Force Majeure – hvad ville du gøre?

Genre: Parforholdsgyser

Yas! – er der nok ingen, der tænker under eller umiddelbart efter at have set den svenske parforholdsgyser Force Majeure eller Turist*, som den lakonisk hedder på svensk. Med instruktion og manuskript af Ruben Östlund vandt den 6 priser under Guldbaggegalan (svenskernes Robert), bl.a. for bedste film, manuskript og foto. I Cannes blev den sidste år tildelt juryprisen Un Certain Regard, den efterstræbte kritikerpris.

Meget fornemt, men er den noget for mig, tænker du måske? Ja, så afgjort. Filmen er nemlig bygget op omkring det helt fænomenale banale spørgsmål: hvad ville du gøre, hvis katastrofen, i dette tilfælde naturkatastrofen med lavinen som frostklart billede, indtræffer? Mand eller mus? Force Majeure konfronterer seeren med dette isbjerg af et universelt spørgsmål, og ruller derpå et scenarie ud, der gysende får dig til at tænke, ‘sådan ville jeg da ikke reagere’…ville jeg vel? Hva, hva, hva?!

Force Majeure handler om det pæne par i 30’erne, Tomas og Ebba med to børn og iPads på skiferie i Alperne. Lavinen indtræffer kort tid inde i filmen bogstaveligt og som katalysator for parrets murrende ægteskabskrise. Vi er ikke i tvivl om, hvem der er skurk (eller endnu være, ikke mand nok), og hvem sympatien ligger hos. Tomas (spillet af Johannes Kuhnke) stikker mobilos i lommen og halen mellem benene, da lavinen ruller lige i snotten på familien, der sidder og spiser frokost på en udendørsrestaurant. Ebba hans kone (spillet af norske Lisa Loven Kongsli) bliver med ungerne under vingerne, indtil faren er drevet over (altså lavinen). Hvor f*** var du henne? er det spørgsmål Ebba (og vi andre) stiller Tomas gennem hele filmen. Hvor var han?

Ebba og Tomas flankeres af kammesjukken Mats (spillet af Kristoffer Hivju) der som en anden sideshow Bob forsøger at rage de allerede forkullede kastanjer ud af ilden for Tomas til en parmiddag. Det gør dem bare endnu mere uspiselige, kastanjerne. Mats er fraskilt, et sted i midt 30’erne og har taget sin 20’årige kæreste Fanni med. Tilbage på hotelværelset har de to en snak i sengen om Ebba- og Tomas’ lavinehistorie, og hvad hvem ville gøre, der bevæger dem længere og længere væk fra mål, hvis mål skulle være en hed afslutning på en kold dag i sneen. En eller anden Phillip på 21 havde i følge Fanni nemlig uden tvivl stået op for sin familie (hvis han havde én) og reddet alle, modsat Mats, hendes kæreste. Vi ved ikke, hvem denne Phillip er, men det er sjovt. Fanni afslutter snakken med at smide bomben;

“Jeg forstår godt, hvorfor din kone skred fra dig.”

Ouch! Mænd får med grovfilen af Östlund, så man griner og græder. Eneste anke mod Force Majeure er, at den falder i fælden, hvor mange film ender, når de forsøger at fortælle en alvorlig historie, men så begynder at fnise lidt nervøst over alvoren. Man hører Östlund og producerne: ‘Oj då, det blir hemskt tungt va? Du, kör på Mats och lite grabbhumor nu.’

Nuvel, humor og alvor passer absolut som kold hånd i handske, men desværre tør Östlund ikke gå planken helt ud og blive hos Tomas og Ebba og følge krisen til dørs. Lade dem snakke ud på hotelgangen, væk fra børnene, lade en af dem lægge akavet op til sex, hvad ved jeg. Det sker bare ikke, selvom de har muligheden (billede ovenfor). Til gengæld skal vi følge vennen Mats som hipsterklovn, der nu verbalt jordet af sin 15 år yngre kæreste i sengen (god damn it) forsøger vise sig som den handlekraftige mand, han betvivles at være. Suk, jeg ville gerne have set mere på Tomas og Ebba. Vi kan godt tage det.

Men trods komiske svinkeærinder, holder Force Majeure sin dramatiske intensitet på feberstadiet. Det er gyseligt godt. Især Lisa Loven Kongsli spiller rollen Ebba helt ud til de frosne fingerspidser, der knuger det glas rødvin, hun hyppigt tipper mod sin mund. Tomas er skræmmebilledet på den mand, ingen vil være eller være i forhold med, når vi ser os i spejlet, og skriver 2015 i sneen. Desværre tror jeg ikke, man kunne vende kønsrollerne om og sige, at udfaldet have været lige så graverende, hvis det var konen, der var stukket af. Gammeldags or not, så hviler der stadig en forventning om, at det er manden, der skal redde familien, når katastrofen indtræffer. Så mænd har større chance for at tabe…og måske vinde.

Ruben Östlund træder ind i den svenske instruktør-superliga med Force Majeure sammen med Roy Andersson (Sange fra anden sal og Du Levende) og Tomas Alfredson (Lad den rette komme ind). Men Force Majeure er stærkere i mine øjne, mere no nonsens – show me your balls end auteurkollegernes metafysiske hokuspokusfilm, fordi den handler om helt almindelige mennesker.

Force Majeure sidder stadig tilbage i min krop. Man kan relatere til karaktererne og deres følelser, og jeg har lyst til at sætte mig i deres sted. Mennesket frarøvet civilisationens iPad (sorry) beskyttelse er altid et spændende tema, og Force Majeure formår i den grad at inkludere og engagere seeren. Fordi den tager sig selv og sine karakterer alvorligt – og er samtidig sjov. Go see! Og 10 point til dig, hvis du har gættet, at det ikke er en datefilm.

Se den i Cinemateket i april – de kører Ruben Östlund-tema!

*Bemærk at den svenske titel refererer til mennesket – turisten i livet, som bare vil have det sjovt. Og den danske titel (som så er fransk) refererer til hændelsen, force majeure, et udtryk der bl.a. i forsikringsverdenen anvendes for det, man ikke kan forsikre sig imod.