The Square – det er stadig hipt at være firkantet

Genre: Satirisk civilisationskritik

Dom:⚡⚡⚡⚡⚡

“It’s hip to be square” sang Huey Lewis and the News i 1986, ikoniseret i romanen American Psycho af Bret Easton Ellis fra 1991. Sociopaten og Wallstreet-børsmægleren Patrick Bateman rocker denne sang og bliver legemliggørelsen af det tilpassede menneske. Ingen af hans kolleger bemærker, at han på sidelinjen er ved at miste besindelsen og torturerer og dræber mennesker, der ikke udviser samme kontrol som ham selv. Dem der ikke kan eller vil passe ind i civilisationens firkant.

Den svenske instruktør Ruben Östlund opererer med samme billede og tematik i årets Cannesvinder The Square, der lige nu går i bio.

Ellis har siden udtalt, at samtidig med at det var en satirisk kritik af 80’ernes overflade- og kontroldyrkelse, var det også et liv, han selv dyrkede. Om det samme er tilfældet for Östlund vides ikke, men måske er vi ikke kommet meget videre end 80’erne, eller også er temaet evigt gyldigt? Uanset hvad kan ingen sætte sig helt udenfor firkanten, men vi kan stille spørgsmålstegn til den, og det gør Östlund i den grad, med rette.

Når vi træder ud af firkanten

Har vi skabt et samfund som er så gennemkontrolleret og civiliseret, at det tilpassede menneske bliver et udyr?

Det er spørgsmålet i Östlunds 3 timer lange og vanvittigt fængslende film, som ikke føles som en traditionel 2D filmfortælling men mere som at tage del i et eksperimental-teater, som kører ret langt ud af en tangent og bliver surrealistisk, modsat hans tidligere Force Majeure fra 2014.

Claes Bang spiller Christian, det ultimativt tilpassede civiliserede menneske med akademiker-brille med det bløde afrundede stel og et job som chefkurator på et stort kunstmuseum i Stockholm. Han udsættes for et tricktyveri og spørgsmålet er, om han vil vende den anden kind til eller tage sagen i egen hånd og bryde med lov og orden. Östlund stiller ham overfor sine egne politisk-korrekte holdninger og undersøger, hvad der sker, når vi træder ud af firkanten og lader de uciviliserede kræfter i os råde.

På personligt plan indsætter Christian en lidt fjollet selvjustits-hævntogt, mens han på museet er ved at opsætte værket The Square, en tom firkant på gulvet, hvor museumsgæsten skal tage stilling til, om hun stoler på andre mennesker. Så Christians drifter driver ham i en retning, mens hans humanistiske idealer på jobbet kører i den fuldstændigt modsatte vej.

Relationer i firkanten 

Journalisten Anne (Elizabeth Moss) er endnu et benspænd for Christian, da hun udover at stille spørgsmålstegn til værket The Square også stiller spørgsmålstegn til ham på et mere privat plan. Det kommer der nogle fuldstændigt eminente scener og dialoger ud af.

Se The Square hvis du bedre kan lide spørgsmål end svar. Filmen er for lang, og dens ender går ikke op som en pæn klassisk filmfortælling, men det ville også modarbejde Östlunds ærinde.

Filmen er til tider virkelig ubehagelig men også sjov, da man meget hurtigt fatter sympati for Christian og Anne og kan se sig selv i dem og grine af dem, og derved sig selv. Östlunds humor sidder i skabet, og The Squares balance mellem vildskab, surrealisme, humor og alvor gør den til et nybrud i nordisk film. Der er en mening med galskaben.

Man går lidt beklemt fra biografen, da Östlund ved præcist, hvor han skal sætte kniven ind. Det er sjovt, fordi det er sandt, som Homer Simpson siger. Men det er også skræmmende, fordi det handler om os alle.