Genre: Dokumentar

Dom: ⚡Se den⚡

DR skal ikke lave dybdeborende journalistik, mener DF. Men Bagedysten, den skal vi have. Om man så leverer dødsnødvendig oplysning til danskerne om, at vi er blevet plyndret for 12,7 mia af vores skattekroner, mens vi spiste drømmekage fra Brovst, så er det hyggen, der skal bevares ude i de små hjem til hver en pris.

Dokumentaren, Mændene der plyndrede Europa, som kan streames på DRs hjemmeside nu, er argumentet for, at DR SKAL lave dybdeborende journalistik. Dokumentaren forklarer, hvordan international kriminalitet forekommer, mens, måske ikke du kære læser men så, din nabo sidder og ser Bagedysten, intet ondt anende, at hendes skattepenge havner i lommerne på banditter i habitter, som radio 24/syv altid så kækt formulerer det.

Dokumentaren starter med et billede af en maske, der bliver modelleret og lagt på en tysk mand, som vil vise sig at være hovedfortælleren af historien om, hvordan vi alle er blevet plyndret. Insideren kalder man ham i programmet, og han tør kun fortælle sin historie med maske og forvrænget stemme, da han selv spiller en væsentlig rolle i svindlen og nu frygter for sit liv ved at stå frem. Hvis han samarbejder vil det nedbringe hans straf. Kan det ligefrem gøre ham straffri, det må tiden vise.

Når skurkene er klogere

Dokumentaren opruller netværket med hovedpersoner i Frankfurt, London og Dubai. Vi får forskellige europæiske finanseksperters forklaring på, hvorledes man kan snyde og score skattegevinster på aktier, man aldrig har købt, op til flere gange. Vi får den lange version, og den en otteårig kan forstå.

Dette hul i skattelovgivningen opdager man ikke kun findes i Tyskland, men eksisterer som smuthul i størstedelen af Europas skattelovgivninger, hvorefter svindlen planlægges og skaleres.

Denne dokumentar burde gå viralt i hele verden, fordi svindlere opererer globalt i vores digitale verden, imens skattesnyd behandles nationalt, hvilket gør plyndringen så meget lettere. Skurkene er ganske enkelt et stort skridt foran os andre. Hvorfor man svindler, lader dokumentaren insideren svare på, for det handler ikke om, at vores lovgivning rent teknisk gør det muligt. Det handler om menneskets sind og det tankegods, vores samfund er opbygget på.

Ayan Rand som argument for en fri kapitalistisk verden

Han forklarer, hvordan man i visse ultraliberale miljøer dyrker romanen ‘Og verden skælvede’ af den russisk/amerikanske forfatter Ayn Rand. Bogen fra 1957 skildrer en fremtidsdystopi af USA, hvor to entreprenører forsøger skabe deres virksomheder, men bekæmpes af en nepotistisk, korrupt stat, som gør deres iværksætteri umulig. At Rand, der selv flygtede fra det sovjetiske diktatur til USA, bruges som argument for liberalismens lykke, er ikke svær at forestille sig. Dokumentaren viser et klip, hvor hun udtaler, at menneskets eneste ansvar og lykke er at arbejde for sin egeninteresse, og at staten er et onde. At hun i sin alderdom søgte hjælp hos staten, er ikke noget, man taler om ved mahognibordene, hvor hun af de liberale anses som en filosof. Hendes værker er imidlertid skønlitterære, hvorfor hun ret beset bør anskues som en skønlitterær forfatter med en politisk agenda.

Hvis vi lægger Rand til side på sengebordet, er spørgsmålet, hvorfor folk i dag svindler? Størstedelen af Europas befolkninger er ikke vokset op i statsstyrede diktaturer. Og hvilken rolle spiller Skat i Danmark?

Dokumentaren krydsklipper mellem den kronologiske oprulning af plyndringen med dens teknikaliteter og bagmænd, og insideren i et close up, som sidder beklemt på en stol foran kameraet. Nok har han maske på, men vi ser stadig hans øjne og langsomme bekendelsestempo. Han fortæller, at erkendelsen af den forbrydelse han har været med til at begå, er kommet til ham i bidder. Forståelsen har ganske enkelt ikke været synkron med politiets afdækning og forhøring af ham. Men vi er ikke i tvivl om, at han nu er kommet frem til omfanget og alvoren i hans egen handling.

Når skaden er sket

Vores skurk, insideren, som bliver vores antihelt i historien, fortæller sin historie og bevæggrunde til som ung jurist at indgå i svindel. Og man tror ham, og man forstår ham, i hvert fald i teorien. For hvad er det, der skiller os mennesker, i at kunne se muligheden for en genial forbrydelse og i faktisk at udføre den?

Svaret må blafre lidt endnu, mens arbejdet med at domsfælde og sikre, at det ikke gentager sig, må begynde. For ikke at sige genetableringen af tilliden til staten og bankvæsnet. For hvor mange sager skal der til for, at ingen af os stoler på stat, bankvæsen eller naboen, og vi overgiver os til Rands kapitalistiske logik om, at det eneste, der er værd at kæmpe for er vores egeninteresse og kortsigtede lykke?

En ting er sikkert, at det er vanvid, at politiets efterretningstjeneste ikke samarbejder på globalt plan. Skatteminister Karsten Lauridsen udtalte d. 22. oktober, at Danmark må løse dette forhold på nationalt plan med Tyskland. Retsforbeholdet, som vi fik med som en blandt fire, da Danmark blev en del af EF/EU, for at befolkningen kunne sluge den, står naturligvis i vejen for bekæmpelse af international kriminalitet. Hvis danske journalister kan samarbejde internationalt, kan PET også. Men så må man tage citronmånen over i den anden hånd, og det kunne jo passende ske med Europaparlamentsvalget til næste år.

Tak DR, for denne dokumentar. Det er skræmmende godt, og skræmmende godt fortalt. For lyd- og undertekstnørder, kan man lige spotte, at den tyske filmkomponist Hans Zimmer har lavet lydsiden. Det er ham bag soundtracket til Interstellar, Dunkirk og Inception. Ja, det skorter ikke på geniale tyskere.

https://www.dr.dk/tv/se/kuppet-mod-europa/-/trailer-maendene-der-plyndrede-europa

 

 

 

 

 

 

 

 

Genre: Komedie

Dom: alle fucking fem ⚡⚡⚡⚡ ⚡

Kvinder er ikke sjove. Har mænd bestemt. I sig selv en tragikomisk betragtning. Kvinder skal ikke være sjove, burde det snarere hedde, for med humor gælder ikke de samme regler for mænd og kvinder. Ditte Hansen og Louise Mieritz’ film af samme navn som DR-tv-serien trækker ikke folk i biografen kan man konstatere her en uge efter premieren. DR afviste en tredje sæson af serien, og derfor lavede de en film. Den mandlige pendant, Klovn Forever, som havde premiere samtidig solgte på åbningsweekenden 133.299 billetter, skriver Ekko http://ditte-louise-skuffer-i-biografen, mens Ditte & Louise solgte 14.657 billetter. Det undrer ikke Nordisk Films Market Director, Frederik Honoré, som anslår, at de der køber billet til Ditte & Louise, er 80-90 % kvinder, så mændene gider ikke. Han peger på, at det tilsynelandende ikke er ligeså attraktivt og sjovt, at se på to sjove kvinder, som to sjove mænd, som vi ser i Klovn. Sjovt nok, ikke?

Sjove mænd scorer, sjove kvinder, aj vel?

Forskning bakker den teori op, hvad angår humor og attraktivitet hos det andet køn. For mens mandlige komikere (også dem, der ikke har udseendet med sig) får masser af tilbud, fortæller komikeren Susan Prekel i denne artikel i scientificamerican.com/the-humor-gap-2012 at hun kun har fået et eneste tilbud efter et show. Artiklen argumenterer på basis af et utal af undersøgelser af køn og humor, at humor spiller en væsentlig rolle i partnerselektion, idet kvinden stadig er den, som vælger, og manden er den, som jager og skal bevise sin værdi. Da kvinden er den, der bærer på smerten og anstrengelserne ved at bære på og føde et barn, har manden rollen som afstresser af kvinden, en, der kan få hende til at slappe af og føle sig godt tilpas.

Derfor er humor en vigtig parameter for en kvinde, i følge artiklen, som udvælgelsesfaktor. Der er naturligvis andre faktorer, men i forhold til humor, så viser kvinden, ved at grine af en mands jokes, sin interesse og inviterer ham til at fortsætte og komme nærmere. Og følgelig finder mænd kvinder attraktive ved, at de griner i deres selskab, men ikke ved at være sjove selv, da humoren fungerer som middel til at erobre kvinden. Derfor kan humor ses som vor tids stenalderøkse og magtmiddel overfor andre hanner og over hunner. Men når kvinder er sjove forstyrres hele urmønstret og magtbalancen, for hvad skal man(d) bruge en sjov kvinde til? Hvad skal hun selv bruge humoren til? Udover at være mål i sig selv, en måde at tænke og forholde sig til verden og sig selv i verden, og til at pege på livets iboende indretning, galskab og tragikomik selv. Intet. Og alting.

Og nu tilbage til filmen Ditte & Louise, for denne darwinistiske teori kan angiveligt være forklaringen på, at særligt mænd, men også kvinderne, udebliver fra denne grovsjove film. Tragisk, for jeg grinede fra start til slut. Ja, den er sjovere og mere intelligent end Klovn-filmene.

Fuckable kvinder og bankable mænd

Ditte og Louise spiller i filmen komikerparret, vi kender fra tv-serien, som har svært ved at få filmroller som 47′-årige kvinder, mens deres mandlige kolleger kører med klatten. De får gang på gang at vide, at kvinder på film skal være fuckable, mens mænd skal være bankable. Sidstnævnte er et udtrykt brugt i Hollywood om en mandlig skuespiller (eller instruktør), som kan sikre box-office-gevinst ved blot at være med i en film. Filmen fokuserer på kønsforskellene i filmbranchen, men kunne de to udtryk ikke også passe på samfundet udenfor filmbranchen? At mange mænd går efter skønhed hos kvinder. Og mange kvinder er varmesøgende missiler efter rige succesfulde mænd.

Well, da Ditte ikke engang får statistrollen som gammel luder, tager hun til casting som Ditlev, med rødt skæg og ankelsok i trussen, og scorer hovedrollen som Harald i en vikingefilm overfor Anders W. Bertelsen som sin filmbror. Og så har piben en anden lyd. Louise må nu bryde fri af deres kærestelignende makkerskab og forholde sig til den mand, hun har smidt på porten i tv-serien, fordi hun modsat Ditte har lettere ved at sige nej end ja.

Ditte som Ditlev og “hans” indlemmelse i det mandlige filmbroderskab og Louises kamp med sine stopklodser og tiltagende overgangsalder, er de to hovedhistorier, som kører i parallelløb og fletter sig ind i hinanden på fornemste vis. Det er genialt skrevet, fordi deres karakterer rummer så meget dybde, smerte og menneskelighed, at man knuselsker dem hele vejen igennem. De er virkelige mennesker, modsat Klovns tegneseriefigurer, som aldrig tør gå ind i og rumme smerten i karakteren og bliver distancerede menneskekarikaturer.

Hvordan ville jeg selv være som mand?

De fleste har nok leget med tanken, om hvordan man ville være og agere som det modsatte køn. Og den leg udlever filmen på allermest charmerende vis med Ditte Hansen som følsom og moderne stjerneskuespillermand, tilsidst med man bun, men altid fuldt påklædt også i fitness med drengene.

At se Ditte Hansen med hipsterfuldskæg og langt rødblondt hår gå ned at strøget med kropsvægten lagt i overkroppen, mens hun studerer andre mænds gangarter og positurer på gaden og i toget, er noget af det sjoveste, jeg længe har set. Og hun er ovenikøbet vildt lækker som mand. Ditte står i metroen udklædt som Ditlev og en kvinde, der sidder ned, smiler flirtende til “hen”. Ditlev gør først store øjne på den skræmte ‘hvad fuck skete der lige der’ måde, men spiller så med, og kigger hende penetrerende i øjne uden at smile alt for bredt. Det virker. Hurtigt mærker Ditlev kvindernes opmærksomhed på settet, og ‘han’ holder sig ikke tilbage. Ditte kan ikke sige nej til nogen, så hun trækker den helt ud, hvor hun ikke kan bunde.

Spørgsmålet for os seere, og ikke mindst en mere og mere skeptisk Louise, er hvornår hammeren og skægget falder.

Louise kæmper på sin side med sin usikkerhed, da hun indvier den søde lægemand i sit liv, der som hun selv kommer med et barn og forældreskyldfølelse i bagagen. Hun vil helst smide ham ud, fordi så bliver hun ikke selv afvist, men med Ditte ude af vagten som hendes pseudokæreste, bliver hun konfronteret med sin egen ensomhed og sit eget behov for at sige ja til livet og kærligheden. Det gør hende til en forstyrret, svedende, småskør rødvinsdrikkende fyrreårskrise. En meget charmerende og irriterende én af slagsen.

Tag jeres karakterer seriøst, kvinder

Min bioven og jeg blev efterfølgende enige om, vi begge vildt gerne ville være venner med skuespillerne Ditte og Louise, og at vi passede vildt godt sammen med dem. Hvis jeg mødte dem* ville mit eneste kritikpunkt være, at de godt må gå endnu mere ind i smerten og alvoren ved deres karakterer og historier, og ikke altid lave jokes. Humor kan stå i vejen for visse pointer og i det hele taget afmontere og nedgøre en karakter og en histories kompleksitet og kvalitet. Det ville være afsindig interessant, at se de to skrive en mere alvorlig historie, et drama eksempelvis. Humoren skal nok komme frem, for det gør den altid, men de har dybden og menneskeklogskaben til meget mere end ren komik. Jeg melder mig gerne som medskribent, host, host, som om de læste med her.

Nuvel, der er afsindig mange fuldstændig vilde og grænseoverskridende scener, og en masse sjove mandlige og kvindlige biroller, eksempelvis Lotte Andersen som instruktøren af vikingefilmen, som aldrig har fået en orgasme af sin mand og kaster sig liderligt frådende over Ditlev hjemme i kulturhøjborgen, mens den hornbrillede ægtemand lurer og lidt mere til i dørsprækken.

Hvis ikke denne film vinder den ene eller anden pris for bedste film, manuskript og/eller hovedroller, og måske en birolle til W. Berthelsen, så er det næsten ikke til at bære.

I øvrigt blev man lige mindet om, hvor fedt et nummer Teach me Tiger af Speaker Bite me er, god stil på soundtrackfronten.

*Jeg stod faktisk overfor Louise Mieritz (og hendes kæreste) i en boghandel i Tullinsgade, og jeg turde ikke sige til hende, at jeg var kæmpe kæmpe kæmpe fan. I stedet begravede jeg mit blik alt for længe i en bog, jeg ikke aner, hvad var. Fuck, hvor jeg fortryder det! Og jeg så begge damer gå ud af Empire, da jeg trådte ind, for at se gabende kedelige Lykke-Per i hvad der føltes som fire timer. Der så jeg også bare beundrende på dem gå ud af svingdørene. Damn you, modesty!

 

 

 

 

 

 

Genre: Standup comedy / Netflix

Dom: ⚡⚡⚡⚡⚡ (5 ud af 5)

Hvad gør man som stand up komiker, når man efter ti års blod, sved og tårer succesfuldt er nået karrieremæssigt i mål ved hjælp af selvudslettende humor, for at kunne få lov til at tale? Når man har fået sin taletid, og den taletids brændstof har været vrede. Er det sejr eller selvmord? Det spørger den australske komiker Hannah Gadsby sig selv om efter et tiår i branchen på scenen i showet ‘Nanette’ – opkaldt efter en kvinde, hun på et tidspunkt var interesseret i, men valgte at droppe tanken om efter en times tid. En Tinderdate?

Det var en begavet Facebookven (ikke i modsætning til de andre), der for nylig skrev, at han normalt sjældent kommenterer ting og holdninger på Facebook, men ‘Nanette’ havde fået ham til at grine og græde og gjort dybt indtryk på ham. Derfor så jeg showet, sammen med min mor, uden at have hørt om Hannah Gadsby før, og det sidder stadig i mig. Hvis du kan se Nanette uden at knibe en tåre, hører jeg gerne fra dig.

Din nærværende anmelder anmelder her for første gang stand up, fordi Hannah slog benene væk under mig, og ikke fordi stand up er noget, jeg finder særlig interessant eller sjovt. Der er naturligvis undtagelser, men i det store hele er det ikke en genre, der siger mig særlig meget, da jeg forbinder den med drengerøvs-mænd, der dyrker en ofte bøvet ‘det sagde hun også i går humor’. Det er hverken mennesker, jeg kan identificere mig med, eller en humor, jeg synes er sjov. Så hvad skal jeg bruge den til?

Hvis du har det på samme måde, så er Hannah Gadsby måske noget for dig, fordi hun er alt andet: Intelligent, sjov, sympatisk, dyb, spiddende, charmerende og velorienteret på verden og kunsthistorie, som hun har studeret og fletter ind i sit show. Efter at have tilbragt en time med hende på Netflix, er hun en person, jeg vildt gerne ville drikke øl med, fordi hun er så suverænt selskab.

Synet på homoseksuelle kvinder hhv. mænd

Hannah Gadsby er lesbisk, og fortæller, at indtil 1997 var homoseksualitet en kriminel handling i Australien, hvor 70 % af befolkningen mente, at homoseksualitet skulle være strafbart, før lovændringen i sluthalvfemserne trådte i kraft. 1997 – den lader vi lige stå et øjeblik.

Synet på hende og hendes ‘ gay community’, som hun med slet skjult sarkasme omtaler det, er hendes stof, men hendes show handler i højere grad om synet på kvinder, og alt der ikke er “normen” dvs i denne forbindelse, den hvide heteroseksuelle mand, som i egen optik længe har set sig som netop normen, hvorfra alting udgår, det såkalt “neutrale køn”. Derfor taler Gadsby i Nanette om, hvordan vi skaber virkeligheden og verden med sprog, og om hvordan vi samtaler og debatterer, på personlig plan og i den offentlige debat. Hun fortæller, hvordan synet på hhv. kvindelig og mandlig homoseksualitet, blev set på forskelligt i Tasmanien, da hun voksede op.

“Lesbianisme handlede dengang ikke om seksualitet, men om at man ikke grinede af mænds jokes. Hvad fanden er der i vejen med dig? Er du lebbe eller hvad? Få da lige en pik op i dig, drik noget sæd -” ( – på engelsk ‘juice’, så ordspillet udgår på dansk.) – Hannah G.

Sådan lød det i de år, da Gadsby sprang ud og levede i en lille landsby i Tasmanien, som hun ikke savner. Hun parodierer snakken dengang:

“Mænd, der dyrker analsex, er jo i pagt med djævelen, men kvinder? Hvad laver de overhovedet dernede? Et knus skader da ingen?” – Hannah G.

På den måde blev også lesbiskes seksualitet udslettet i italesættelsen af deres ‘ikke-handlinger’. Nu erkender hun, at hun også selv har været med til selvudslettelsen, og Nanette er derfor hendes stopsignal. Professionelt og personligt.

At føle sig fremmed i alle lejre

I Nanette ser hun tilbage og reflekterer over, hvilke fortællinger hun selv har været med til at opretholde, for at kunne arbejde som komiker. For nylig fik hun feedback på sit show af en lesbisk. Kvinder giver feedback, mænd har meninger – ironiserer Gadsby. Kvinden mente, at hendes show ikke indeholder nok ‘ lesbisk indhold’ – hun ‘lesbianer’ ikke nok. Min mor spurgte, som noget af det første, om ikke hun talte lige lovlig meget om at være lesbisk. Tankevækkende.

Gadsby tager pis på mænd og i lige så høj grad på hendes ‘community’ og på festaberne m/k til Mardi Gras i Sydney, som hun på ingen måde har lyst til at være en del af. Hun spørger; “Hvor går alle de stille homoseksuelle hen?” Og det gør hun stadig.

Gadsbys historie er hjertensskærende, fordi hun taler åbent om, hvordan hendes mor modtog udspringet (ikke godt) og stadig ser mærkeligt på hende. Og at hun lyver om sin seksualitet overfor sin bedstemor, fordi hun stadig i dag skammer sig over, hvem hun er.

Det nye er, at hun vil fortælle sin historie ordentligt nu, fordi, som hun siger det, vi lærer af det, der fokuseres på. Så hun tilfører et nyt fokus til sin fortælling, og hold på pessar og p-piller, for det er ikke for børn.

Historiers magt i verden

Hannah knytter sin egen historie til vores verdenshistorie og kunsthistorien (hvis kanon hun ikke har meget til overs for) ved at pege på betydningen af, hvad vi vælger at fokusere på, eksempelvis i den offentlige debat. Hun bruger eksemplet Monica Lewinsky, som har været den nemmeste joke af alle, den hyppigst brugte, fremfor at fokusere på Clintons magtmisbrug.

Og hun argumenterer, at hvis vi havde valgt det sidste, kunne vi have en midaldrende kvinde med massiv erfaring som præsident i USA nu, i stedet for en mand, som i ‘locker room talk’ har fortalt, hvordan han har begået overgreb på unge kvinder, simpelthen fordi han kunne.

“Mænd som Trump, Picasso og Weinstein kontrollerer vores historier, og deres omdømme er vigtigere end deres forbrydelser mod kvinder og børn” – siger hun.

Derfor vil hun fortælle sin historie ordentligt, uden vrede, men med det traume, hun har levet med siden hun var barn og ung, men som hun ikke har fortalt om før nu.

Showet fik også mig til at grine og græde, og jeg får kuldegysninger af at skrive om det nu, fordi hun omtaler følelsen af skam og ensomhed over at ikke føle sig rigtig. En følelse, som jeg tror de fleste af os på et tidspunkt i livet har følt. Derfor er Gadsbys historie vores alles historie, men måske mest af alt, de homoseksuelle kvinders.

Hun er nået frem til erkendelsen, at vrede og selvudslettelse spreder sig. Historier heler. Måske er Nanette hendes sidste stand up show?

Se Nanette på Netflix, og del det med alle dine veninder m/k. Uanset seksuel orientering.

 

 

 

 

 

 

Genre: Satirisk civilisationskritik

Dom:⚡⚡⚡⚡⚡

“It’s hip to be square” sang Huey Lewis and the News i 1986, ikoniseret i romanen American Psycho af Bret Easton Ellis fra 1991. Sociopaten og Wallstreet-børsmægleren Patrick Bateman rocker denne sang og bliver legemliggørelsen af det tilpassede menneske. Ingen af hans kolleger bemærker, at han på sidelinjen er ved at miste besindelsen og torturerer og dræber mennesker, der ikke udviser samme kontrol som ham selv. Dem der ikke kan eller vil passe ind i civilisationens firkant.

Den svenske instruktør Ruben Östlund opererer med samme billede og tematik i årets Cannesvinder The Square, der lige nu går i bio.

Ellis har siden udtalt, at samtidig med at det var en satirisk kritik af 80’ernes overflade- og kontroldyrkelse, var det også et liv, han selv dyrkede. Om det samme er tilfældet for Östlund vides ikke, men måske er vi ikke kommet meget videre end 80’erne, eller også er temaet evigt gyldigt? Uanset hvad kan ingen sætte sig helt udenfor firkanten, men vi kan stille spørgsmålstegn til den, og det gør Östlund i den grad, med rette.

Når vi træder ud af firkanten

Har vi skabt et samfund som er så gennemkontrolleret og civiliseret, at det tilpassede menneske bliver et udyr?

Det er spørgsmålet i Östlunds 3 timer lange og vanvittigt fængslende film, som ikke føles som en traditionel 2D filmfortælling men mere som at tage del i et eksperimental-teater, som kører ret langt ud af en tangent og bliver surrealistisk, modsat hans tidligere Force Majeure fra 2014.

Claes Bang spiller Christian, det ultimativt tilpassede civiliserede menneske med akademiker-brille med det bløde afrundede stel og et job som chefkurator på et stort kunstmuseum i Stockholm. Han udsættes for et tricktyveri og spørgsmålet er, om han vil vende den anden kind til eller tage sagen i egen hånd og bryde med lov og orden. Östlund stiller ham overfor sine egne politisk-korrekte holdninger og undersøger, hvad der sker, når vi træder ud af firkanten og lader de uciviliserede kræfter i os råde.

På personligt plan indsætter Christian en lidt fjollet selvjustits-hævntogt, mens han på museet er ved at opsætte værket The Square, en tom firkant på gulvet, hvor museumsgæsten skal tage stilling til, om hun stoler på andre mennesker. Så Christians drifter driver ham i en retning, mens hans humanistiske idealer på jobbet kører i den fuldstændigt modsatte vej.

Relationer i firkanten 

Journalisten Anne (Elizabeth Moss) er endnu et benspænd for Christian, da hun udover at stille spørgsmålstegn til værket The Square også stiller spørgsmålstegn til ham på et mere privat plan. Det kommer der nogle fuldstændigt eminente scener og dialoger ud af.

Se The Square hvis du bedre kan lide spørgsmål end svar. Filmen er for lang, og dens ender går ikke op som en pæn klassisk filmfortælling, men det ville også modarbejde Östlunds ærinde.

Filmen er til tider virkelig ubehagelig men også sjov, da man meget hurtigt fatter sympati for Christian og Anne og kan se sig selv i dem og grine af dem, og derved sig selv. Östlunds humor sidder i skabet, og The Squares balance mellem vildskab, surrealisme, humor og alvor gør den til et nybrud i nordisk film. Der er en mening med galskaben.

Man går lidt beklemt fra biografen, da Östlund ved præcist, hvor han skal sætte kniven ind. Det er sjovt, fordi det er sandt, som Homer Simpson siger. Men det er også skræmmende, fordi det handler om os alle.

Genre: Netflix-krimiserie

Dom:⚡⚡⚡⚡⚡ efter 6 afsnit

David Fincher kender vi som instruktøren bag klassiske voldsgodter som Fight Club, Se7en og Zodiac, og den røde tråd i hans karriere viser et forsøg på at skildre psykologien bag voldeligt afvigeradfærd, som gøres relaterbar. Gone Girl er en af hans bedste og nylige skildringer af voldeligt adfærd, som i følge statistikkerne er skræmmende hyppig og ikke så afvigende. Den har jeg skrevet om i stream ons spæde år: gone-girl-ikke-helt-vaek/– beklager indlæggets grafik.

Efter afstikkere som instruktør på The Social Network, The Girl with The Dragon Tatoo og et par episoder af House of Cards, er Fincher tilbage på en måde, der burde efterlade alle (krimi-) serieinstruktører rystende i bukserne, hvis de går efter Emmy’en. Mindhunter hedder Netflix’ nye seriemorder-serie placeret i 70’ernes USA og følger den unge idealistiske FBI-agent Holden Ford (Jonathan Groff) og den lidt ældre Bill Tench (Holt McCallany), der slår sig sammen med psykologen Wendy Carr (Anna Torv) for at dirke låsen op til USAs største seriemorderes hjerner og hjerter. At gå i dialog med seriemorderne og ikke se dem som fødte psykopater var for tiden en revolutionerende og kontroversiel tilgang til kriminalforskning og opklaring. Holden møder i første afsnit den yngre hashrygende sociologistuderende Debbie på en bar, som driller ham med, hvor meget det skriger til himlen, at han arbejder for FBI udfra hans slipselook og überkorrekte adfærd. De bliver kærester, og når de ikke diskuterer sociopati fra hver deres indgangsvinkel, åbner de hinanden op i sengen. Sex kædes dermed i seriens historie sammen med forståelsen af menneskets adfærd som en ventil og måde at få udløsning på på flere planer – den normale og ja den afvigende.

Historien er baseret på ægte FBI-agenter og mordere med stor inspiration i agenten John E. Douglas (Holdens figur), der skrev bogen Mindhunter: Inside the FBI’s Elite Serial Crime Unit. Douglas har desuden inspireret historier som bl.a Silence of The Lambs og har leveret stof fra ægte interviews med amerikanske indsatte psykopater.

Ublodig uhygge

Finchers greb er denne gang modsat hans og mange andre instruktørers tidligere skildringer af mord begået af perverterede psykopater at lade psykopaterne tale om, hvorfor de dræber og voldtager.

Mindhunter er derfor befriet for effektjagende vold, blod og voldtægtsudpensling, men hvis du tror, du kan læne dig trygt tilbage i sofaen med en regelmæssig hvilepuls, må du tro om. Det er afsindigt medrivende og skræmmende at følge de indsattes forklaringer til Holden og Bill, som må sande, at hvis de skal åbne disse mænd op, bliver de nødt til selv at åbne op for deres eget liv. Psykologen Wendy råder dem til at lyve, men Holden lader sig ikke skræmme, modsat Bill, af at smide et par lunser fra sine unge år, bl.a. hvordan hans mor tog ham i at onanere en gang. Holden forstår hurtigt, at de bliver nødt til at møde mændene som ligemænd; spise pizza med dem og lade dem ryge cigaretter i cellen, imens de udspørger dem om, hvordan deres mor følte afsky ved dem, og hvordan fædrene altid var fraværende. De etablerer en menneskelig common ground omkring alt fra, hvorfor man får lyst til at knuse en coladåse efter man har drukket den (because it feels good – som Holden siger) til teenageminder, med disse mænd, hvilket er afsindigt fascinerende.

På vanlig Fincher-vis klippes historien op, og til hvert nyt afsnit får vi et rislende klip af en mand med skæg, som færdes i FBIs kvarterer men også bevæger sig ind i privatpersoners hjem med fremvisning af sit skilt. Efter 6 afsnit ved vi ikke, hvem han er, men fortællemetoden er gysende, da den sameksisterer med de tre gode opklaringsagenter på FBIs side og så denne mand, som færdes på samme side som dem, men som ikke opfører sig efter bogen.

Bliver man dem, man omgås?

Et andet spørgsmål, der hurtigt sniger sig ind på agenterne og seeren er, i hvor høj grad vi påvirkes af de mennesker, vi omgås. Måske fatter vi også sympati med dem i takt med, at vi forstår dem, deres ophav og bevæggrunde. Mick Jagger synger om ‘sympati for djævlen’, og den melodi får Mindhunter i den grad én til at nynne med på.

Og så er der historien i to mandlige FBI-agenter overfor en kvindelig. Hvilken rolle sex og køn kommer til at spille imellem dem, særligt mellem de to ugifte, Holden og Carr, vil vise sig. Indtil videre er der forfriskende lidt fokus på, at Carr, som FBI-agent i 70’erne er kvinde og ugift. Synet på sex og køn er utvivlsomt en nøgle til serien, og hurtigt viser det sig, at der er forskellige indsigter at hente i opklaringsarbejdet omkring motiver fra hhv. et mandligt og kvindligt perspektiv.

Carr er baseret på en anerkendt Boston College-professor, Dr. Ann Wolbert Burgess, og er som person ligeså frygtløst nysgerrig som Holden. Eksempelvis på pibelydene nede i hendes vaskekælder, angiveligt fra en kat, som hun sætter tun til i vinduet. Jeg blev nødt til at tænde mere lys i min stue i den scene, da uhyggen er ubeskrivelig. Og det er netop karakterernes nysgerrighed og frygtløshed overfor deres arbejde med psykopater og i livet generelt, der bærer spændingen i serien som et dødeligt shot, som på et eller andet tidspunkt vil slå hårdt, fornemmer man.

 

 

 

 

Genre: Psyko-seksuelt drama (Netflix-serie)

Dom: ⚡⚡⚡⚡⚡  ud af 5

Kender du det, at man har lyst til at snage i andres ting, når de ikke ser det? I deres badeværelsesskabe, køleskabe eller uh deres soveværelsesskuffe. Hvilken Pandoras æske venter der ikke i andres hjem, når de har forladt hytten, og du bare smækker dig ud, måske efter et mere eller mindre romantisk møde? Den følelse kender psykologen Jean Holloway (Naomi Watts) i Netflix-serien Gypsy fra i år, og hun er ikke bleg for at lade følelsen få ben at gå på. For hvad hvis man kunne trække i lidt usynlige tråde og forbedre andres liv?

Regel nr. 1 som psykolog må angiveligt være at alt, der siges i et konsultationsrum er fortroligt, og at terapeuten er en sikker havn til at lade ens dæmoner fare frit, hvorved man igennem denne tilkendegivelse og katarsis sammen med terapeuten kan finde veje at bryde uhensigtsmæssige mønstre og handle på en for patienten mere fordelagtig måde overfor sine pårørende, forældre, børn og mænd, koner og elskere. Og at der er et rum for terapi og et rum, hvor det levede liv leves, hvor man trækker på sin nye indsigt, man forhåbentlig har tildraget sig.

Disse to rum ophæver Jean, og det gør Gypsy til en vanvittig dragende serie. Hun gør alt det, man ikke må som terapeut. Og hun spiller rollen som terapeuten, den blonde frelsende engel med den perfekte, lækre sympatiske advokatmand, sublimt. Hvem kan tro, at Jean kunne finde på at opsøge en patients pårørende? Hun invaderer andres rum som en tyv om natten og stjæler deres historier ved at møve sig ind og blive en del af dem. Lisa Rubin er kvinden bag serien, og stream on venter kun på mere fra hendes hånd.

Dødelig involvering

Jeans liv er udadtil perfekt. Hun har et spændende arbejde, gode kolleger, som hun sparrer med på fortrolig vis og som hun også deler personlige dilemmaer med, ikke alt dog. Hun er gift med flotte Michael, som elsker hende for sin åbne, charmerende og måske også grænsesøgende adfærd. Han er den konventionelle klippe, advokat, god samtalepartner, der på samme vis som Jean er underlagt fortrolighedsløfter overfor sine klienter. De forstår hinanden og komplimenterer hinanden, men Michael bryder ikke sin professions løfter og her adskiller de to sig fra hinanden. Michael har en sekretær, selvfølgelig har han det, og selvfølgelig er hun pivlækker og selvfølgelig lægger hun an på ham på en ‘forretningsrejse’ på et hotelværelse. Rygterne svirrer på kontoret. Sammen har de to datteren Dolly, som kysser en jævnaldrende pige i klassen, hvorefter Jean og Michael kaldes til forældresamtale, for det er jo ikke helt efter drejebogen for en 11’årig pige.

Jean er modsat Michael bedre til at svæve i et parallelunivers, hvor hun som en under cover agent opsøger ex-kæresten til en patient på den kaffebar, hvor hun arbejder. Ex-kæresten Sidney (Sophie Cookson) synger i et band og er ualmindeligt smuk og sexet. Jean bestiller kaffe hos hende og føler hendes patients tvangstanker og savn overfor Sidney.

Jean og Sidney ender med at tage en drink sammen en aften, og herefter er der ingen vej tilbage. Den forbudte linje er krydset.

Hvis du kunne lide Mulholland Drive af Lynch fra 2001 med Watts som ung naiv skuespillerinde i Hollywood, er Gypsy måske noget for dig, da den leger med nogle af de samme tematikker omkring rollespil og seksualitet. Den uskyldige blondine overfor den mørke dragende brunette og spørgsmålet om, hvem der er hhv. frelst og syndig, er en bold, der kastes op til seeren. Klassisk, evigt gyldigt.

Pirrer til alles stalkergen

Gypsy er fortællingen om en kvinde, der lever et liv, hun ikke synes er spændende nok. Så hun tilsætter al den drama og adrenalin, hun kan ved at opsøge og involvere sig i sine patienters pårørendes liv. Og hvor det måske startede som en små-uskyldig nysgerrighed at opsøge Sidney på kaffebaren, bliver det hurtigt til dødelig alvor, da Sidney ikke blot er en statist i en af hendes patienters liv, men en person med følelser og behov for at blive set, der vækkes i mødet med den 10 år ældre Jean.

Gypsy er en serie, der går dybt under huden på en, da den prikker til vores allesammens lyst til at opsøge eventyret, det forbudte møde, som er en mulighed, der eksisterer parallelt med vores almindelige mere eller mindre regelrette konventionelle liv. En hvad nu hvis-historie.

Og første sæson slutter på den måde, vi har set så mange gange før, hvor man tænker; der kan den jo ikke slutte. Så ja der er en anden sæson på vej, gud ske tak og lov. Så kan vi andre gennemleve de forbudne frugter gennem Jean. Tak Lisa Rubin, som har skabt serien. Og Naomi Watts, som gør det som altid guddommeligt godt og skræmmende naturligt. Stream on er stor fan af Watts, da hun nærmest kun er med i kvalitetsfilm og serier.

Gypsys tagline er; Hvem er du, når ingen ser? Et ualmindelig godt afsæt for en historie og spørgsmål at stille sig selv.

Genre: Sportsdrama

Dom:⚡⚡⚡⚡ (4 ud af 5)

Er sportsfilm fede? Har jeg nogensinde set en fed sportsfilm? Ok, jo Hillary Swank i Million Dollar Baby fra 2005 (Oscar-vinder), men ellers er der langt mellem snapsene. Her er en snaps, der virkelig beruser men ikke på party-måden. Derimod på den måde, hvor du får stirret ned i bunden af glasset og ser afgrunden, af vores eksistens og ophav og i lysende glimt grunden til, hvorfor vi sejrer og fejler, som vi gør, og måske endda vejen til vores frelse. Hvis vi kan huske det næste morgen.

Sådan en sportsfilm har dansk-svenske Janus Metz (Armadillo) skabt med Borg, som følger 80’er tennisikonerne, isbørnen, Björn Borg (Sverrir Gudnason) og den ildspyende drage, amerikanske, John McEnroe (Shia LaBeof) gennem deres Wimbledontid med snapbacks til deres barndom og ungdom, som vi hurtigt forstår er nøglen til at forstå de to stjerners talent og udfordring i livet, der som det tveæggede sværd naturligvis er to sider af samme sag.

Se Borg eller dø – nærmest

Ronnie Sandahl, som har skrevet manuskriptet, har valgt at fokusere på Björn Borg, men den engelske titel er ‘Borg vs McEnroe’, hvilket giver mening i et internationalt marketingperspektiv. Fra et manuskriptperspektiv er det stærkere at fokusere på en person. Det gør historien skarpere og den vigtigste karakter mere udtalt. Og det har noget med aktantmodeller og struktur at gøre. Boring! – for andre end filmnerds.

For at der ikke skal gå struktursnak i den, kommer her nogle grunde til, hvorfor du skal se Borg. Hint, det er ikke, fordi tennis er fedt, fordi Sverrir, der spiller Borg er ualmindeligt smuk, eller pga. det usandsynligt fede tøj og hårstil (hallo hårbånd til fyre med langt krøllet hår!). Ok, filmen får et enkelt ⚡ for al den lirede stil. Men der er vigtigere grunde. Og også ting, jeg undrer mig over, derfor 4 og ikke 5 lyn.

Isvulkanen og den gamle mand på bjerget

En 15’årig dreng spiller tennis mod en kammerat i en lokal hal, mens to ældre trænere står på afstand og iagttager. Björn som den ene spiller hedder taber og råber og skriger og ter sig som et femårigt barn, mens han smider med ketcheren. Den ene træner siger lavmælt til den anden; “Der er noget i vejen inden i den drengs hoved.”

Replikken er en nøgle til forståelsen af Borg og den modstand, han har mødt igennem sin ungdom og karriere. Den ene træner Lennart Bergelin (Stellan Skarsgaard), den gode af dem, spillet af tossegode Skarsgaard, provokeres af udtalelsen om Björn. Fordi han naturligvis ser sig selv i drengen, der ikke kan tåle at tabe. Vind eller lad være. Der er ikke noget ind i mellem.

Kan man vinde, hvis man ikke kan styre sin vrede, sit temperament? Det sætter Lennart sig for at undersøge. Når han nu ikke selv kunne styre sine følelser på banen som Sveriges første Grand Slam-vinder (når man sejrer i de fire største internationale turneringer, herunder Wimbledon), så kan han måske bruge sit nederlag og erfaring til at hjælpe en ung knøs frem. Så han ikke sætter karrieren over styr pga en følelse af ikke at være god nok.

Lennart sætter sig i kantinen i tennishallen med 15’årige Björn og indgår en kontrakt med ham, der vil ændre alt og ultimativt bane vejen for guld.

Lennart – “De siger, der er noget i vejen med dig Björn.”

Björn – “Det ved jeg.”

Lennart – “Spiller det nogen rolle?”

Björn – “Nej.”

Lennart – “Hvad er vigtigt?”

Björn – “At vinde.”

Lennart – “Godt.”

Björn ser ned i bordet…

Lennart – “Ok hør her, alt du føler skal du holde indeni dig. Al din vrede, rædsel og panik skal ind i hvert eneste slag. Som en trykkoger.

Lennart peger på sin tinding – “Herinde. Ok?”

Björn – “Ok.”

Af en eller anden grund siver budskabet ind hos drengen med det samme. Det er ikke, fordi hans følelser forsvinder. Man ser ham løbe om kap med et tog for christ sake, efter en tabt kamp. Men på banen lærer han at være is. Og langsomt opbygger han det iskolde vindende brand, som Borg blev kendt for. Filmen nævner ikke undertøjmærket, men gad vide, hvordan salget ser ud efter denne film? Den kunne godt trække nogle priser hjem.

Mc-underdog

John McEnroe, spillet af LaBeuf, gøres der ikke synderligt meget ud af at udfolde som karakter bortset fra visse snapbacks til hans barndom, hvor en perfid perfektion tydeligvis er det forældrene foretrækker.

Shia LaBeuf er perfekt i rollen som den ubehøvlede lømmel, som virker noget mere sympatisk på privatplan end Borg. LaBeuf har den slagnes blik i øjnene gennem hele filmen. Som en hund, der ikke har fået mad i flere dage. Man ved ikke rigtig, hvad man skal bruge Johns karakter til gennem det meste af tiden. Han virker uudfoldet. Måske fordi de to karakterer har for få sammenstød.

Først til allersidst forstår man, hvorfor han skulle med, men det kommer for sent. Til gengæld er slutscenen så rørende at mine blaserte øjne blev fugtige. Genialt punktum der henter en noget enstrenget handling hjem.

Borg er en film sat i mol. Jaja, der er en scene fra Studio 54, og en med Borg iført en voldsomt blæret rævepels og solbriller, men ellers er der ikke meget glamour eller idoldyrkelse, tværtimod. Borg er nemlig ikke en sportsfilm. Den kunne ligeså vel omhandle verdens bedste kokke, kunstnere eller jaja du forstår.

At være særligt begavet er ikke nødvendigvis sexet eller en gave, måske i visse tilfælde snarere en forbandelse.

 

Genre: Drama – HBO

Dom: ⚡ ⚡ ⚡ ⚡ ⚡  (5 ud af 5 = højeste strømudledning)

Euroman skrev forleden, at Netflix-serien Ozark (af og med Jason Bateman) er den serie, du skal se, hvis du kun skal se en serie i år. Hvem ser kun en serie på et år?! Anyways, jeg er uenig. Big Little Lies der havde premiere på HBO i februar i år slår Ozark, hvad angår historie, spænding og emne. Dog ikke i weirdness, og jeg vil vende tilbage til Ozark i et senere indlæg.

Nu skal vi tale om, hvorfor du skal skynde se eller gense serien, der har ligget mig på sinde siden foråret sammen med Michael Kiwanukas introsang ‘Cold Little Heart’, der spilles, mens vi tages til den smukke overklasse kystby Monterey i Californien, hvor palmerne svajer, og mødrene går hjemme og i hundene.

Historien bygger på romanen af samme navn, som foregår lidt udenfor Sydney af Liane Moriarty og er adapteret til serie af instruktøren David E. Kelley (instr. Ally McBeal mfl.), som har valgt Monterey, Californien som dyr setting for kvinderne i serien, hvis liv ikke er lige så solbeskinnet som deres omgivelser. Madeline (Reese Witherspoon) og Celeste (Nicole Kidman) er veninder og hjemmegående mødre, der lukker tilflytteren og alenemoren Jane (Shailene Woodley) ind i sin kreds. Første afsnit åbner med en kostumefest på skolen for børn og forældre og krydsklip til politiets afhøring af forskellige forældre og folk, som deltog i festen, som vi ikke ved, hvordan ender, men fungerer som motor for historien og plotudløsende slutningsevent. Vi vil gerne vide, hvad denne fest ender med allerede i de første minutter.

Hvis du ikke allerede har slugt Big Little Lies, som jeg og flere jeg kender, så kommer 3 grunde til hvorfor, du bør se den eller gense den.

2. sæson er allerede under udvikling.

1. Kvinder og mænd

Serien kunne på overfladen give associationer til universer som Desperate Housewives eller andet tyndbenet tidsspil, men Big Little Lies handler om kvinder og deres forhold til mænd, hvad de finder sig i, hvad de lyver om, og hvad de lever med. Og så handler den om venindeskab.

Men først og fremmest er det kvindernes forhold til deres mænd, der langsomt afdækkes og afsløres, når de mødes og drikker kaffe på strandcafeen. Serien ville nok ikke leve op til Bechdel-testen, den feministiske lakmusprøve, hvor et værk afprøves i forhold til kønsmæssige magtstrukturer i Hollywood, hvor testen lavet i 70’erne beviste at stortset alle film handlede om mænd og deres missioner, og kvinder kun var biroller som hustruer, forførere eller mødre. Hvis en film skulle revolutionere kønsmæssigt, skulle den have mindst to kvindelige hovedroller, og de skulle tale sammen og om andet end mænd. Tja, veninderne i Big Little Lies taler om deres mænd, om kærlighed og sex, så der er den traditionel. De taler også om karriere og om at brænde for sit arbejde. Kærlighed til mænd og ens beskæftigelse er vel alt andet lige værd at tale om.

Nuvel! Det store i denne serie er, at temaer som hustruvold og overgreb kommer frem over cafebordet i højlys dag og skildres med seriøs usentimentalitet. Det tages simpelthen alvorligt. Seriens titel er naturligvis en kommentar til, at disse emner og oplevelser angiveligt historisk set er blevet holdt hemmeligt og stadig bliver hemmeligtholdt indenfor hjemmets utrygge rammer, også i vores vestlige civiliserede verden, hvor vi ser os selv som ligestillede. Og i alle samfundslag. Misogyni og overgreb er ikke forbeholdt lavtuddannede eller underklassen.

2. Venindeskab og snak om sex

Omdrejningspunktet for handlingen er Madeline, Celeste og Janes møder, og det geniale ved serien er, at kvinderne ikke portrætteres som intrigante overklasseløg, der bekriger eller bagtaler hinanden, som man har set så meget før, men at de mødes i sympati med den nye kvinde i byen og hjælper hende og hinanden frem. På den måde kan venindeskabet minde om det, man har set i norske Skam, hvor man taler om det, man skammer sig over. For der sker ting med os, når vi taler om skammen. Den bliver mindre, og vi finder ud af, at vi alle har noget i skambagagen.

Madeline taler konstant om sex, men afviser oftest sin omsorgsfulde mand nr. 2, når han gør tilnærmelser, fordi han måske ironisk nok er for blød i hendes øjne til, at hun kan tænde på ham, modsat eksmanden, som det ikke gik med. Celeste bærer solbriller på den måde, hvor det ikke bare er solen, de skal dække for. Madeline presser på for at få hende til at fortælle om hende og hendes trofæmand, den noget yngre Perry (Alexander Skargård) og hvordan deres sexliv ruller. Før har Celeste holdt facaden, men i mødet med Jane, der får brug for en advokat (Celestes gamle profession, før hun fik børn) til at hjælpe hende med at finde frem til faren til Janes søn, begynder Celeste langsomt at krakelere og fortælle veninderne om, hvor tungt hende og Perry egentlig ruller, når han en sjælden gang er hjemme fra forretningsrejse.

Jane får støtte og lyttende ører, hvilket hjælper hende til at starte sit nye liv med sin søn og forholde sig til den fortid, hun er flygtet fra og nu begynder at frigøre sig fra.

Særligt Witherspoon er genial som superbossy, megagrineren og for meget mor, der også bare er sød og lyttende og kommer til at engagere sig lidt for meget i de andre. Sandsynligvis fordi hun er træt af sig selv, og ved hun er den, der bør ændre sig og sine prinsessedrømme om hvordan ‘manden’ skal være, hvis hendes ellers ret rummelige hjemmearbejdende IT-hipstermand ikke skal tage sig gode tøj og skæg og skride. Reese vi er mange, der har ventet længe på dig!

3. Plot der får dig til at nappe 4 i streg

Handlingen får en til at bare blive ved med at se, da spændingen er så godt skruet sammen med hver kvindes egen ‘lille løgnehistorie’ og en fælles, der omhandler deres børn, der går i samme klasse. En dag kommer en pige fra klassen hjem med blå mærker og påstår, at det er Janes søn, der står bag. Ikke så rart.

Sideløbende med uhyggen er Big Little Lies en supersympatisk historie om kvinder, der hjælper hinanden frem og op, og så er krimiplottet overraskende velfungerende. Jeg er ingen stor krimifan, og jeg fandt mig selv siddende på yderkanten af sofaen gispende efter mere og efter, hvad mon historien ender med.

Der sker ting og sager i den lille kystby, og slutningen kunne ende i et antiklimaks, da der er lagt godt i kakkelovnen til fest og farver, når vi nærmer os skolefesten fra første afsnit og vist i glimt undervejs og den skuffer ikke. Det bliver svært at komme med en ligeså fyrig sæson 2, men lad os streames ved.

Se serien nu; for historiens tematiske tyngde og relevans, for spændingen, for Reese og nåja for en grum og usandsynligt poleret Skarsgård. Muligvis ligeså trænet som i Tarzan. Jaja, det spiller!

 

 

 

 

Genre: Romantisk komedie

Dom: ⚡⚡⚡⚡  ud af 5

Standard Netflix-scenarie; Du har brugt 1 time+ på at scrolle op og ned i Netflix og bliver mere og mere frustreret over det ringe filmudvalg og har stress-spist alt dit bland selv forlængst. Du vælger enten en film, du har set (gab), begynder på en, der ser B ud (og er det) eller fortsætter en semi-spændende krimi-serie, du aldrig kommer til at se til bunds (fordi den er gab). For du vil bare se en god gammeldags filmperle, som ikke forpligter i længere tid end 1 1/2 – 2 timer og ikke de næste uger.

Der findes gode film på Netflix men helt vildt mange dårlige. ‘Ego’ er en svensk spillefilm (2013) skrevet og instrueret af Lisa James Larsson, som du bør give et kig, hvis du kan lide romantiske komedier. Filmen kunne sagtens have haft dansk biopremiere, i så fald er den gået under min radar. Det her er en charmerende svensk ‘goding’ – som kanelbullar, skärgården, kent og Robyn. Evigtgyldig, evigt uimodståelig.

Sebastian (Martin Wallström) hedder hovedpersonen, er 25 år, virkelig pæn, og så håber han på, at et pladeselskab vil signe ham som popmusiker. Imens huserer han Stureplans klubber med sine venner fra Østermalm i Stockholm og brænder daddys penge af. Østermalm svarer til vores Østerbro/Hellerup, så Sebastian går full on med back slick hår, røde bukser og en forkærlighed for blondiner med store bryster, ægte eller ej, spelar roll?! En såkaldt ‘stekare’ som svenskerne kalder hans type. På dansk har vi ikke noget ord for det, men tag ind på Cafe Victor, så finder du ham..eller dig selv.

Han lyder måske ikke bemærkelsesværdig interessant som person, og det er han heller ikke, ret overfladisk og faker, at hans mormor er død, hver gang han har hevet en blondine hjem i forældrekøbslejligheden.

Hvis øjnene er sjælens spejl

Hvis ens syn er det, man blindt navigerer efter, hvem er man så, og hvad gør man, hvis man bliver blind? Det er Sebastians dilemma i filmen, da han mister synet i en ulykke. Forældrene skaffer ham plejer efter plejer, som bare gør ham mere arrig, indtil moren introducerer ham for Mia (Mylaine Hedreul) med den nøddebrune page, 24 år, flade sko og stadig tænker over, hvad hun vil være, mens hun sparer op til roadtrippen fra LA til NYC. Hun bor naturligvis på Södermalm (lad os sige vores Nørrebro), spiller også guitar og mener, at Sebastians sangtekster ikke handler om noget. De handler om, at han går ned af gaden og ser en lækker pige og får optur på over det, sådan ca.

De begynder at jamme sammen på hans værelse, og Mia hjælper med teksterne, mens Sebastian synger, og det gør han, som Mia bemærker, rigtigt godt. Yes, Mia er den eneste, som ikke irriterer Sebastian som plejer, fordi hun ‘møder ham i musikken’ og dermed også smerten og lytter til ham. Bl.a. da han fortæller om sin storebror, der døde, da de var små, og er den eneste, udover musikken, som han har elsket.

Og da Sebastian ikke kan se, er han nødt til at også at lytte til hende. Da han spørger hende, hvordan hun ser ud, lyver hun og siger, hun har lyst hår, da hun er faldet for ham og har luret, at det er hans type.

-Er stemmen hjertets højtaler

I hvert fald falder Sebastian og Mia for hinanden med stemmerne som kærlighedens transmitter. Efter en intim nat, vækkes de af forældrenes nyhed om, at Sebastian kan blive opereret.

Mia har opfordret ham til at deltage i talentshowet Starstruck på tv, og han optages og går videre i runderne. Operationen går fint, og Sebastian får synet tilbage. Men holder kærligheden til Mia, nu hvor han kan se hende og erfare, at hun bare til at starte med har løjet om sin hårfarve?

Filmen er banal men føles ikke plat eller overmoraliserende, da også Mia lyver og er ligeså fordomsfuld og irriterende som Sebastian. Derfor tror man på dem som projekt og par, da ligheden i forskelligheden bliver en drivkraft mod hinanden. Klassisk virkningsfuldt, og det føles forfriskende, at det er fyren, der er den smukke og forfængelige, som skal overvindes. En omvendt Clueless-historie, som igen menes at trække på kærlighedsforviklingens mestre, Jane Austen og Shakespeare.

Se Ego,  hvis du ikke har afskrevet den romantiske genre som underlødig. Jeg synes, det er den ultimative universelle genre, men den er ikke let at mestre, hvilket dens ry lider under. Lisa James Larsson lykkes med udfordringen.

Og nu vi er ved lyd, så er svensk bare et poetisk sprog med sin syngende intonation og blødere og lysere toneleje. Lige til popsange og din næste drömkärleks-resa til Nordens Venedig. Mens vi venter på foråret, eller bare, at sneen skal smelte på Øresundsbroen, så trafikken kan fortsætte. *Den blev faktisk holdt inde i skrivende stund.

 

 

Genre: dansk superhelt-rabalder

Dom: ⚡⚡⚡⚡

Vi er til en pæn dansk parmiddag hjemme hos Zaid (Dar Salim) og hans kæreste, Stine (Stine Fisher-Christensen) i en lækker penthouse i Gemini-siloen på Bryggen. Zaid er læge og fra Irak, men ellers lever han ligeså dansk som resten af bordet. Mens snakken går om Stines voksende mave, kommer Zaids lillebror, Yasin (Dulfi Al-Jabouri) uanmeldt på besøg.

Han hiver efter vejret og trygler sin storebror: “Du må låne mig 100.000. De er alle efter mig!”

Zaid har haft en lang dag og vil bare hygge sig med årgangsvinen, sin gravide kæreste og sine venner. Så Yasin bliver afvist og må tage elevatoren ned – til sin underverden.

For det er det, filmen handler om. Den verden de fleste kartoffeldanskere ikke får besøg af fredag aften.

Instruktøren Fenar Ahmad (irakisk flygtning født i Tjekkiet) har sammen med manuskriptforfatteren Adam August skrevet en film, som giver os et eksplosivt indblik i Vestegnen, når den er allermest grum, for det er underholdning det her, ikke socialrealisme. Og dog balancerer den på en knivsæg mellem, hvad der kunne være en sand vestegnshistorie og vores andres søndags-hyggevold i en lun biografsal.

Superhelt møder Pusher møder Drive

Fenar Ahmad er uddannet fra den alternative filmskole Super16 og må siges at være undsluppet det miljø, han voksede op i på Amager i Holmbladsgadekvarteret. Underverden er hans anden spillefilm efter hiphopdramaet Ækte vare, og Til Soundvenue fortæller han, at han vil være dansk films Zlatan. Med denne toer er han godt på vej.

Hovedpersonen Zaid arbejder som læge om dagen i hvid kittel, men da broren banker på i hans liv, konfronteres han med det miljø, han har vendt ryggen men måske alligevel er kodet i hans DNA og nu tvinger ham på de mørke gader, hvor hævn er eneste udvej.

Fenar Ahmad giver Zaid en klassisk superhelterolle, og det kunne blive grinagtigt og lidt dansk B-films pinligt. Det gør det bare ikke, fordi Underverdens historie er skåret helt skarpt uden dansk ironi, og den er tro mod sine superhelterødder og tydelig inspiration i Nicolas Winding Refns Pusher og Drive for bare at nævne nogle danske forbilleder. Der er til tider skruet lidt for meget op for effekt-musikken, bl.a. i en scene med Zaid og Yasin i Siloen, hvor scenen havde stået stærkere, hvis musikken ikke havde været så dominerende. Komponisten Jens Ole McCoy gør det ellers godt med sit kolde synth-lydspor og vil helt sikkert vinde priser for det.

Kan du lide bål og brand, vold og eksplosioner, så skal du se Underverden. Vi er i Albertslund, på Bryggen og i City, og fotografen Kasper Tuxen leverer en bemærkelsesværdig kreativ billedside bl.a. med et startskud over Rådhuspladsen fra en kran på en måde, jeg aldrig har set før.

Far, barndommens lokale gangstere og alle de andre rødder 

Selvom Underverden ikke prædiker ikke til indvandrerungdommen, om at de skal lade være med at sælge stoffer og være på støtten, så viser den de to veje, man kan gå i livet. Selvfølgelig sat helt ud på spidsen.

“Kom nu op af den sofa, far!”

Det råber Zaid til sin far, da han besøger forældrene i ghettoen, og faren bare sidder og kværner nyheder om krigen i Mellemøsten og giver moren skylden for al ulykke. Den scene gav mig kuldegysninger, fordi den ikke virkede fiktiv.

Ellers er Underverden fuld fart frem, eksplosioner og masser vold. Historien er ultraenkel, og der er fede biroller bl.a. en af skurkene med asiatisk afstamning med grimme solbriller og armen ud fra kroppen, mens han taler i mobiltelefon. Sådan Amar-bodybuilderstilen møder Mr. Chow, den lille gangster i Hangover. Ham vil man bare se i flere film!

Roland Møller er naturligvis med som politibetjent, og han gør det godt som så mange gange før, at han fremstår helt kultagtig og lidt meta-lol-skærmtrold, når han træder ind i filmen og på klingende fynsk råber  ‘stop det er politiiiet’.

Holder Underverden filmen ud?

Selvom Underverden er fed og anbefalelsesværdig, så kedede jeg mig også lidt. Historien og figurerne er så enkle og skarptskårne, at det bliver for firkantet og sort-hvidt. Jeg savner flere nuancer, men inden for genren holder den helt klart som god popcornunderholdning, og jeg glæder mig til Ahmads næste film, som eftersigende skulle være noget flippet fantasy. Velkommen til dansk film Ahmad, det her lover godt.

Skynd dig i bio og se Underverden. Den fortjener en stor skærm.