Vil du se himlen dryppe af blod?

The Leftovers – når livet går op i røg

leftovers.0.0Genre: Post-apokalypse psychserie

Bedømmelse: ☁️

Kan du lide Lost & Twin Peaks? Ok, så er The Leftovers (2014-) noget for dig. Serien ligger i to sæsoner på HBO Nordic og er skrevet af den amerikanske forfatter og producer Tom Perotta og nu skabt som serie sammen med Lost-skaberen David Lindeloft. Jeg slugte begge sæsoner mellem jul og nytår, for jeg kunne godt lide Lost, indtil den blev for sekt-mærkelig. Men hele overlevelsestematikken interesserer mig. Og det her er bedre.

The Leftovers handler om tiden efter, at en vis procent af jordens befolkning er forsvundet som dug for solen fra den ene dag til den anden. Serien starter der, hvor livet fortsætter for de tilbageblivende. Alle har mistet et eller flere familiemedlemmer, og livet går videre, også for vores hovedperson Kevin Garvey (Justin Theroux), lokal politimand, superhunk, far til to og gift med psykologen Laurie Garvey (Amy Brenneman) i forstaden Mapleton. Men hvordan går det videre?

Hvem er man efter katastrofen har indtrådt?

The Leftovers er et forrygende psykologisk studie i menneskelige coping-teknikker. Alle beboerne i Mapleton mister en eller flere af deres kære, men byen splittes i to falankser, to stammer, der bekriger hinanden, fordi de er af væsensforskellig opfattelse af, hvordan man bør leve sit liv efter katastrofen. The Leftovers handler ikke om, hvad der præcist er sket, eller hvorfor man har mistet. Den handler om, hvad man gør, når meningsløsheden indtræffer. Hvordan lever man sit liv videre efter et tab? Kan man leve videre? Kan man elske igen? Kan man lade sig være glad? Kan man få nye børn?

Det lyder måske tungt, og emnet er tungt, men det er på den gode måde. Det er hjemmebagt koldhævet brød med masser kerner, duft, maltsmag, syrlighed og tyngde tilsat en lillebitte smule luft. For The Leftovers er også sjov til tider og sindssyg mærkelig. David Lynchs Twin Peaks er særligt i første sæson af The Leftovers en klar inspiration. Den kammer også lidt over i Lost-okultisme og får derfor ikke alle 5 stream on ⚡ som samlet bedømmelse.

Kevin spilles af stream-on favorit; Justin Theroux, og han er så meget tilbage – efter glansroller i Mulholland Drive og –  nåja Charlies Angels. Jeg forstår ikke, hvorfor han ikke er nået bredere ud? Han er med i serier som Six Feet under og Parks & Recreation, men de store filmroller? Forstår det ikke. Han har været min on-screen kille siden Lynchs Mulholland Drive. Han er vist gift med Jennifer Aniston.

Ok, den lyder weird – hvorfor er den fed?

Det geniale ved The Leftovers er, at den ikke prædiker, hvad der er rigtigt eller forkert. Det sublime er, at det er en historie, der handler om, ikke hvad gør du, når katastrofen indtræffer, men at katastrofen indtræder i alles liv på et eller andet tidspunkt. Og så er man på røven. Man kan ikke gardere sig. Hvad hjælper gud, skæbnen, psykologien eller våben, når vi har mistet?

Nogle af byens beboere flytter ind i et hus sammen, klæder sig i hvidt, kæderyger smøger og holder op med at tale. En af dem er Kevins kone, psykologen Laurie, og hvis det ikke er Kevins skyld, at hun forlader familien til fordel for en sekt, hvis er det så? Kevin græder, og han græder meget, og hvor er det fedt at se en mand bryde sammen uden at smadre nogen. Og så hjælper det, at det er Theroux, fordi han allermest ligner én, der har lyst til at smadre nogen. Man ser ham ofte nøgen, tusser over det hele og meget veltrænet.

Lydsporet er det bedste fra indie-land og introen…bare vent

Se også The Leftovers for endnu et genialt lydspor. Pixies 90’er banger ‘Where is my mind’ er seriens temasang og passer som fod i hose til Kevins tiltagende vanvid.

Jeg har før skrevet om lækre introer, som ikke er det samme som en trailer. Introen til første sæson sætter nye standarder; den er frygtindgydende blæret. Desværre var anmelderne i USA ikke glade for de religiøse konnotationer i den, så anden sæson kom med en lettere folksy intro á la Mine Glade 60’ere. Og så var de meget mere positive. Sikke noget forbandet hykleri. I øvrigt er der andre end denne blogindehaver, der synes introer er kunstværker i sig selv, og nu er det gået hen og blevet en millionindustri som en egen genre.

http://www.euroman.dk/kultur/film/titelsekvenser-er-blevet-big-business-og-sin-egen-kunstform/

Jeg blev blæst væk af slutningen af anden sæson. Man kan ikke forudse handlingen i The Leftovers, og jeg kneb mange tårer til sidst. The Leftovers er ufattelig rørende og sympatisk i sin menneskeskildring. Den holder af sine karakterer, særligt Kevin og hans nye kæreste Nora (Carrie Coon). Sidstnævnte forlader ikke sin familie, som Henrik Ibsens Nora i et Dukkehjem, hun bliver forladt af dem. Man ser endda en scene, hvor sekten placerer dukker rundt omkring Noras spisebord af hendes familie. Det er U-hyggeligt! Nora i The Leftovers søger mod Kevin og et bedre – et nyt liv med ham og hans splittede familie. The Leftovers handler om håb – religiøs, Ibsen eller ej.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Vil du se himlen dryppe af blod?