Ditte & Louise - ny megasjov DR-serie (what!)

While We’re Young – så meget mere end blot et tal

24-critics-while-were-young.nocrop.w529.h270.2x

Genre: Indie/Ben Stiller-komedie

Ok, hvad er mest irriterende? Når par i start-tyverne opfører sig som gamle ægtepar, der samler på mågestel, eller folk i 40’erne, der er blevet ny-unge og lol’er afsted til festival, som om det er det fedeste i verden, at morgenfeste trampe-techno med nabolejren fra Svendborg efterskole?

Hvis du har passeret de 30, er Noah Baumbachs nye film While We’re Young et perfekt troldspejl, som du kan le af på lidt afstand. Hvis du har passeret de 40, skal du passe på, for så stirrer du the horror lige i øjnene. Og hvis du har en cd-reol, er du doomed. While We’re Young handler om alder, faktuel og prætenderet. Og er der noget mere pinagtigt end at lege ung med de unge?

Baumbach er mest kendt for den eminente og krasse skilsmissegyser The Quid & The Whale frit fortalt efter sine egne forældres skilsmisse i 80’erne. Baumbach er selv 45 og bor i Brooklyn, hvor flere af hans film udspiller sig. Han kommer fra et hjem med bøger, beige fløjlsjakker, og hvor professionel selvrealisering (kreativ/intellektuel naturligvis) tydeligvis har spillet en ikke uvæsentlig rolle.

Alder den bitch

Alder er måske vor tids største rædsel, så det er godt fanget af Baumbach. At vi får rynker, slappe lår, gule tænder, ondt i ryggen og stagnerer musikmæssigt (i 90’ernes røvballerock hvis du er 40 og mand). Heldigvis kan man løbe et maraton, få rettet hud og bleget tænder. Men hvad hvis man som par omkring de 40 ikke har fået børn? Så bliver man bare ældre og grimmere, mens ens bedste venner går til sjove baby-events sammen og snakker om det lys, de har set i Babysam? Knapt så sjovt.

Lige præcis der er parret Cornelia (Naomi Watts) og Josh (Ben Stiller). De har prøvet at få børn uden held, og nu er de omkring 45. Hvad f*** gør man så?

Heldigvis går Baumbach ikke ned af utroskabens vej, som vi har set så mange gange også i danske film. Nej han lader dem sgu møde ungdommen i form af hipsterparret på 25, Darby (Amanda Seyfried) og Jamie (Adam Driver – fra Girls). De to par begynder at hænge ud sammen, og snart ser Josh og Cornelia ikke deres “voksne” jævnaldrende venner med børn. Baumbach dyrker komikken ved hipsterlivsstilen set fra de 40’åriges synsvinkel, og det er pissesjovt! Samtidig får Josh sig en ung protegé i Jamie, der søger hans faglige hjælp til sin egen dokumentarfilm, som Josh og Cornelia vikles ind i.

Hvis man ikke kan yngle, kan man arbejde

Josh er en presset mand fra mange sider. Eksempelvis af Cornelias far Ira, en kendt og respekteret dokumentarist, som han ikke når til sokkeholderne. Josh hader svigerfaren af samme grund, og endnu mere, idet Ira konstant prøver at hjælpe ham økonomisk og med sparring. Men hvad, der nu pludselig også begynder at pisse Josh af, er at Jamie viser sig at have mere talent end ham selv og bliver Iras kæledægge. Driver er præcis ligeså øretæveindbydende og hipster-hattebærende en idiot som i Girls. Og her er han modsat i Girls virkelig sjov og selvfølgelig irriterende.

Denne film handler (igen) primært om manderollen. Gad vide, hvordan det er at være mand for tiden med alle disse lidet flatterende portrætter af ynkværdige mænd? Jeg gad godt se flere i samme stil om kvinderollen (Se Ditte & Louise på DR, hvis du har det på samme måde!). Baumbach skriver rigtig godt. Man fornemmer, at han skriver om noget, han kender til, og det er uforfængeligt, ærligt og supergenkendeligt, uanset om man er mand eller kvinde. Ben Stiller og Naomi Watts er geniale som komisk og lidt nørdet pænt par i praktiske sko, der prøver at være unge og fresh og selvfølgelig fejler.

På med fedora’en

Hvor gennembrudsfilmen The Quid & The Whale var direkte hård og spiddende, er While We’re Young overraskende let og lattermild. Min bioven AE syntes ikke den gik nok i kødet på emnet. Nej, ikke hvis man forventer hudfletning og en film, der renser gennem smerte – I ved, hvad jeg mener. Jeg forventede ikke rigtig noget og syntes bare, at traileren så grineren ud. Og filmen er sjovere end sjov, og jeg grinede fra start til slut. Baumbach kunne sagtens have sat denne film i mol, men nu prøver han en ny stemning, og det spiller, også. While We’re Young tager pis på alder, hvad end du er 25 eller 45. Det er sjovt.

Se hvad du synes, der er så mange fede scener, som jeg ikke vil afsløre.

While We’re Young går lige nu i : Dagmar, Empire, Falkoner og Grand .

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Ditte & Louise - ny megasjov DR-serie (what!)