Birdman – this is why we do it

Genre: Surrealistisk metadrama

Birdman: Or The Unexpected Virtue of Ignorance instrueret af Alejandro González Igñárritu rev hele hylden ned til Oscars 2015.

Gør det den til en god film? Og hvorfor vandt den så stort over Oscar-rivalen Boyhood? (af Richard Linklater) – som i mine øjne er mere filmisk i sit udtryk.

Let’s see.

Birdman er en metakommentar og hyldest til filmkunsten. Instruktøren Alejandro González Igñárritu (Babel, Amores Perros, Biutiful) har denne gang lavet en ‘this is why we do it’ film. Birdman handler om den midaldrende, halvskaldede skuespiller Riggan (Michael Keaton), som blev berømt og elsket for sin filmrolle som superhelten Birdman, og nu forsøger at flyve igen med sin egen teateropsætning på Broadway med sig selv i hovedrollen selvfølgelig. En komisk reference til Keatons eget liv efter rollen som Batman.

Birdman er seværdig, hvis du synes selve filmbranchen er spændende i sig selv. Hvad den gør ved folk, hvad branchen gør ved selve skuespilleren, ved døtrene, ved ægteskaberne og ved fansne. Den er kulsort, når den fremviser de ofre, der ofte følger med livet som skuespiller f.eks. at Riggans nogle og 20’årige datter Sam (Emma Stone) er forbandet på livet, lige ude af rehab som stofmisbruger. Men hun har lært noget modsat sin far. “I was an awful father, wasn’t I? No dad, you…you were fine.” Sam tilgiver sin far som den modne af de to, hvorimod Riggan kun hører kun på sin indre Birdman-stemme, der fortæller ham, hvor fed han er, og at han, ja kan flyve.

Filmen er kaotisk, man hører stemmer og tyndekraften er sat ud af spil. Vi er inde i Riggans hoved, hvor Birdman regerer. Og er du superheltefan så er det måske guf, men filmen brillerer i højere grad i sekvenserne med datteren Sam og Riggan og Sam og Mike (Edward Norton) en super-selvfed, dog hot, medskuespiller i faderens teaterstykke. Sam og Mike mødes på tagterassen af Broadway skyskraberen flere gange og leger sandhed eller konsekvens, hvor de udfordrer hinanden med bittersøde lovers game gæt-hvem-jeg-er-gåder. Mike kommer fra en teaterprøve, hvor han på scenen ligger i en seng med sin medskuespiller Leslie (Naomi Watts) og får til alles udsyn hejst flaget på fuld stang. Det havde han åbenbart problemer med, da han og Leslie var kærester… Mike: “On stage I can get it up. It’s real. Everywhere else I play roles.” Sam: “What do you think about, when looking at me?” Mike: “I would be afraid to not be able to get it up.”

Deres uforløste forhold klæder filmen ualmindeligt godt. Sam og Mike er lige fortabte i deres selvmedlidenhed og fuck-dig attitude. Men højt hævet over byen, teatret og besværlige forhold, mødes de og viser en sårbarhed, ærlighed og tiltrækning overfor hinanden.

Legen får maskerne til at falde – eller nåja i hvert fald til at afsløre andre masker.

Men Igñárritu vil fortælle historien om Birdman/Riggan, så Sam og Mike forbliver en parantes i en større fortælling om en mand, der ikke vil slippe sin fortid som og identifikation med en flyvende superhelt, som er hans sørgelige kilde til selvværd og selvrespekt. Flere dialoger og monologer, for det er de snarere, handler om Riggans møde med sig selv i spejlet. Også Leslie (Naomi Watts), den kvindelige hovedrolle i Riggans opsætning, bryder sammen omkring spørgsmålet om selvrespekt. Hvornår er man patetisk, og hvornår er man en kunstner?

Også den gamle bias mellem teatret som en højere kunstform end film får en kommentar med på vejen fra den bitre teateranmelder, der fortæller Riggan, at han ikke skal tro, at han som gammel superhelte-filmstjerne skal tro, at han kan komme let forbi hendes teaterpen. “You’re a celebrity, not an artist.” Velsagtens en frygt de største skuespillere har boende i sig, hvor stor bankbogen end er. Riggan forsvarer sig og og hele branchen med “What has to happen to a person to become a critic.” Og sådan kan man evigt beskyde hinanden. Men man må sige, filmen i dag har vundet over teateret i publikums gunst i hvert fald.

Igñárritu er i mine øjne absolut værdig til kunstnertitlen og har arbejdet sammen med nogle af de største Hollywoodskuespillere, såsom Anjelina Jolie, Brad Pitt, Kate Blanchett og Javier Bardem. Han som de ved, at der i filmverdenen er en fin linje mellem flyvende geni og flyvende galskab, misbrug og for de få selvmord. Denne fine linje handler Birdman om. Og hvis Oscar ikke belønner denne hyldest og filmiske takketale, ville der ikke være mening med galskaben.

Så det gjorde de, komiteen. Birdman vandt i Oscars 2015:

Bedste film – hovedprisen

Bedste instruktion

Bedste originale manuskript

Bedste fotografi

Det er de helt tunge priser Igñárritu hiver hjem. Bravo! og salen i Dolby Theatre i Hollywood rejser sig i applaus, kniber en tåre og kysser sidemanden (watch the hair!). For det er derfor, vi er her, right?! Jo, men filmen er udenfor denne kontekst og sjovt nok i netop denne kontekst snarere en lidt tænkt metafilm om film- og skuespilfaget. En filmisk kronik, som ja er flot og hold da op, han flyver jo, men det er ikke udlevet skuespil i lige så høj grad som f.eks. konkurrenten Boyhood. Det her er en tell don’t show it film, selvom Igñárritu prøver at vise sin pointe med billeder.  I øvrigt, film der viser teaterstykker i sig er bare well lige så kedelige og teatralske som teaterstykker ofte er.

Se for dig selv. Birdman har sine moments. Jeg kan bedst lige Emma Stone og Edward Norton. Har han fået botox? Anyways han er dejlig som altid. De er et sidespor, men det er her legen og magien kommer ind i filmen i mine øjne. Da Riggan står på toppen af skyskraberen, er der en nabo, der råber “Is this real or are you shooting a movie? A movie! (råber Riggan) You guys are full of shit!”

Og sådan havde jeg det også efter at have set Birdman. Der opridses et dem og os. To sider der lever i kraft og imod hinanden. This is why we do it – for you and to you. Filmbranchen er en krig med vindere og tabere. Det er derfor, de gør det, og det er derfor, vi elsker dem for det.

Birdman: Or The Unexpected Virtue of Ignorance vises i : Dagmar, Empire, Falconer og Grand Teatret mfl.