Big Little Lies – 3 grunde til hvorfor det er årets serie

Genre: Drama – HBO

Dom: ⚡ ⚡ ⚡ ⚡ ⚡  (5 ud af 5 = højeste strømudledning)

Euroman skrev forleden, at Netflix-serien Ozark (af og med Jason Bateman) er den serie, du skal se, hvis du kun skal se en serie i år. Hvem ser kun en serie på et år?! Anyways, jeg er uenig. Big Little Lies der havde premiere på HBO i februar i år slår Ozark, hvad angår historie, spænding og emne. Dog ikke i weirdness, og jeg vil vende tilbage til Ozark i et senere indlæg.

Nu skal vi tale om, hvorfor du skal skynde se eller gense serien, der har ligget mig på sinde siden foråret sammen med Michael Kiwanukas introsang ‘Cold Little Heart’, der spilles, mens vi tages til den smukke overklasse kystby Monterey i Californien, hvor palmerne svajer, og mødrene går hjemme og i hundene.

Historien bygger på romanen af samme navn, som foregår lidt udenfor Sydney af Liane Moriarty og er adapteret til serie af instruktøren David E. Kelley (instr. Ally McBeal mfl.), som har valgt Monterey, Californien som dyr setting for kvinderne i serien, hvis liv ikke er lige så solbeskinnet som deres omgivelser. Madeline (Reese Witherspoon) og Celeste (Nicole Kidman) er veninder og hjemmegående mødre, der lukker tilflytteren og alenemoren Jane (Shailene Woodley) ind i sin kreds. Første afsnit åbner med en kostumefest på skolen for børn og forældre og krydsklip til politiets afhøring af forskellige forældre og folk, som deltog i festen, som vi ikke ved, hvordan ender, men fungerer som motor for historien og plotudløsende slutningsevent. Vi vil gerne vide, hvad denne fest ender med allerede i de første minutter.

Hvis du ikke allerede har slugt Big Little Lies, som jeg og flere jeg kender, så kommer 3 grunde til hvorfor, du bør se den eller gense den.

2. sæson er allerede under udvikling.

1. Kvinder og mænd

Serien kunne på overfladen give associationer til universer som Desperate Housewives eller andet tyndbenet tidsspil, men Big Little Lies handler om kvinder og deres forhold til mænd, hvad de finder sig i, hvad de lyver om, og hvad de lever med. Og så handler den om venindeskab.

Men først og fremmest er det kvindernes forhold til deres mænd, der langsomt afdækkes og afsløres, når de mødes og drikker kaffe på strandcafeen. Serien ville nok ikke leve op til Bechdel-testen, den feministiske lakmusprøve, hvor et værk afprøves i forhold til kønsmæssige magtstrukturer i Hollywood, hvor testen lavet i 70’erne beviste at stortset alle film handlede om mænd og deres missioner, og kvinder kun var biroller som hustruer, forførere eller mødre. Hvis en film skulle revolutionere kønsmæssigt, skulle den have mindst to kvindelige hovedroller, og de skulle tale sammen og om andet end mænd. Tja, veninderne i Big Little Lies taler om deres mænd, om kærlighed og sex, så der er den traditionel. De taler også om karriere og om at brænde for sit arbejde. Kærlighed til mænd og ens beskæftigelse er vel alt andet lige værd at tale om.

Nuvel! Det store i denne serie er, at temaer som hustruvold og overgreb kommer frem over cafebordet i højlys dag og skildres med seriøs usentimentalitet. Det tages simpelthen alvorligt. Seriens titel er naturligvis en kommentar til, at disse emner og oplevelser angiveligt historisk set er blevet holdt hemmeligt og stadig bliver hemmeligtholdt indenfor hjemmets utrygge rammer, også i vores vestlige civiliserede verden, hvor vi ser os selv som ligestillede. Og i alle samfundslag. Misogyni og overgreb er ikke forbeholdt lavtuddannede eller underklassen.

2. Venindeskab og snak om sex

Omdrejningspunktet for handlingen er Madeline, Celeste og Janes møder, og det geniale ved serien er, at kvinderne ikke portrætteres som intrigante overklasseløg, der bekriger eller bagtaler hinanden, som man har set så meget før, men at de mødes i sympati med den nye kvinde i byen og hjælper hende og hinanden frem. På den måde kan venindeskabet minde om det, man har set i norske Skam, hvor man taler om det, man skammer sig over. For der sker ting med os, når vi taler om skammen. Den bliver mindre, og vi finder ud af, at vi alle har noget i skambagagen.

Madeline taler konstant om sex, men afviser oftest sin omsorgsfulde mand nr. 2, når han gør tilnærmelser, fordi han måske ironisk nok er for blød i hendes øjne til, at hun kan tænde på ham, modsat eksmanden, som det ikke gik med. Celeste bærer solbriller på den måde, hvor det ikke bare er solen, de skal dække for. Madeline presser på for at få hende til at fortælle om hende og hendes trofæmand, den noget yngre Perry (Alexander Skargård) og hvordan deres sexliv ruller. Før har Celeste holdt facaden, men i mødet med Jane, der får brug for en advokat (Celestes gamle profession, før hun fik børn) til at hjælpe hende med at finde frem til faren til Janes søn, begynder Celeste langsomt at krakelere og fortælle veninderne om, hvor tungt hende og Perry egentlig ruller, når han en sjælden gang er hjemme fra forretningsrejse.

Jane får støtte og lyttende ører, hvilket hjælper hende til at starte sit nye liv med sin søn og forholde sig til den fortid, hun er flygtet fra og nu begynder at frigøre sig fra.

Særligt Witherspoon er genial som superbossy, megagrineren og for meget mor, der også bare er sød og lyttende og kommer til at engagere sig lidt for meget i de andre. Sandsynligvis fordi hun er træt af sig selv, og ved hun er den, der bør ændre sig og sine prinsessedrømme om hvordan ‘manden’ skal være, hvis hendes ellers ret rummelige hjemmearbejdende IT-hipstermand ikke skal tage sig gode tøj og skæg og skride. Reese vi er mange, der har ventet længe på dig!

3. Plot der får dig til at nappe 4 i streg

Handlingen får en til at bare blive ved med at se, da spændingen er så godt skruet sammen med hver kvindes egen ‘lille løgnehistorie’ og en fælles, der omhandler deres børn, der går i samme klasse. En dag kommer en pige fra klassen hjem med blå mærker og påstår, at det er Janes søn, der står bag. Ikke så rart.

Sideløbende med uhyggen er Big Little Lies en supersympatisk historie om kvinder, der hjælper hinanden frem og op, og så er krimiplottet overraskende velfungerende. Jeg er ingen stor krimifan, og jeg fandt mig selv siddende på yderkanten af sofaen gispende efter mere og efter, hvad mon historien ender med.

Der sker ting og sager i den lille kystby, og slutningen kunne ende i et antiklimaks, da der er lagt godt i kakkelovnen til fest og farver, når vi nærmer os skolefesten fra første afsnit og vist i glimt undervejs og den skuffer ikke. Det bliver svært at komme med en ligeså fyrig sæson 2, men lad os streames ved.

Se serien nu; for historiens tematiske tyngde og relevans, for spændingen, for Reese og nåja for en grum og usandsynligt poleret Skarsgård. Muligvis ligeså trænet som i Tarzan. Jaja, det spiller!