Nanette – en succesfuld selvudslettelse

Genre: Standup comedy / Netflix

Dom: ⚡⚡⚡⚡⚡ (5 ud af 5)

Hvad gør man som stand up komiker, når man efter ti års blod, sved og tårer succesfuldt er nået karrieremæssigt i mål ved hjælp af selvudslettende humor, for at kunne få lov til at tale? Når man har fået sin taletid, og den taletids brændstof har været vrede. Er det sejr eller selvmord? Det spørger den australske komiker Hannah Gadsby sig selv om efter et tiår i branchen på scenen i showet ‘Nanette’ – opkaldt efter en kvinde, hun på et tidspunkt var interesseret i, men valgte at droppe tanken om efter en times tid. En Tinderdate?

Det var en begavet Facebookven (ikke i modsætning til de andre), der for nylig skrev, at han normalt sjældent kommenterer ting og holdninger på Facebook, men ‘Nanette’ havde fået ham til at grine og græde og gjort dybt indtryk på ham. Derfor så jeg showet, sammen med min mor, uden at have hørt om Hannah Gadsby før, og det sidder stadig i mig. Hvis du kan se Nanette uden at knibe en tåre, hører jeg gerne fra dig.

Din nærværende anmelder anmelder her for første gang stand up, fordi Hannah slog benene væk under mig, og ikke fordi stand up er noget, jeg finder særlig interessant eller sjovt. Der er naturligvis undtagelser, men i det store hele er det ikke en genre, der siger mig særlig meget, da jeg forbinder den med drengerøvs-mænd, der dyrker en ofte bøvet ‘det sagde hun også i går humor’. Det er hverken mennesker, jeg kan identificere mig med, eller en humor, jeg synes er sjov. Så hvad skal jeg bruge den til?

Hvis du har det på samme måde, så er Hannah Gadsby måske noget for dig, fordi hun er alt andet: Intelligent, sjov, sympatisk, dyb, spiddende, charmerende og velorienteret på verden og kunsthistorie, som hun har studeret og fletter ind i sit show. Efter at have tilbragt en time med hende på Netflix, er hun en person, jeg vildt gerne ville drikke øl med, fordi hun er så suverænt selskab.

Synet på homoseksuelle kvinder hhv. mænd

Hannah Gadsby er lesbisk, og fortæller, at indtil 1997 var homoseksualitet en kriminel handling i Australien, hvor 70 % af befolkningen mente, at homoseksualitet skulle være strafbart, før lovændringen i sluthalvfemserne trådte i kraft. 1997 – den lader vi lige stå et øjeblik.

Synet på hende og hendes ‘ gay community’, som hun med slet skjult sarkasme omtaler det, er hendes stof, men hendes show handler i højere grad om synet på kvinder, og alt der ikke er “normen” dvs i denne forbindelse, den hvide heteroseksuelle mand, som i egen optik længe har set sig som netop normen, hvorfra alting udgår, det såkalt “neutrale køn”. Derfor taler Gadsby i Nanette om, hvordan vi skaber virkeligheden og verden med sprog, og om hvordan vi samtaler og debatterer, på personlig plan og i den offentlige debat. Hun fortæller, hvordan synet på hhv. kvindelig og mandlig homoseksualitet, blev set på forskelligt i Tasmanien, da hun voksede op.

“Lesbianisme handlede dengang ikke om seksualitet, men om at man ikke grinede af mænds jokes. Hvad fanden er der i vejen med dig? Er du lebbe eller hvad? Få da lige en pik op i dig, drik noget sæd -” ( – på engelsk ‘juice’, så ordspillet udgår på dansk.) – Hannah G.

Sådan lød det i de år, da Gadsby sprang ud og levede i en lille landsby i Tasmanien, som hun ikke savner. Hun parodierer snakken dengang:

“Mænd, der dyrker analsex, er jo i pagt med djævelen, men kvinder? Hvad laver de overhovedet dernede? Et knus skader da ingen?” – Hannah G.

På den måde blev også lesbiskes seksualitet udslettet i italesættelsen af deres ‘ikke-handlinger’. Nu erkender hun, at hun også selv har været med til selvudslettelsen, og Nanette er derfor hendes stopsignal. Professionelt og personligt.

At føle sig fremmed i alle lejre

I Nanette ser hun tilbage og reflekterer over, hvilke fortællinger hun selv har været med til at opretholde, for at kunne arbejde som komiker. For nylig fik hun feedback på sit show af en lesbisk. Kvinder giver feedback, mænd har meninger – ironiserer Gadsby. Kvinden mente, at hendes show ikke indeholder nok ‘ lesbisk indhold’ – hun ‘lesbianer’ ikke nok. Min mor spurgte, som noget af det første, om ikke hun talte lige lovlig meget om at være lesbisk. Tankevækkende.

Gadsby tager pis på mænd og i lige så høj grad på hendes ‘community’ og på festaberne m/k til Mardi Gras i Sydney, som hun på ingen måde har lyst til at være en del af. Hun spørger; “Hvor går alle de stille homoseksuelle hen?” Og det gør hun stadig.

Gadsbys historie er hjertensskærende, fordi hun taler åbent om, hvordan hendes mor modtog udspringet (ikke godt) og stadig ser mærkeligt på hende. Og at hun lyver om sin seksualitet overfor sin bedstemor, fordi hun stadig i dag skammer sig over, hvem hun er.

Det nye er, at hun vil fortælle sin historie ordentligt nu, fordi, som hun siger det, vi lærer af det, der fokuseres på. Så hun tilfører et nyt fokus til sin fortælling, og hold på pessar og p-piller, for det er ikke for børn.

Historiers magt i verden

Hannah knytter sin egen historie til vores verdenshistorie og kunsthistorien (hvis kanon hun ikke har meget til overs for) ved at pege på betydningen af, hvad vi vælger at fokusere på, eksempelvis i den offentlige debat. Hun bruger eksemplet Monica Lewinsky, som har været den nemmeste joke af alle, den hyppigst brugte, fremfor at fokusere på Clintons magtmisbrug.

Og hun argumenterer, at hvis vi havde valgt det sidste, kunne vi have en midaldrende kvinde med massiv erfaring som præsident i USA nu, i stedet for en mand, som i ‘locker room talk’ har fortalt, hvordan han har begået overgreb på unge kvinder, simpelthen fordi han kunne.

“Mænd som Trump, Picasso og Weinstein kontrollerer vores historier, og deres omdømme er vigtigere end deres forbrydelser mod kvinder og børn” – siger hun.

Derfor vil hun fortælle sin historie ordentligt, uden vrede, men med det traume, hun har levet med siden hun var barn og ung, men som hun ikke har fortalt om før nu.

Showet fik også mig til at grine og græde, og jeg får kuldegysninger af at skrive om det nu, fordi hun omtaler følelsen af skam og ensomhed over at ikke føle sig rigtig. En følelse, som jeg tror de fleste af os på et tidspunkt i livet har følt. Derfor er Gadsbys historie vores alles historie, men måske mest af alt, de homoseksuelle kvinders.

Hun er nået frem til erkendelsen, at vrede og selvudslettelse spreder sig. Historier heler. Måske er Nanette hendes sidste stand up show?

Se Nanette på Netflix, og del det med alle dine veninder m/k. Uanset seksuel orientering.