Buch & Botoft charmerer med krise på drengen

Genre: kulslået midtvejskrise-komedie

Dom: ⚡⚡⚡⚡ (4 ud af 5)

Du sælger fjernvarme i gråt jakkesæt på et kontor et sted i HT-området med damer med kort modeklip og perlemorslæbestift. Håret er blevet tyndere, du er hverken gammel eller ung, og du ville ikke selv købe dit produkt til dit eget rækkehus. Det er alt for besværligt. El-apparater og brændeovn fungerer fint.

Ja, den skal man selvfølgelig selv tænde op i…

Mmm 40-års krisen kradser hårdt, og når du ser dig selv i spejlet, er det Martin Buchs ansigt (ham fra Snobberne) der ser tilbage på dig – POST-rosé. Så er scenen sat i Mikkel Munch-Fals’ nye spillefilm Swinger.

Buch præsterer at holde den deprimerede maske som Adam på urkomisk vis næsten gennem hele filmen, og hvad kan få en deprimeret krisemands ansigt til at bløde op? En joint? En ung piges smil? En tur til mark og strand? Mja, vi tager sgu på swingerklub.

Parforhold på fjernvarme

Swinger er en sort komedie, for gu er den sjov, men den er fremfor alt kulsort og på ingen måde sexet, og nok derfor foregår den på en swingerklub for par, der ikke gider knalde med hinanden.

Adam og hans kone Iris (Mille Dinesen) tager på swingerklub, fordi deres parforhold er sat på fjernvarme. Den laves ligesom langt væk fra, som Adam siger til sin kunde, når han skal forklare, hvad fjernvarme egentlig er. Den skal kunden lige tænke over. Den sælger ikke sig selv, må Adam konstatere.

De mødes på swingerklubben med 4 andre par, som de før har været afsted med. Og historien rulles i gang, da et nyt dugfriskt par, den antropologistuderende Patricia (Natalie Madueno) og musikerkæresten Patrick (Emil Brink Hartmann) træder ind i stuen. Det er nye boller i suppen.

Er der lidt varmt herinde?

Alle blikke fæster sig ved Patricia og hendes meget korte kjole og smukke smil. Adam er solgt, og alle mændene i rummet er solgt. Så kan legene begynde.

Adam, der ligner en der aldrig har løbet en tur i sit liv, faker en løbetur for at komme i nærkontakt med Patricia, der er taget ud og jogge. De ryger en joint i et skur, og Adam forsøger kysse hende uden held.

Jørgen (Rasmus Botoft) er Adams diametrale modsætning, direktør og en rigtig tyr, så de kæmper om Patricias gunst på hver deres måde. Og både Buch og Botoft klæder filmen og deres roller enormt godt, da de ikke spiller snobberne, men alligevel trækker på samme komiske materiale som midtvejskrisemænd med stort selvbedrag og elskelig barnlighed. De spiller bare pissegodt.

Der er en genial scene, hvor to par, bl.a. Botoft, spiller Besserwisser, og hvor Jan (Dan Zahle), den impotente mand i flokken går fuldstændig i besserwisser-selvsving på en super-indebrændt måde. Shit, det er sjovt.

Swinger er dog meget mere alvorlig i sin tematik, end traileren giver udtryk for. Men den kan bære alvoren, fordi karaktererne ikke er klichéfyldte papfigurer, men lever med deres gode og dårlige sider, uden at Munch-Fals og holdet bag gør nar af dem. Og det er det, der gør Swinger god. Den tager sine personer seriøst.

Lykken og alt det andet, der ikke er sjovt

Munch-Fals kunne godt have læst Michel Houellebecq (fx Muligheden af en ø og Platform) og Karl Ove Knausgaard (Min Kamp), og det er ikke dumt, men dysterheden og velfærdstristessen bliver også kedsommelig og tung, når den dyrkes og kultiveres. Og det gør den, også i Swinger. Filmen lægger dog en tynd sti ud til, at mennesket har en tredje vej at gå, der ikke er ‘det er din skyld’, ‘det er min skyld’ – for ‘samfundets skyld’ er der vel ingen, der tror på længere?

Iris, Adams kone, siger til ham:

“Lykken gemmer sig ikke et sted derude, hvor vi har glemt at kigge. Det er noget, vi selv skaber.”

og de har en videre dialog;

Adam: “Men du synes jo, jeg er mislykket”

Iris: “Nej Adam, jeg synes ikke, du er mislykket. Du synes selv, du er mislykket”

Det er stærkt, for Adams kone får heldigvis ikke rollen som sur eller nedladende hustru, som vi har set så mange gange før i film. Hun er der, hvis han vil deres liv sammen. Men hvad vil han?

I slutningen går der lidt for meget symbolik i l*****, og det slører i forhold til, hvor historien vil hen. Den havde været bedre, hvis det realistiske spor blev holdt.

Men alt i alt holder Swinger, fordi Munch-Fals behandler sine karakterer med så meget respekt og kærlighed, at man kommer til at elske dem øjeblikkeligt og identificere sig med dem.