Årets sjoveste film, ingen mænd gider se

Genre: Komedie

Dom: alle fucking fem ⚡⚡⚡⚡ ⚡

Kvinder er ikke sjove. Har mænd bestemt. I sig selv en tragikomisk betragtning. Kvinder skal ikke være sjove, burde det snarere hedde, for med humor gælder ikke de samme regler for mænd og kvinder. Ditte Hansen og Louise Mieritz’ film af samme navn som DR-tv-serien trækker ikke folk i biografen kan man konstatere her en uge efter premieren. DR afviste en tredje sæson af serien, og derfor lavede de en film. Den mandlige pendant, Klovn Forever, som havde premiere samtidig solgte på åbningsweekenden 133.299 billetter, skriver Ekko http://ditte-louise-skuffer-i-biografen, mens Ditte & Louise solgte 14.657 billetter. Det undrer ikke Nordisk Films Market Director, Frederik Honoré, som anslår, at de der køber billet til Ditte & Louise, er 80-90 % kvinder, så mændene gider ikke. Han peger på, at det tilsynelandende ikke er ligeså attraktivt og sjovt, at se på to sjove kvinder, som to sjove mænd, som vi ser i Klovn. Sjovt nok, ikke?

Sjove mænd scorer, sjove kvinder, aj vel?

Forskning bakker den teori op, hvad angår humor og attraktivitet hos det andet køn. For mens mandlige komikere (også dem, der ikke har udseendet med sig) får masser af tilbud, fortæller komikeren Susan Prekel i denne artikel i scientificamerican.com/the-humor-gap-2012 at hun kun har fået et eneste tilbud efter et show. Artiklen argumenterer på basis af et utal af undersøgelser af køn og humor, at humor spiller en væsentlig rolle i partnerselektion, idet kvinden stadig er den, som vælger, og manden er den, som jager og skal bevise sin værdi. Da kvinden er den, der bærer på smerten og anstrengelserne ved at bære på og føde et barn, har manden rollen som afstresser af kvinden, en, der kan få hende til at slappe af og føle sig godt tilpas.

Derfor er humor en vigtig parameter for en kvinde, i følge artiklen, som udvælgelsesfaktor. Der er naturligvis andre faktorer, men i forhold til humor, så viser kvinden, ved at grine af en mands jokes, sin interesse og inviterer ham til at fortsætte og komme nærmere. Og følgelig finder mænd kvinder attraktive ved, at de griner i deres selskab, men ikke ved at være sjove selv, da humoren fungerer som middel til at erobre kvinden. Derfor kan humor ses som vor tids stenalderøkse og magtmiddel overfor andre hanner og over hunner. Men når kvinder er sjove forstyrres hele urmønstret og magtbalancen, for hvad skal man(d) bruge en sjov kvinde til? Hvad skal hun selv bruge humoren til? Udover at være mål i sig selv, en måde at tænke og forholde sig til verden og sig selv i verden, og til at pege på livets iboende indretning, galskab og tragikomik selv. Intet. Og alting.

Og nu tilbage til filmen Ditte & Louise, for denne darwinistiske teori kan angiveligt være forklaringen på, at særligt mænd, men også kvinderne, udebliver fra denne grovsjove film. Tragisk, for jeg grinede fra start til slut. Ja, den er sjovere og mere intelligent end Klovn-filmene.

Fuckable kvinder og bankable mænd

Ditte og Louise spiller i filmen komikerparret, vi kender fra tv-serien, som har svært ved at få filmroller som 47′-årige kvinder, mens deres mandlige kolleger kører med klatten. De får gang på gang at vide, at kvinder på film skal være fuckable, mens mænd skal være bankable. Sidstnævnte er et udtrykt brugt i Hollywood om en mandlig skuespiller (eller instruktør), som kan sikre box-office-gevinst ved blot at være med i en film. Filmen fokuserer på kønsforskellene i filmbranchen, men kunne de to udtryk ikke også passe på samfundet udenfor filmbranchen? At mange mænd går efter skønhed hos kvinder. Og mange kvinder er varmesøgende missiler efter rige succesfulde mænd.

Well, da Ditte ikke engang får statistrollen som gammel luder, tager hun til casting som Ditlev, med rødt skæg og ankelsok i trussen, og scorer hovedrollen som Harald i en vikingefilm overfor Anders W. Bertelsen som sin filmbror. Og så har piben en anden lyd. Louise må nu bryde fri af deres kærestelignende makkerskab og forholde sig til den mand, hun har smidt på porten i tv-serien, fordi hun modsat Ditte har lettere ved at sige nej end ja.

Ditte som Ditlev og “hans” indlemmelse i det mandlige filmbroderskab og Louises kamp med sine stopklodser og tiltagende overgangsalder, er de to hovedhistorier, som kører i parallelløb og fletter sig ind i hinanden på fornemste vis. Det er genialt skrevet, fordi deres karakterer rummer så meget dybde, smerte og menneskelighed, at man knuselsker dem hele vejen igennem. De er virkelige mennesker, modsat Klovns tegneseriefigurer, som aldrig tør gå ind i og rumme smerten i karakteren og bliver distancerede menneskekarikaturer.

Hvordan ville jeg selv være som mand?

De fleste har nok leget med tanken, om hvordan man ville være og agere som det modsatte køn. Og den leg udlever filmen på allermest charmerende vis med Ditte Hansen som følsom og moderne stjerneskuespillermand, tilsidst med man bun, men altid fuldt påklædt også i fitness med drengene.

At se Ditte Hansen med hipsterfuldskæg og langt rødblondt hår gå ned at strøget med kropsvægten lagt i overkroppen, mens hun studerer andre mænds gangarter og positurer på gaden og i toget, er noget af det sjoveste, jeg længe har set. Og hun er ovenikøbet vildt lækker som mand. Ditte står i metroen udklædt som Ditlev og en kvinde, der sidder ned, smiler flirtende til “hen”. Ditlev gør først store øjne på den skræmte ‘hvad fuck skete der lige der’ måde, men spiller så med, og kigger hende penetrerende i øjne uden at smile alt for bredt. Det virker. Hurtigt mærker Ditlev kvindernes opmærksomhed på settet, og ‘han’ holder sig ikke tilbage. Ditte kan ikke sige nej til nogen, så hun trækker den helt ud, hvor hun ikke kan bunde.

Spørgsmålet for os seere, og ikke mindst en mere og mere skeptisk Louise, er hvornår hammeren og skægget falder.

Louise kæmper på sin side med sin usikkerhed, da hun indvier den søde lægemand i sit liv, der som hun selv kommer med et barn og forældreskyldfølelse i bagagen. Hun vil helst smide ham ud, fordi så bliver hun ikke selv afvist, men med Ditte ude af vagten som hendes pseudokæreste, bliver hun konfronteret med sin egen ensomhed og sit eget behov for at sige ja til livet og kærligheden. Det gør hende til en forstyrret, svedende, småskør rødvinsdrikkende fyrreårskrise. En meget charmerende og irriterende én af slagsen.

Tag jeres karakterer seriøst, kvinder

Min bioven og jeg blev efterfølgende enige om, vi begge vildt gerne ville være venner med skuespillerne Ditte og Louise, og at vi passede vildt godt sammen med dem. Hvis jeg mødte dem* ville mit eneste kritikpunkt være, at de godt må gå endnu mere ind i smerten og alvoren ved deres karakterer og historier, og ikke altid lave jokes. Humor kan stå i vejen for visse pointer og i det hele taget afmontere og nedgøre en karakter og en histories kompleksitet og kvalitet. Det ville være afsindig interessant, at se de to skrive en mere alvorlig historie, et drama eksempelvis. Humoren skal nok komme frem, for det gør den altid, men de har dybden og menneskeklogskaben til meget mere end ren komik. Jeg melder mig gerne som medskribent, host, host, som om de læste med her.

Nuvel, der er afsindig mange fuldstændig vilde og grænseoverskridende scener, og en masse sjove mandlige og kvindlige biroller, eksempelvis Lotte Andersen som instruktøren af vikingefilmen, som aldrig har fået en orgasme af sin mand og kaster sig liderligt frådende over Ditlev hjemme i kulturhøjborgen, mens den hornbrillede ægtemand lurer og lidt mere til i dørsprækken.

Hvis ikke denne film vinder den ene eller anden pris for bedste film, manuskript og/eller hovedroller, og måske en birolle til W. Berthelsen, så er det næsten ikke til at bære.

I øvrigt blev man lige mindet om, hvor fedt et nummer Teach me Tiger af Speaker Bite me er, god stil på soundtrackfronten.

*Jeg stod faktisk overfor Louise Mieritz (og hendes kæreste) i en boghandel i Tullinsgade, og jeg turde ikke sige til hende, at jeg var kæmpe kæmpe kæmpe fan. I stedet begravede jeg mit blik alt for længe i en bog, jeg ikke aner, hvad var. Fuck, hvor jeg fortryder det! Og jeg så begge damer gå ud af Empire, da jeg trådte ind, for at se gabende kedelige Lykke-Per i hvad der føltes som fire timer. Der så jeg også bare beundrende på dem gå ud af svingdørene. Damn you, modesty!