Natportieren er pæn, for pæn

Genre: Spionserie á la James Bond

Dom: ⚡⚡

En smuk blond mand med tragiske hundeøjne tager imod en ligeså smuk mørkhåret skønhed på sit hotel i Kairo, hvor han arbejder som ja, natportier. Hun er med som købt kvinde og forfører ham på sit værelse og giver ham informationer om en kendt international våbenhandler. Det koster hende livet, men skubber seriens fortælling i gang. Hun siger til ham i sengen, at han skifter personlighed som vinden og stiller det spørgsmål, som tydeligvis skal være vores appetitvækker; Hvem er Jonathan Pine bag sine mange masker og pæne afmålte smil?

Jeg ved det ikke, men jeg er heller ikke blevet voldsomt nysgerrig efter de tre første afsnit. Pine er nemlig pæn men også pænt kedelig.

Susanne Bier har kastet sig over serieformatet, og det er nyt og vidner om, at vi lever i en serie- og krimitid. Natportieren er bygget over bestsellerforfatteren John Le Carrés roman af samme navn, og det er hans to sønner, der har spurgt Bier, om hun ville instruere den. Det er der vist ingen, der siger nej til, men hvorfor føles den så som en B-produktion?

En tynd kop te

I modsætning til anmelderne i Politiken, Berlingske, JP mv. her til lands og i England mener jeg ikke, at Natportieren er synderligt ophidsende. Det er sæsonens seersucces i England. Det er effektivt, velproduceret, lækkert og spændende iflg. anmelderne. Natportieren er da en smuk serie, men der er noget irriterende ved Tom Hiddlestons figur. Jeg ved ikke, om det er rollen, der er kedelig eller ham, der ikke formår at gøre den spændende med sit spil. Jeg mistænker det første primært.

James Bond havde i det mindste en smule fræk charme og selvironisk glimt i øjet i de ældre film vel og mærke. Jonathan Pine har aldrig grint af sig selv, set sig i et spejl eller overvejet, om det kunne være dumdristigt at involvere sig med skurkens kvinde. Det virker utroværdigt. En spion er først og fremmest en forfører, og der er Pine ikke overbevisende. Hans affærer virker snarere lidt komiske. Alligevel nævner mange anmeldere, at Hiddleston spiller suverænt. Måske fordi man som agent skal skjule sin personlighed, men det virker ikke som, at der er så meget spændende at skjule i dette tilfælde. Derfor virker serien tynd og gør hverken ham eller serien interessant. Serieformatet er skabt til at pille karaktererne af som løg, vise deres nuancer og lade dem udvikle sig. Ok, det er lidt sjovt, at Pine er sammen med samtlige kvinder på sin vej uden tilsyneladende at behøve at løfte en finger, men det er mest af alt i mangel på bedre spænding i serien desværre.

Spionsagen kan den så noget?

Indrømmet, jeg er ikke krimifan og slet ikke Bond-fan, men en god fortælling er en god fortælling, så alle burde kunne rives med og underholdes, såfremt historien er spændende.

Berlingske bruger overskriften ‘Med licens til at underholde’, og selvom det er semisjovt som overskrift og bond-ref., så bør underholdning være fræk, fornyende, overraskende – ikke noget man giver eller får licens til.

Jeg rives på ingen måde med af Pines involvering i våbennetværket og hverken luksushoteller, skihytter i Schweiz eller Mallorca-sommerhuse og onde skurke (Hugh Laurie) i røde rigmandsbukser eller ulykkelige smukke kvinder (Elizabeth Debicki) kan ændre på det. Det virker snarere med modsat fortegn som mangel på en egentlig spændende historie eller dilemma. Det bliver formel-agtigt, men for Lé Carré en vindende formel trods alt.

Natportieren er ramasjang, lækkert tøj og flotte internationale locations bevares. Men Bier skuffer mig, fordi hun netop kan instruere intelligente og komplekse historier og karakterer, som hun eksempelvis gjorde i ‘Den Eneste Ene’. Og ikke mindst Hævnen, som hun i 2010 vandt en Oscar for som bedste ikke engelsksprogede film med Mikael Persbrandt, som har al den kant og indre spænding, som Tom Hiddlestons figur i Natportieren mangler. Jeg ser nok med på søndag alligevel for at se forløbet med den forbudte affære, om ikke andet.