hans udfordring? Men parret gik. For Wulff og hans kamp er ikke interessant. Det gøres ikke interessant. Og det er en skam.

Mono-nogo

En ting er billedsiden, men det mest søvndyssende er nok i virkeligheden Wulffs monologer om dette og hint. Hans indre dialog og breve til sin forlovede, Flitsbuen. Og ellers hans tanker om de sorte, om guds ord, om well – jeg stod af. Guldkysten bliver på den måde alt for teatralsk, og det er synd, da Denciks valg af Danmarks-historie ER interessant. Hvordan oplevede den almindelige dansker mon slavetiden i 1836? Det ville være spændende at se, sagde AE efter filmen. Lige præcis.

Hvorfor lader Dencik ikke Wulff forføre og blive i tvivl om privilegiernes egenskaber? Wulff, der udstyres med en slavedreng, må da i sit stille sind, hvis han var et menneske med godt og ondt i sig, blive fristet? Guvernøren på handelsfortet er fordrukken, men han ville kunne bruges som en oberst Kurtz-pingpong-figur for Wulffs udvikling. Men nej, Wulffs kedsommelige endimensionelle personlighed er den samme fra start til slut.

Twin Peaks-komponisten Angelo Badalamenti har lavet lydsporet til Guldkysten, og på samme måde som referencerne til Mørkets Hjerte af Joseph Conrad får negativt fortegn, klinger Guldkysten mere skingert, når Badalamentis synth skrues op, så vi forsikres om, at handlingen peaker. Hvis vi skulle være i tvivl.

Det blivet kun et enkelt ⚡ herfra, og det går til billedsiden og valg af historisk nedslag.

 

 

 

 

Ex Machina – Sci-fi for designfreaks

imageGenre: Sci-fi i den grønne skov

Bedømmelse = ⚡⚡⚡

Kan en robot forføre et menneske? Trænge ind i tankerne, kroppen og følelserne? Det undersøger den britiske forfatter og instruktør Alex Garland i Ex Machina, som er på samtlige udenlandske mediers liste af bedste film for halvåret. stream on er også fan, for på trods af lidt berøringsangst med emnet, tager filmen en rock n roll-drejning ned af en klaustrofobisk, dødbringende og samtidig frisættende smal gang.

Og nåja kan du lide sci-fi, arkitektur og design at dø for, så er Ex Machina lige din skuffe. Vi befinder os i en flouriserende grøn subtropisk skov et sted i USA. Der er overnaturligt smukt og frodigt, men det er huset, hvori handlingen udspiller sig, at filmen virkelig tager kegler i set design.

Her forsker Nathan (Oscar Isaac) i udvikling af kunstig intelligens hos robotter, når han ikke drikker sig ned m.m. Og her får han besøg af sin unge medarbejder, programmøren Caleb (Domhnall Gleeson), som skal hjælpe ham med den såkaldte Turing test, dvs. teste en robots intelligens på ham, bl.a.

Et pænt hus + to IT-nørder = dyb indånding

Hvordan skal man sluge sci-fi? En genre som i den grad er skabt af og til, let’s face it, nørdede mænd. Hvordan gør vi genren insta-lækker, så også de mindre tech-nørdede, fx kvinderne køber den (bio-billetten, ikke nødvendigvis historien)? Det gør vi ved at lade handlingen udspille sig i et wallpaper-værdigt, hvidt funkishus, som ville få Le Corbusier til at rejse sig fra graven i stående ovation, überrene linjer med kæmpe vinduespartier og et stramt møblement, som er ude af denne verden. Ja man vil bo, så meget bedre, i den research-bunke! Ikke at den ser beboet ud. Eller kan gøre filmen interessant i sig.

Som genren foreskriver er de gudesmukke kvinder der også – eller de er jo robotter, som har fået lidt ansigtshud, så det er tæt på, og så kan de styres. Nathan og Caleb er og ligner på den anden side, det de er, to IT-nørder. Garland, overvej din casting næste gang.

Nå, Nathan har designet sin (og Calebs) drømmekvinde i robotten Ava, som spilles af svenske Alicia Vikander (kendt fra En Kongelig Affære) – prototypen på kvindelig perfektion, ville nogen nok mene. Stream on er nogen, og hun spiller sfærisk og med en dobbeltbinding af erotisk mystik og ildevarslende mørke.

Pygmalionmyten after dark

Stream on vil æde sin gamle stråhat på, at Garland har læst Ovids Metamorfoser og ladet sig inspirere af Pygmalionmyten om Pygmalion, der i foragt for kvinders laster får skåret sig en elfenbensstatue af en kvinde, Galatea, som han forelsker sig i. Han får Afrodite til at gøre hende til en rigtig kvinde, og hun og Pygmalion får sønnen Pafos.

Hursomhelst, Garland undersøger mekanismerne bag menneskelig tiltrækning, og det gør Ex Machina interessant. Derudover tegner han skrækvisionen i robotten, der bliver i stand til at handle selvstændigt. Ava består Turing testen på mig som uhyggeligt ægte og emotionel. Bare vent til strømafbruddene, hvor et rødt lys blænder op, og ting sker udenfor planen.

Ex Machina er god og fandens flot men lidt for forsigtig. Den kunne godt lade Ava komme i endnu mere nærkontakt med Caleb. Mere clash of intelligences havde været très cool.

Filmen havde premiere i april 2015 og får ⚡⚡⚡

 

 

 

 

 

The Duke of Burgundy – Sidse Babett som lesbisk dominatrix i skoven

duke_2

Genre: Blød lesbisk SM

Nyt ratingsystem på stream on! ⚡⚡⚡⚡⚡ = topkarakter. Duke får ⚡

Har du nogensinde fantaseret om, hvordan Birgitte Nyborg ville være som SM-dominatrix? Det har jeg heller ikke. Men det har den britiske avantgarde-instruktør Peter Strickland med The Duke of Burgundy. Hun er streng, forelsket og helt ude i skoven…

Strickland er blevet sammenlignet med David Lynch for sin weirdness og non-lineære fortælleform, men den sammenligning irriterer ham. Til Indiewire siger han i forbindelse med Duke; så snart unge mennesker i dag skal beskrive noget mærkeligt på film, drager de parallellen til Lynch. Jeg giver ham ret, det er for let. Duke er sin egen, men selvfølgelig Lynch er særhedens mester, og hvis man absolut vil, kan man da godt finde fælles grund mellem fx. Blue Velvet og Duke med en fortælleform, der kører i loops, insekt-close ups, fetichisme af objekter og lad os sige alternative (!) seksuelle udfoldelser.

The Duke blev afvist ved Cannes og Berlin i 2014, men det er Strickland vant til. Filmen læner sig op af 1960’ernes softcore sexploitation film, som blev vist i datidens grindhouse artfilm-theatres inden decideret eksplicit porno kom ud i biograferne. Sexploitation filmene var lowbudget, lowbrow og bare cheasy med en masse hud men ingen decideret sex eller interessant fortælling. En forløber-genre, som Strickland har leget med i The Duke, filmet i Ungarn på en øde landadelejendom omgivet af en yderst frodig grøn bevoksning.

Et menneskeligt toilet, jo…

Her forsker Cynthia (Babett-Knudsen) i sommerfugle, og hendes favorit er The Duke, i øvrigt eneste mandlige reference i filmen. Italienske Chiara D’Anna spiller Evelyn, hendes yngre pligtopfyldende tjenestepige, der laver en masse unoder for at kunne blive straffet af sin herskerinde. Hun glemmer med vilje at vaske et par af Cynthias blondetrusser i hånden, yes den slags. Så Evelyn bliver straffet, men vi er langt fra Fifty Shades torturkammer. Duke viser næsten ingen hud, men vi følger forskellige kropslige afstraffelsesmetoder, som er mere psykologiske i sin effekt end korporligt smertefulde. Cynthia sætter sig på Evelyns ansigt og læser af sin sommerfuglebog i lange passager. Det er sært.

Og der er flere langt fælere scenarier, som vi ikke altid ser, men får antydningen af eksempelvis bag en lukket toiletdør. Hvorfor Cynthia notorisk bliver ved med at drikke vand fra sin karaffel, mens hun studerer, får vi svar på. Og nej, det er ikke fordi vand er sundt.

Virker Duke – på nogen måde?

Når man ser Duke, en erotisk SM-film med to smukke kvinder i hovedrollerne, har man en vis forventning om at blive tændt enten kropsligt og/eller mentalt, såfremt de to kan adskilles. Altså en fantasi både kvinder og mænd kan lege med uanset seksuelt tilhørsforhold. Men jeg blev ikke tændt, på nogen måde.

Det man tror skal handle om et seksuelt forhold og også er det, viser sig at være et tørt tankespil om magt. Hvem sætter dagsordenen? En gammel traver for SM-temaet, også kluntet optegnet mellem Mr. Grey og Anastasia i Fifty Shades.

Evelyn den underdanige bliver modsat Cynthia aldrig træt af legen og ydmygelserne. Og sært bytter de roller, ikke i forhold til hvem der straffer og bliver straffet, men i magtbalancen. Cynthia, herskerinden ser mere og mere lidende ud, og siger hun elsker Evelyn. Men Evelyn elsker tilsyneladende mere legen og den magt, hun har over Cynthia, end Cynthia i sig selv. Her havde det kunnet blive interessant, hvis Strickland gik planken ud og dykkede ned i Cynthias smerte, den følelsesmæssige, som man netop ikke har kontrol over modsat SM-legen. Det gør han desværre bare ikke.

Stream ons lynende dom

The Duke of Burgundy får ⚡ af stream on. Jeg kedede mig bravt. Eneste grund til at man ser videre er, at filmen trods alt opbygger en vis suspense i forhold til, hvor vildt og weird det bliver. Så se Duke, hvis du elsker art film, det sære og klamme, sommerfugle, kvinder med paryk og antydningen af sex snarere end det eksplicitte.

Ellers se The Secretary eller Fifty Shades og få dig et godt grin om ikke andet. Og nogle (pæne) mænd at se på.

 

 

 

 

Frygten for muren i Game of Thrones 5 #bluffersguide

jon-snow-game-of-thrones-season-5-twitter-header-1[1]

Genre: Game of Thrones

Sæson 5 er for længst slut, og vinteren er ved at slippe sit tag om os. Hvis du er ved at ramme muren med GOT, og drømmer om at droppe serien, så stop dig selv. Den er værd at følge – god til sommerhuset, og du kan sagtens være med uden det forkromede overblik.

Indrømmet, jeg driftede væk under 5. sæson, selvom jeg stadig nød den. For hvem kan holde styr på, hvem der er hvem, hvis man ikke tager noter? I ensemble-romaner, de old school som Forbrydelse & Straf af Dostojevskij, er der stamtræer i starten, men nej jeg sidder ikke og søger på wiki eller de utallige fansites til GOT over stamtræer. Ergo det flyder lidt, men nu er der jo ikke nogen, der holder en op af muren, og afkræver at man reciterer samtlige familier i Westeros. Med mindre man har meget nørdede/voldelige venner.

I hvert fald, her er 5 grunde til hvorfor, GOT stadig er det hele værd. Og hvis du vil lave blufferen over frokost eller frygter muren, er det her free give aways. Du kan åbne en hvilken som helst samtale over vandkøleren eller alle steder med…:

1. Ok, Charlie’s Angels på!

Øh hvad? Præcis, de Dornish søstre fra helvede er nye i seriens femte sæson, og man er lidt arj flere personer, og er de ikke lidt platte i deres punkattitude? Men hva’ fanen, de er den myrdede prins Oberyn Martells uægte hævnende døtre, og han er stream-on kæledægge, så lad gå, og de er altså sjove nok i deres Kill Bill/Charlie’s Angels stil.

‘Hvem er den smukkeste kvinde i verden? messer Tyene Sand, den korthårede mest provokerende af dem til Jaime Lannisters macho-ridderven Bronn, mens hun blotter sine ret så velformede bryster på den anden side af fængselstremmerne. Da hun ligger inde med modgiften i en ampul til den gift, han lige har fået, ved han godt, hvad svaret er. Og han vil ikke glemme det. Hun er i øvrigt meget smuk. Svedig scene.

2. Walk of shame much?

Cersei Lannister får sin ultimative straf for sit incestuøse forhold til broren Jaime Lannister. Det skal jo gå ud over kvinden, så af med hendes lange hår og lad hende gå igennem byen som en anden kloning mellem Jeanne D’Arc og en middelalderheks, mens folket spytter på hende. Lur mig om ikke George R.R. Martin har indlagt en kønskommentar i søskendeparrets historie. Bare tænk på hvor meget diskussionen, om hvorvidt der er tale om voldtægt mellem Jaime og Cersei, har fyldt på nettet. Han er modig som forfatter, fordi han tør gå planken ud med tabuer og kønsforestillinger.

En hård scene. Jeg tog mig i at tænke, flot krop alligevel. Men vi må nok sande, at det er en body double. Men stadig flot!

3. Arya holder bare

Vi kører den ind med let pædofili i sæson 5. Arya får syn for sagen, da hun pludselig oplever at blive betragtet som et seksuelt væsen, hvis krop kan tages med magt.

Hun sælger østers på et bordel, hvor en klam stodder fravælger pigerne med replikken younger! Han fæster sine øjne på Arya, da hun træder ind. Hun fæster ikke mindst sine øjne på den gamle øgle, og mon ikke hun får hugget sin syl i ham. Desværre mister hun selv synet. Synet af den tabte barndom og nu kun isnende voksenverden. Lige meget hvad har hun en killer attitude og et rent hjerte, og det vil få hende langt.

Bliver Arya reddet for sine blå øjnes skyld? Hun er stadig stream ons ultimative yndling og kæledægge og en af de primære POV-fortællere i bøgerne (ved jeg fra wiki!), så jeg tror, hun er med os lidt endnu.

4. Jon Snow..nåja vildere er han ikke vel?

Ok, jeg tror rigtig mange fans gispede i sidste afsnit. Rigtig mange kvindelige fans udgydede deres tristesse globale i mit facebook feed over seriens ultimative babe. Men hey Jon Snow ved måske en my mere, men med det udgangspunkt, er det svært andet.

Han er stadig en tøsedreng lige meget, hvor flot hår og skægpragt han har. Men han er god som dagen og vinteren er lang. Jeg kan godt lide ham, han er mælken i ens kaffe, og jeg tror ikke, vi slipper for hans bedrøvede hundeøjne lige foreløbig, trods lidt blod i sneen. Han har været heartbroken, men det til trods, så ville det klæde ham med lidt mere blodtørst, så det kan være den vækkes nu.

5. Feede guldmasker

Når en sæson ender med fuldstændig vild gladiatorkamp, hvor de onde har venetianske guldmasker på, OG Daenerys drage Drogon kommer og spyr ild for at flyve hende væk i horisonten- så er det altså svært ikke at klappe til rulleteksterne.

Klippeklistre-ekstra: Du kan lave din egen guldmaske ved at gå i Panduro og…aarh det er gas!

guldmaskeoghals0e7a6[1]

 

 

 

 

The Affair – writer’s block & breakdown

10556357_279235948949592_4665915694509128700_n

Genre: Dramaserie

Har man noget at skrive hjem om som forfatter, hvis man lever i et pænt brownstone hus i Brooklyn med kontrolleret designerkone og 4 opmærksomhedshungrende børn?

Det spørgsmål stiller den nye HBO-serie The Affair. Seriens omdrejningspunkt er forfatteren Noah (Dominic West), der tager på sommerferie med familien for at bo hos svigerforældrene i deres rigmandsdomicil på Block Island nord for New York. Og Noah stiller det spørgsmål selv.

Han søger inspiration, og den kommer som kaldet, da familien tropper op på øens diner, hvor Allison (Ruth Wilson) med det lidende blik og de fyldige læber er servitrice. Deres første møde ser nogenlunde sådan her ud; To sultne voksne + 4 skrigende ditto unger marcherer ind på en diner. Servitrice tjekker DILF-far ud, mens hun tager ordren. Yngste datter choker på en marmorkugle, hun lige har slugt. Servitrice kommer til undsætning som moderløven på spring og banker kuglen ud. Datter redet. Far takker servitrice på tomandshånd. Flammen og inspirationen er tændt.

Virkeligheden der forsvandt

The Affair kører ad to spor i hvert afsnit. Først får vi Noahs synsvinkel på handlingen og derefter Alisons på helt samme begivenhedsrække. Først er man lidt; arh skal man nu se afsnittet igen? Men man glemmer det hurtigt, fordi det faktisk flyder meget godt, og naturligvis understreger pointen med, at en affære ikke kun skyldes én part.

Man tror, man skal til at se en serie om en nogle og 40årig familiefar, der forelsker sig i en yngre single-kvinde. Og Noahs første tanke om Alison i første afsnit er også; “I thought she looked like the loneliest woman on earth.”

Men Alison er gift med Cole (Joshua Jackson), der driver en familiefarm med hesteopdræt. En rigtig mandemand med skæg og muskler og måske lidt følelsesmæssigt afstumpet, tror man. Men ingen af de manuskriptsnører der er lagt ud, viser sig at knytte traditionelle bånd om karaktererne. Eller rettere alt der ser ud på en bestemt måde i serien, viser sig som serien udfolder sig at have en dybere og uventet side. Måske netop som virkeligheden er. Genialt skrevet efter min mening.

På flugt sammen

The Affair fortæller om Noah og Alison og deres ægtefæller, der har det tilfælles, at de er alene i sine forhold. De søger alle efter at finde noget tabt. Noget der engang var men ikke er mere.

The Affair handler ikke om to mennesker, der bedrager deres ægtefæller. Eller jo, det er det, de gør som handling, men serien formår at fortælle en historie, der går hinsides skyld, og her bliver den vanvittig interessant, fordi de ‘stakkels’ ofre, ægtefællerne ikke reagerer, som man forventer. Ej heller gør bedragerne, og affæren bliver dermed ikke et spørgsmål om enten-eller men snarere til et sameksisterende stykke liv, der flyder som en parallel strøm i 4 menneskers liv. Man holder ikke med nogen af karaktererne, og igen holder man med dem alle 4, fordi de er usandsynligt menneskelige og likeable alle sammen, selvom de begår egoistiske handlinger.

Når huset synker

Alle karaktererne tænker på sig selv først. De elsker deres familier højt, men vi er vel os selv nærmest, når ens hus er ved at synke.

Noahs kone Helen er en hyperprivilegeret rigmandsdatter (snobbet synes Noah sikkert), der har haft det let og går lidt for meget op i, at de rigtige livsstilsmagasiner besøger hendes chabby chic boutique i Brooklyn. Noah selv melder sig også ud af familien, når han skal skrive på sin bog. Så børnene er små opmærksomhedstrængende monstre.

Alisons mand Cole har ligeledes trukket sig ind i sig selv, da parret bærer på en stor sorg, der har splittet dem ad. Men hvor splittede?

The Affair ender slet ikke, hvor jeg troede, og den er brilliant både i sin historie og komplekse persontegning. Ok, jeg græd til sidst. Karaktererne udfolder sig så smukt, og jeg har ikke set noget så rørende i en serie før. Der, hvor man tror, der kommer voldsomhed, falder karaktererne sammen, hvilket virker endnu mere eksplosivt. Årets serie by far.

Se den på HBO.

 

While We’re Young – så meget mere end blot et tal

24-critics-while-were-young.nocrop.w529.h270.2x

Genre: Indie/Ben Stiller-komedie

Ok, hvad er mest irriterende? Når par i start-tyverne opfører sig som gamle ægtepar, der samler på mågestel, eller folk i 40’erne, der er blevet ny-unge og lol’er afsted til festival, som om det er det fedeste i verden, at morgenfeste trampe-techno med nabolejren fra Svendborg efterskole?

Hvis du har passeret de 30, er Noah Baumbachs nye film While We’re Young et perfekt troldspejl, som du kan le af på lidt afstand. Hvis du har passeret de 40, skal du passe på, for så stirrer du the horror lige i øjnene. Og hvis du har en cd-reol, er du doomed. While We’re Young handler om alder, faktuel og prætenderet. Og er der noget mere pinagtigt end at lege ung med de unge?

Baumbach er mest kendt for den eminente og krasse skilsmissegyser The Quid & The Whale frit fortalt efter sine egne forældres skilsmisse i 80’erne. Baumbach er selv 45 og bor i Brooklyn, hvor flere af hans film udspiller sig. Han kommer fra et hjem med bøger, beige fløjlsjakker, og hvor professionel selvrealisering (kreativ/intellektuel naturligvis) tydeligvis har spillet en ikke uvæsentlig rolle.

Alder den bitch

Alder er måske vor tids største rædsel, så det er godt fanget af Baumbach. At vi får rynker, slappe lår, gule tænder, ondt i ryggen og stagnerer musikmæssigt (i 90’ernes røvballerock hvis du er 40 og mand). Heldigvis kan man løbe et maraton, få rettet hud og bleget tænder. Men hvad hvis man som par omkring de 40 ikke har fået børn? Så bliver man bare ældre og grimmere, mens ens bedste venner går til sjove baby-events sammen og snakker om det lys, de har set i Babysam? Knapt så sjovt.

Lige præcis der er parret Cornelia (Naomi Watts) og Josh (Ben Stiller). De har prøvet at få børn uden held, og nu er de omkring 45. Hvad f*** gør man så?

Heldigvis går Baumbach ikke ned af utroskabens vej, som vi har set så mange gange også i danske film. Nej han lader dem sgu møde ungdommen i form af hipsterparret på 25, Darby (Amanda Seyfried) og Jamie (Adam Driver – fra Girls). De to par begynder at hænge ud sammen, og snart ser Josh og Cornelia ikke deres “voksne” jævnaldrende venner med børn. Baumbach dyrker komikken ved hipsterlivsstilen set fra de 40’åriges synsvinkel, og det er pissesjovt! Samtidig får Josh sig en ung protegé i Jamie, der søger hans faglige hjælp til sin egen dokumentarfilm, som Josh og Cornelia vikles ind i.

Hvis man ikke kan yngle, kan man arbejde

Josh er en presset mand fra mange sider. Eksempelvis af Cornelias far Ira, en kendt og respekteret dokumentarist, som han ikke når til sokkeholderne. Josh hader svigerfaren af samme grund, og endnu mere, idet Ira konstant prøver at hjælpe ham økonomisk og med sparring. Men hvad, der nu pludselig også begynder at pisse Josh af, er at Jamie viser sig at have mere talent end ham selv og bliver Iras kæledægge. Driver er præcis ligeså øretæveindbydende og hipster-hattebærende en idiot som i Girls. Og her er han modsat i Girls virkelig sjov og selvfølgelig irriterende.

Denne film handler (igen) primært om manderollen. Gad vide, hvordan det er at være mand for tiden med alle disse lidet flatterende portrætter af ynkværdige mænd? Jeg gad godt se flere i samme stil om kvinderollen (Se Ditte & Louise på DR, hvis du har det på samme måde!). Baumbach skriver rigtig godt. Man fornemmer, at han skriver om noget, han kender til, og det er uforfængeligt, ærligt og supergenkendeligt, uanset om man er mand eller kvinde. Ben Stiller og Naomi Watts er geniale som komisk og lidt nørdet pænt par i praktiske sko, der prøver at være unge og fresh og selvfølgelig fejler.

På med fedora’en

Hvor gennembrudsfilmen The Quid & The Whale var direkte hård og spiddende, er While We’re Young overraskende let og lattermild. Min bioven AE syntes ikke den gik nok i kødet på emnet. Nej, ikke hvis man forventer hudfletning og en film, der renser gennem smerte – I ved, hvad jeg mener. Jeg forventede ikke rigtig noget og syntes bare, at traileren så grineren ud. Og filmen er sjovere end sjov, og jeg grinede fra start til slut. Baumbach kunne sagtens have sat denne film i mol, men nu prøver han en ny stemning, og det spiller, også. While We’re Young tager pis på alder, hvad end du er 25 eller 45. Det er sjovt.

Se hvad du synes, der er så mange fede scener, som jeg ikke vil afsløre.

While We’re Young går lige nu i : Dagmar, Empire, Falkoner og Grand .

 

 

Ditte & Louise – ny megasjov DR-serie (what!)

-1

Genre: komedieserie

Vi kører se dansk på stream on tydeligvis. Ditte & Louise er en komedieserie, der lige er startet på DR, skrevet af Ditte Hansen og Louise Mieritz med sig selv i hovedrollerne. Jeg har lige set første afsnit og vil bare have mere! Det føles uendeligt old school og ærgerligt at skulle vente en uge på næste afsnit? Unlike.

Nå, Ditte og Louise er mine nye bedste venner. De er skuespillere. Eller de vil gerne være det. Så de går til castings, og det er dér, de mødes første gang til en casting på en Susanne Bier-film. De er begge ret sløje og akavede foran kameraet og meget befippede over at spille overfor lækre og kendte Anders W. Berthelsen. Karaktererne hedder i øvrigt deres egne navne ligesom i Klovn, som denne serie klart er inspireret af. Og det spiller bare. Om Berthelsen er ligeså ‘I am actor’ -sleeeze i virkeligheden, kan denne blogger ikke tale med om, men ham her gør det godt.

Nu er det kvindernes tur til at udstille sig selv som forfængelige, patetisk liderlige og bare MEGA-sjove. Jeg glæder mig så vildt til næste afsnit.

Er du den slutty eller den sure?

Kvinde kig i spejlet, er du den varmblodige, vilde og frisky femme fatale med rød (udsmattet) læbestift? Eller er du den Nørgaard-stribede, semi-sure (radikale), cafe latte-drikkende nordiske no-makeup-skønhed, med den rigtige smag? For der er kun to slags. I hvert fald i Ditte og Louise. Så enkelt og så godt!

Ditte har rødblondt hår, ja rød læbestift og lyver sig selv yngre til castingen. “36! Er du ikke 43?” …Louise derimod siger tingene som de er. Hvorfor sminke på sandheden? Når ens svenske, handyr af en eks-mand med ravsmykke (i kender dem godt, dem i lædersnor) lige er flyttet sammen med Anastasia på 27, som er vegetar. Ditte er gift med en blød keramiker-mand, som hun har to børn med, og som hellere vil kramme end smide hende op på køkkenbordet. “Det har jeg ikke tid til”, siger hun til hans kram. LOL.

Louise mader sin lille baby (jojo), mens hun drikker rødvin. Hun har hele tiden et glas på sig. Og når handyret, som er reporter i Syrien (tænk Rasmus Tantholdt) – “Louise der er borgerkrig”, træder frem på skærmen i nyhederne, smider hun babymos efter tv’et. Og griner med babyen. Jeg ved ikke, om man skulle have set det, men det er sjoovt.

To minusser giver en mega lol-kat af en serie

Ditte og Louise tager S-toget tilbage fra casting (Louise beholder solbrillerne på) og falder i snak som to meget uenige venner i nød. Ingen af dem får nok rollen. Louise siger til Ditte, at hun ligner en klovn, fordi hendes røde læbestift er helt udsmattet ud i siderne. Hvad har hun mon lavet efter castingen? Da Louise tager solbrillerne af, hænger hendes mascara ned i striber som en klovns optegnede teatralske øjne. Yes det er tykt, men det virker.

Ditte forsøger få Louise med til Jylland for at optræde overfor tykke, øldrikkende jyder. “Nej det skal jeg i hvert fald ikke”, siger Louise. Meeeen lægger denne serie ikke op til en Thelma & Louise? Det tror jeg nok, den gør. Titelen også ikå.

Ikke et ord mere. Der sker alt muligt lol, og Nikolaj Kopernikus (yay) og Troels Lyby (ja ok yay også) kommer også. Det hele lover SÅ godt.

Se med på DR, 8 afsnit

2. afsnit vises fredag d. 12. juni kl. 21:25.

Eller stream det, når du vil. Eller ikke når du vil, men når du kan zzzz. Indsæt trolde emojien gerne efterfulgt af revolveren.

 

 

 

 

The Ides of March – Oh-my-gosling så der valg!

THE_IDES_OF_MARCH_WEB

Genre: Politisk drama

Stream on fejrer (fejrer?) valget med George Clooneys lækker-dystre valgkampsgyser The Ides of March. Og Clooney ved godt, at politik er en tør kiks, så han har passende valgt den mest sprøde digestive til at spille hovedrollen som spindoktor, vores alle sammens fremtidige eks-mand Ryan Gosling. Det er et klogt valg.

Nu skal det hele ikke handle om Gosling. Det kunne det ellers godt, hvis det ikke var fordi The Ides of March er en virkelig fed filmfortælling om alt det beskidte og ubehagelige ved politik. Det er de sidste dage op til det amerikanske præsidentvalg, hvor skruerne strammes, og Gosling får hvisket en hemmelighed i øret, som han havde været foruden, men som er altafgørende for valget, og inddrager ham selv på et personligt plan.

Yes, Clooney fortæller den større historie om amerikansk politik og nåja med en hvis skelen til Bill-‘I did not have sex with that woman’-Clinton ved at zoome ind på de personlige historier, der betræder de bonede gulve og rummer varmt blod under de stivede skjortefolder. Men at temperere sig selv synes at være kløgtigt for ikke at sige livsnødvendigt.

Politics is show business for the ugly – bare ikke på film

Nuvel Clooney spiller selv præsidenten i filmen, selvfølgelig, og har ellers vip-vennerne til det resterende cast. Vi tæller udover Clooney og Gosling, Philip Seymor Hoffman (RIP), Paul Giamatti og Evan Rachel Wood som den unge kampagnemedarbejder, der får politik at føle på egen krop.

Vi har et styks lækker midaldrende, magtfuld præsidentkandidat, en ditto ung rising star rådgiver i Gosling, der konfronteres med bagsiden af sit job og en endnu yngre sexet fodsoldat i pencilskirt vittigt spillet af Rachel Wood.

‘Politics is show business for the ugly’ sagde politisk konsulent Bill Miller i forbindelse med tidligere skuespiller Ronald Reagans præsidentvalg i 1980, og ordene er genbrugt af mange bl.a. Jay Leno og Søren Pind. Hvis man ikke kan sige noget nyt, kan man da skifte frisure.

Så hvis du allerede er træt af det danske valg, kan du i stedet se eller gense denne mørke perle, som er en lise for dine øjne, mens den optrevler din sjæl og alt ideologisk godt.

Historisk-literær lir

The Ides of March, filmens titel, er en reference til Shakespeares Julius Cæsar, hvor en sandsiger blandt pøbelen advarer Cæsar i 11. time:

‘Beware the ides of March’

The Ides of March er en tidsbenævnelse i henhold til den romerske kalender, der falder d. 15. marts og nogle år d. 13., i overenstemmelse med, når der er fuldmåne. På dette tidspunkt under Cæsar holdt folket en festival for Anna Perenna, en mytisk heltinde nævnt i Ovids fabler, der gav kager til de fattige under krigene. Cæsar blev advaret om disse dage, men tog alligevel til senatsmøde i ‘the ides of march’ 44 B.C., da han troede sig sikker, mens pøbelen festede langs Tiberen. Samme dag efter mødet blev han snigmyrdet ved foden af en statue ved Pompei.

yolocaesar

Clooney kan sin Shakespeare, og det er fedt med den slags historiske referencer, der opdrager os åndløse mennesker i dag, hvad end det er fiktion, myte eller historie. Eller et godt gammeldags mash up af ting, der er sket, ting, vi frygter og ting vi håber på – aldrig er sket eller vil ske.

Clooney spiller selvfølgelig på frygt med the Ides of March. Så kan man ånde lettet op og tænde for NEWS, hvor Ellen Trane Nørby lover bland-selv tv-pakker. Det er da guf – for dem der stadig ser tv.

 

Lang historie kort – dansk som du ikke kender det

 1430334832727_L   

Genre: Venner der fester, knalder og holder sammen

Hvis man vil gøre et langt indlæg kort, og det vil man godt ik’? – så skal du bare gå ind og se Lang historie kort nu. Den er genial. Lover.

Uh lebbefilm, troede jeg helt heteroklichéagtigt, inden Lang historie kort gik i gang i Dagmar. Der tog jeg fejl. Filmen er instrueret af min nye yndlingsinstruktør – May El-Toukhy. Tænk 4 Weddings & A Funeral eller – aj don’t. Lang historie kort er bare bygget op på samme måde, her omkring 8 fester, hvor en vennegruppe i 30’erne og 40’erne mødes og finder sammen, bliver fulde og pinlige og forskellige parkonstellationer opstår. Men ikke hvilken vennegruppe som helst. De her er fucking sjove, og man har så meget lyst til at crashe festen. Så glem alt om tåkrummende Hugh Grant og knastørre Andie McDowell. Hvorfor var de stjerner i 90’erne igen??

Anyways, det er længe siden, jeg har været så godt underholdt af en film. Og så er den endda dansk. En dansk ensemblefilm med Ellen spillet af Mille Lehfelt som omdrejningspunkt. Glem hende i tv-serien Lykke. Her ér hun sjov. Og sympatisk, og jeg heppede på hende hele vejen.

Hvem er vi venner med? Og hvad kan den?

Ellen er læge (Lehfelt) og har en affære med den svenske bøf Sebastian (Ola Rapace), som egentlig er gift med Eva (Cecilie Steenspil). Stenspiil er i øvrigt den eneste af karaktererne som ikke fuldstændig brillerer i sin rolle. Nå, Sebastian har stoore muskler, er forfatter og nåja svensk og kortfattet og bare pææn – en rigtig skiderik selvfølgelig.

Mille ringer ham i tide og utide fra diverse fester, til veninden Anettes store irritation. Anette (Trine Dyrholm) er lesbisk (der var den) og er fantastisk som veninde, der siger tingene, som de er, uden at rollen er karikeret. Eller jo lidt selvfølgelig, men det gør ikke noget. Jeg elsker Trine Dyrholm! (Hatede lidt på hende i Arvingerne, men det var ikke hendes skyld.) Læg mærke til Dyrholms dans til bryllupsfesten, sådan lidt i baggrunden. Flad.af.grin.

Jens Albinus har en stor rolle, og nøj hvor er det godt at se ham igen. Vild med ham. Han er Anettes fætter Max og bare gennemsympatisk i råhvid sømandssweater som lidt akavet dansk mand, der har svært ved at sige fra. Det har Ellen nemlig også, og det har Max luret. Kan du se, hvor det her er på vej hen?

Peter Ganzler er der også og spiller sin måske hidtil bedste rolle som skolelæreren Rolf. Han overspiller på ingen måde, selvom det er klassisk Ganzler. Hvorfor minder han i øvrigt om Dan Jørgensen i filmen?! Rolf snakker i tide og utide om vin, og det lyder ikke som om, han ved, hvad han snakker om, men det er sjovt.

Ingen god film uden et godt manus

Grunden, til at denne film er så fed, er naturligvis et fantastisk manus med ualmindelig god og kompleks persontegning og replikker, der bare flyder som, når du taler med dine venner. Det er SÅ godt skrevet det her. Vildt mange sjove, overraskende scener med masser akavethed, som kærligheden er så god til at frembringe. Hvem kan vi takke? Marie Louise Käehne hedder manuskriptforfatteren – mere af hende tak, i samarbejde med Toukhy. Klap for det.

Og så er der én (who knows), der har kælet for music scoren. Den er uhørt sprød, med opening og closing theme af Thomas Barfoeds nummer ‘Pulsing’ mmmhm.

Var det ikke ok kort? Der er så meget godt at sige om den her, men tiden er knap for at kunne nå at se Lang historie kort i bio. Så inden jeg siger sæt i gang, kan jeg afsløre, at jeg næsten fældede en tåre – sådan helt varm og blød i biografsædet. Og det gjorde min sidemand også (hej L). Jeg har ikke let til tårer btw. Det er hermed et bud på årets bedste kærlighedsfilm. Ok, vi er i maj, men I ved, hvad jeg mener. Foråret eller sommeren skal nok komme venner!

Lang historie kort går i : Dagmar, Grand, Cinemaxx – til omkring 5/6.

 

 

 

 

Hvad der snakkes om i Cannes, mens du streamer

Genre: ‘reportage’ fra skyen over Cannes

Cannesfestivalen er i fuld gang. Stjernerne er der, instruktørerne, journalisterne, paparazzierne, købmændene og nørderne. Ingen Trier, men Casper Christensen og Frank Hvam repræsenterer med toeren ‘Klovn Forever.’

Der kindkysses, backstabbes, snuses og svedes på flere måder, sådan skal det være. Men en koldfront blæser mørke skyer ind over rivieraen. Det er tid til at tage solbrillerne af for filmens hanelefanter og alle os andre, hvis vi tør. Jeg taler om krigen mellem det gamle film-Hollywood overfor Netflix og film-seriestreaming i al almindelighed. En krig som du og jeg marcherer med i, hvis du streamer. Før streaming havde film et land, men hvis hjem er, hvor hjertet er, så er det ikke i Hollywood mere, for verdens filmelskere. Som det ser ud.

Stedet der styrter i grus

Hollywood er stadig et fysisk sted, der udsender en bestemt film på et bestemt tidspunkt i en biograf – og derefter kan den købes/lejes/streames efter en bestemt afmålt tidsramme til hjemmesyn. Herfra udgår magten, produktionen, handlen for hele den vestlige verdens filmindustri, men med streaming er det fysiske sted og tidsrammen opløst i skyen. Ja, magten smuldrer under Hollywood, som vi kender det. Skiltet med bogstaverne tilter farefuldt nedad i gruset. Og ALLE ved det, mens orkestret spiller videre.

hollywood_sign_by_ilove-d2y4qfp

Coen-brødrene Ethan på 60 & Joel på 57 er i år som noget nyt udvalgt som juryformænd. Der plejer være én. I Politiken kan man læse, at Joel til spørgsmålet om, hvordan de ser på den nye udvikling i folks film-serie forbrug, svarer;

“Hvordan jeg har det med, at folk ser Lawrence of Arabia på deres iPhone? og fortsætter –

Der er noget særligt ved at sidde sammen med en stor flok mennesker og se en film på det store lærred. Intet kan konkurrere med det, og det er sådan noget filmfestivaler som denne kan være med til at holde i live.”

http://politiken.dk/kultur/filmogtv/cannes/cannes_2015/ECE2668771/coen-broedrene-langer-ud-efter-netflix/

Han er udvalgt som juryformand for Cannes-filmfestivalen, hvad ellers kan han sige? Det er det romantiske forsvar for Hollywood, og jeg giver ham ret med mit hjerte. Men hvad hvis virkeligheden fjerner sig fra filmmediet, som vi kender det, som vi er vokset op med, og som vi har lært at elske på en bestemt måde? Fakta er, at vi har ændret forbrugeradfærd.

…for at genopstå i skyen

Netflix-bossen Ted Sarandos deltog i en debat i Cannes’ første dage om filmmediets fremtid og udvilking sammen med Hollywoods helt store kanoner bl.a. den legendariske producer Harvey Weinstein. Netflix er nemlig på vej ind på filmmarkedet. Sarandos udtaler:

“Folk vil stadig gå i biografen og se film. Men jeg tror folk gerne vil have et valg, og hvis vi ikke giver dem det valg, vil det skade filmselskabernes interesser”

Man skulle tro, at fronterne nemt kunne trækkes op, men Weinstein har lige indgået aftale med Netflix om at 2’eren til ‘Crouching Tiger, Hidden Dragon’, som han producerer, skal udgives på Netflix samme dag, som den får premiere i biografen. Tidsrammen har Netflix længe været i krig med Hollywood om og går nu også i gang med at producere film (ligesom med serier) bl.a. Adam Sandlers nye film.

Med syreregn over Europa

Den europæiske filmindustri ser med med bævende knæ på Netflix’ indtog på filmmarkedet, da Netflix ikke bidrager økonomisk til europæiske filmstøtteordninger. Anders Hjort i Politiken fremhæver en norsk journalists spørgsmål ang. det økonomiske aspekt til Salandos:

Er du klar over, at Netflix model vil ødelægge økosystemet i film indenfor fem til femten år?

http://politiken.dk/kultur/filmogtv/cannes/cannes_2015/ECE2672549/netflix-er-under-angreb-fra-flere-sider-i-cannes/

Hvorpå Weinstein kommer ham i forkøbet med:

“Jeg vil hellere se politikerne bruge penge på hospitaler og skoler end på filmstøtte.”

Godt ord igen. Lidt for godt.

‘Klovn Forever’ blev købt af udlandet, og jeg glæder mig til dens premiere i september. I biografen. Men jeg ved ikke, om vi skal grine eller græde, hvad gælder udviklingen. Er vi alle med til at understøtte den øgede centralisering og de store pengemogulers magt via vores streamingforbrug, hvilket vil gå ud over dansk og europæisk film og tv?

8930414-klovn2---1

Klovn forever eller ej, vi elsker at streame, og orkestret spiller videre. På med solbrillerne, og skænk mig en dobbelt op med, what she’s having, for det her spøgelsestog kører stærkt, og hvis du streamer, er du med ombord.

Dette omhandler i øvrigt kun lovlig streaming, den ulovlige tør jeg slet ikke gisne om.

 

 

 

 

 

 

http://politiken.dk/kultur/filmogtv/cannes/cannes_2015/ECE2668771/coen-broedrene-langer-ud-efter-netflix/

5 bedste serie-introer nogensinde – hold dig fast

Genre: serie-intro

Jeg elsker serie-introer, og nogle gange er de så fede, at de er nok i sig selv.

En god intro er et forspil, der skal sætte dig i stemning til hvilken handling og hvilket følelsesunivers, du bliver taget til. Skal du grine eller græde – det ved du i introen. I sit-comgenren ridses karaktererne op, og dramaserier kører mere på visuel og auditiv stimulans. Tænk vand og strygere.

Så hvis du har travlt på job eller med at have fri, så kan du lige snacke en intro, uden at skulle logge på kollegaens streaming acount og se et helt afsnit. Og faktisk kan du vurdere en ny serie på dens intro. Har jeg lyst til at dyrke denne sindsstemning?

Her kommer en liste over de 5 bedste i mine øjne og ører. Yes, musikken er key, som man siger på nydansk.

1. Tour of Duty (1987-1990)

– eller Platoon B, som den hed på dansk. Førsteklasses Vietnamkrigs-serie om gæve gutter, dengang mænd var mænd, og kvinder var nogen, man skrev hjem til eller frekventerede som kunde. Jeg så serien med min far, som blev sendt omkring spisetid i hverdagene. Hvis vi ikke nåede introen, eller ligesom tændte, da den var gået i gang, blev vi paniske. “Paint it Black” af Rolling Stones gjorde den serie, karaktererne blev sejere – i øvrigt bedste nummer af Rolling Stones nogensinde.

2. The Simpsons (1987-)

Jojo, måske den mest legendariske serie-intro over dem alle. Musikstykket der er fuld af spilopper og kaos hedder “Les Simpson” (!) af Hollywood Prime Time Orchestra. Blæret. Alle karakterer introduceres med deres karakteristika. Kan man nå at se, hvad Bart skriver på tavlen? Og hvad sker der af nye løjer, når familien sætter sig i sofaen foran tossekassen. Genialt. Ikke mere at sige.

3. Game of Thrones (2011-)

Denne intro er en af de smukkeste, der findes. Musikstykket er komponeret af den iransk-tyske soundtrack-komponist Ramin Djawadi. Hvem? Nå, bare ham bag vor tids vildeste musikscore til vor tids mest sete serie nogensinde. Musikken er mørk og svulstig uden at være for corny Ivanhoe eller elvergøglet. Computerteknikken simulerer en drages flugt højt over Westeros forskellige kongedømmer med dramatiske dyk ned tæt på tandhjul, der drejer og tårne, der skyder i vejret. Sindssygt meget bevægelse op og ned og frem og tilbage.  Introen med landskabs-kortene minder i øvrigt til forveksling om de kort, der indleder hver bog i Ringenes Herre-trilogien. Kort over andre verdener holder bare.

4. Mad Men (2007-)

Mad Men-introen satte nye standarder for introer i sit miks af 1960’er Bond-stil med den faldende mand uden ansigt i sort kontrast og dramatiske strygere og legende trommer af RJD2 i stykket “A Beautiful Mind.” ‘Falling man’ er blevet et helt billede og begreb i sig selv i litteraturen (fx. ‘Falling Man’ af Don DeLillo, 2007) og på film efter 9/11. Når du bladrer Jonathan Safran Foers roman ‘Extremely Loud & Incredibly Close’ igennem vil du opdage, en faldende mand på siderne. Det er det mest noia syn, jeg har haft. Den faldende mand er blevet symbolet på kapitalismens fald. Kapitalismen har nemlig intet ansigt. Det er ham, vi alle har set springe fra Twin Towers. Og det kunne være, hvem som helst af os. Men mest sandsynligt en mand. I New York.

5. Twin Peaks (1990-91)

Intet over, intet ved siden af introen til Lynchs Twin Peaks. Angelo Badalementi har komponeret “Twin Peaks Theme” mfl., og jeg græder indeni, hver gang jeg hører stykket. På den gode måde.

En anden grund til at introen er så sublim er tempoet. Der sker ingenting. En rødkælk på en gren er første billede. Den laver ikke noget særligt. Damp der stiger til vejrs fra skorstene. En savklinge skærer i et stykke træ med gnister. Vejen med byskiltet og de 51.201 indbygger. Dette billede bliver holdt usandsynligt længe. Det var aldrig gået i dag. Et vandfalds nedadgående bevægelse. Og en flods strøm fra venstre mod højre. Til slut to ænder i floddeltaet. Og musikken skifter stemningsleje fra romantiske strygere til dunkle blæsere i mol. Uhyggen indvarsles yas.

Det var en short list, og du kender sikre flere fede. Hvilke har jeg glemt?

Bloodline – tykt vand, tyndt blod

bloodline-søskende bro

Genre: Thrillerserie

Bloodline er en ny Netflix-serie i 1 sæson, som lige har lagt mig ned. I chok og fryd.

“We’re not bad people – but we did a bad thing.” Sådan starter Bloodline. Hvad den slemme handling består i, og hvilken familiær terror en sådan kan medføre, handler Bloodline om.

Bloodline skal du se, hvis du er fan af – doh, den ligner ærlig talt ikke noget, jeg har set før. Men prøv at bland en coctail af Breaking Bad (uden kræft) True Detective (uden mambo-jambo), Full House (uden happy happy), Arrested Development (uden weed’en den er lavet på) sammen med Arvingerne (med mambo jambo!). Ok, bare se den. Den opbygger psykopat-langsomt, og jeg lover den eksploderer til sidst.

No spoilers her – kun boiler for, hvorfor Bloodline er din næste addiction. Hvor er vi? Hvem er vi? og hvem er vi ikke?

Ignorance er lækkert, når palmerne svajer

Vi befinder os i palme-sus og dus i subtropiske the Keys i Florida, hvor den pæne Rayburnfamilies overhoveder Sally og Robert, driver et hotel for turister. Første afsnit åbner med en stor familiefest, ofte brugt for at ridse en histories karakterer hårdt op og sætte rammen. Der er fuld skrue på de hykleriske taler. Jeg kommer her til at tænke på serien Arrested Development,* bortset fra ingen krummer tæer der, måske lige Michael Cera.

The Rayburns er kendt i det lille samfund for at være en pæn og redelig familie. Man er stolt over at være en Rayburn. Parret Sally (Sissy Spacek) og Robert (Sam Shepard) har 4 voksne børn i 30-40’erne og to børnebørn.

I talerne til festen forstår man, at der er noget, der presser sig på fra bunden og vil have luft. Havet som metafor er oldgammelt, og det virker. Vand spiller en kæmpe rolle i Bloodline på billede- og manuskriptplan. Jeg elsker den slags. Er du ikke ligeså nerds, kan du nyde den himmeltråbende smukke tyrkisblå farve og i nogle tilfælde den muddergrønne mørkere nuance alt efter, hvilket farvand handlingen udspiller sig i.

Karakterer, hvem er vi? Jeg tæller ned fra fåret:

1.  Sort får, hvid snus

Den ældste i søskendeflokken er Danny (Ben Mendelsohn) og han er ikke familiens håb og stolthed, som førstesønner ofte er. Han er det sorte får, uden det der ligner egen familie – Cloë Sevigny som sygeplejersken Chelsey vil ham dog meget gerne. Et sort får arbejder i restaurationsbranchen (ik’ å), kan lide sin drink & sin snus og har aldrig nogle penge – som kan bogføres. Mendelsohn spiller modbydelig godt i sin skizoide blanding af lille såret dreng med fremadskudt underlæbe (I ved, lige inden man begynder at græde) og voksen mand med iskoldt blik og en personlig vendetta.

“I just want to come home”

– siger Danny til sin bror John (Kyle Chandler). Og mit hjerte knuses. Klassisk unheimliche-Freud-analogi. Det fortrængte fra fortiden, eller rettere den fortrængte, vender tilbage til det familiære og er nu en fremmed, hvor han burde være velkommen.

2. Good cop, mad conscience

John er familiens rene samvittighed, politimand selvfølgelig, så ryggen er dækket. Han lever det lykkelige kernefamilieliv og er seriens fortællerstemme. Da Danny vender tilbage til familien efter mange år udenbys, er det John, der har det strammest.

Hvad gør man som politimand, når ens storebror jinxer med loven? Om blod er tykkere end vand, er Johns dilemma. Nogle mystiske afhøringsbånd dukker op med Johns og de andre søskendes stemmer på som børn. Historien om Rayburn-familien ser ud til at skulle omskrives efter Dannys hjemkomst, og John beholder notorisk Oakley-solbrillen på, for det tegner ikke til en happy ending.

Yes, det er en Kain & Abel-historie, som iP de to brødre fra det Gamle Testamente, der begge bare ville elskes af Gud, men det skulle man gøre sig fortjent til før Jesus’ tid.

3-4. Advokaten og bulderbassen

Meg (Linda Cardellini) og Kevin (Norbert Leo Butz) er de to yngre søskende, hhv. advokat med styr på tingene bortset fra forholdet til den ellers ualmindeligt sympatiske gifteklare politikæreste. Og Kevin som er…well han arbejder mest ude på sin båd og er bare sur på Danny og kan ikke helt opføre sig som en voksen overfor sin ualmindeligt søde redebygger-kæreste. Ser vi et mønster?

5. Chelsey – yas Sevigny er tilbage!

Cloë Sevigny (Kids, American Psycho, Dogville) spiller sygeplejersken Chelsey, som kæmper med en perfid mor i trailerparken og en kriminel bror, Eric (Jamie McShane), som er Dannys hjemmedreng. Og så er Chelsey forelsket i Danny. Det forstår man ikke, da han ikke ligefrem er en hyggespreder eller behandler hende som om, hun betød noget.

Sevigny spiller ikke, når hun er foran kameraet, hun er sine karakterer. Og hun ‘gør’ Chelsey gysende kuet, til det gør ondt at se på, for man vil hende det bedste. Hun vil bare elskes – af de forkerte.

Fangirl-info:

Sevigny er i øvrigt blevet 40, er mere cool, end du og jeg nogensinde bliver. Der er lige udkommet en fotobog; ‘Cloë Sevigny’ portrætterende hendes umiskendelige unpleaser-stil (en hummer som bikiniunderdel, yas) + interviews med hende om alt. Og så er hun flyttet fra East Village, Manhattan til Park Slope, Brooklyn, det kendte forfatterkvarter med bl.a. Paul Auster på vejen. To keep it real, må man formode. Eller ja Park Slope er vel i retning af Elmegade på Nørrebro, dvs. lidt mere Lagkagehus end Cafe Viking, men i en 00’er hipsteroptik stadig på den rigtige side af broen. Hvorfor er du flyttet Cloë??!

Ahem -, nå se Bloodline. Jeg vil ikke afsløre mere, men this ship will sail – med eller uden dig. Og havbunden vil være flænset op i dens kølvand. Med Sevigny som galionsfigur, arj hun er bare en birolle, men en pissefed én!


Bloodline er ny på Netflix, så det er nu, du kan serieblære i kantinen.

*Psst der er en ny sæson på vej af Arrested Development – det bliver vildt, og jeg må lige få den på bloggen.