While We're Young - så meget mere end blot et tal

The Affair – writer’s block & breakdown

10556357_279235948949592_4665915694509128700_n

Genre: Dramaserie

Har man noget at skrive hjem om som forfatter, hvis man lever i et pænt brownstone hus i Brooklyn med kontrolleret designerkone og 4 opmærksomhedshungrende børn?

Det spørgsmål stiller den nye HBO-serie The Affair. Seriens omdrejningspunkt er forfatteren Noah (Dominic West), der tager på sommerferie med familien for at bo hos svigerforældrene i deres rigmandsdomicil på Block Island nord for New York. Og Noah stiller det spørgsmål selv.

Han søger inspiration, og den kommer som kaldet, da familien tropper op på øens diner, hvor Allison (Ruth Wilson) med det lidende blik og de fyldige læber er servitrice. Deres første møde ser nogenlunde sådan her ud; To sultne voksne + 4 skrigende ditto unger marcherer ind på en diner. Servitrice tjekker DILF-far ud, mens hun tager ordren. Yngste datter choker på en marmorkugle, hun lige har slugt. Servitrice kommer til undsætning som moderløven på spring og banker kuglen ud. Datter redet. Far takker servitrice på tomandshånd. Flammen og inspirationen er tændt.

Virkeligheden der forsvandt

The Affair kører ad to spor i hvert afsnit. Først får vi Noahs synsvinkel på handlingen og derefter Alisons på helt samme begivenhedsrække. Først er man lidt; arh skal man nu se afsnittet igen? Men man glemmer det hurtigt, fordi det faktisk flyder meget godt, og naturligvis understreger pointen med, at en affære ikke kun skyldes én part.

Man tror, man skal til at se en serie om en nogle og 40årig familiefar, der forelsker sig i en yngre single-kvinde. Og Noahs første tanke om Alison i første afsnit er også; “I thought she looked like the loneliest woman on earth.”

Men Alison er gift med Cole (Joshua Jackson), der driver en familiefarm med hesteopdræt. En rigtig mandemand med skæg og muskler og måske lidt følelsesmæssigt afstumpet, tror man. Men ingen af de manuskriptsnører der er lagt ud, viser sig at knytte traditionelle bånd om karaktererne. Eller rettere alt der ser ud på en bestemt måde i serien, viser sig som serien udfolder sig at have en dybere og uventet side. Måske netop som virkeligheden er. Genialt skrevet efter min mening.

På flugt sammen

The Affair fortæller om Noah og Alison og deres ægtefæller, der har det tilfælles, at de er alene i sine forhold. De søger alle efter at finde noget tabt. Noget der engang var men ikke er mere.

The Affair handler ikke om to mennesker, der bedrager deres ægtefæller. Eller jo, det er det, de gør som handling, men serien formår at fortælle en historie, der går hinsides skyld, og her bliver den vanvittig interessant, fordi de ‘stakkels’ ofre, ægtefællerne ikke reagerer, som man forventer. Ej heller gør bedragerne, og affæren bliver dermed ikke et spørgsmål om enten-eller men snarere til et sameksisterende stykke liv, der flyder som en parallel strøm i 4 menneskers liv. Man holder ikke med nogen af karaktererne, og igen holder man med dem alle 4, fordi de er usandsynligt menneskelige og likeable alle sammen, selvom de begår egoistiske handlinger.

Når huset synker

Alle karaktererne tænker på sig selv først. De elsker deres familier højt, men vi er vel os selv nærmest, når ens hus er ved at synke.

Noahs kone Helen er en hyperprivilegeret rigmandsdatter (snobbet synes Noah sikkert), der har haft det let og går lidt for meget op i, at de rigtige livsstilsmagasiner besøger hendes chabby chic boutique i Brooklyn. Noah selv melder sig også ud af familien, når han skal skrive på sin bog. Så børnene er små opmærksomhedstrængende monstre.

Alisons mand Cole har ligeledes trukket sig ind i sig selv, da parret bærer på en stor sorg, der har splittet dem ad. Men hvor splittede?

The Affair ender slet ikke, hvor jeg troede, og den er brilliant både i sin historie og komplekse persontegning. Ok, jeg græd til sidst. Karaktererne udfolder sig så smukt, og jeg har ikke set noget så rørende i en serie før. Der, hvor man tror, der kommer voldsomhed, falder karaktererne sammen, hvilket virker endnu mere eksplosivt. Årets serie by far.

Se den på HBO.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

While We're Young - så meget mere end blot et tal