Suits – I’ll see you in court!

Genre: Advokatserie – lækreste til dato

Ovennævnte er den klassiske replik, man bare sidder og venter på i Suits. De siger det ikke hele tiden. Det gør man nok ikke – men det bliver sagt, oh yas, i serien om de ulasteligt klædte advokater på powerkontoret Pearson-Hardman i New York, hvor alle naturligvis ligner fotomodeller.

Er advokater så spændende? Er deres liv mere spændende end vores andres? Er de overhovedet fede? Og der må jeg bare sige…ja – til det hele. I hvert fald i Suits.

Så hvad gør serien binge-værdig? Nej den er ikke ny, men den er god damn lækker. Jeg lister her 4 grunde til at dykke ned i serien, som første gang blev vist i 2011 og kan følges på Netflix. 3 sæsoner.

1. Harvey Specter

Egentlig kunne alle grunde reduceres til en; Harvey Specter (Gabriel Macht). Han er senior partner, tæt på de 40 (på den lækre måde), benhård, vittig, vandkæmmet og med et snakketøj, der kan afklæde enhver. Og så har han opadgående mundvige…

Harvey er advokat af den gamle skole, men den keder ham, derfor ansætter han den unge jurastuderende Mike Ross (Patrick J. Adams) som ny advokat på kontoret vel vidende, at Mike ikke har afsluttet sine studier. Og absolut ikke har gået på Harvard, hvilket synes at være mindste-kriterie på kontoret. Den administrative chef Jessica Pearson (Gina Torres), firmaets gudesmukke godmother bemærker, at han kun har ansat Mike for sin egen amusement. Og for vores!

Harvey og Mike har en fantastisk storebror-lillebror pingpong med cheesy 80-90’er filmcitater à la TopGun og Rocky og skøn venskabelig mobning. Mike ved præcis, hvor han skal sætte ind overfor Harvey, som han kan mærke ikke er helt så hård og kold, som marmoren, glasset og stålet, som udgør rammerne for Pearson-Hardmans palads.

2. Den elskværdige advokat

En anden god grund til at se Suits er, at den er opbygget omkring det, der på engelsk kaldes the fraud syndrome eller imposter syndrome. Bedrager-syndromet og dermed frygten for at blive afsløret.  H.C. Andersen siges at have lidt af dette syndrom – og af aspergers/autisme.

Nuvel, Mike, seriens anden hovedperson er manden med syndromet, og frygten for at blive afsløret med manglende papirer rider ham som en mare gennem hele serien. Lige meget hvor godt han gør det, og han gør det godt, fordi han har fotografisk hukommelse og kan loven, som vi andre kan…tvprogrammet, når vi har det foran os. Så er han bange gennem hele serien. Det virker bare rigtig godt, som en professionel fælde for ham og ikke mindst personlig, når han selvfølgelig forelsker sig i den juridiske researcher Rachel Zane (Meghan Markle). Man kan tydeligvis godt være en god advokat og bedrager, men spørgsmålet er, om man også kan være et godt menneske. Er man elskværdig?

3. Kæleslangen

Louis Litt (Rick Hoffman) er seriens tamme kontorsnog og geniale joker. Bare hans navn! Han er Harveys yndlingsrival på kontoret og typen, der blev valgt sidst til fodbold i folkeren – for at blive sat på bænken, hvorimod Harvey var topscorer. Det mindreværd er Louis’ professionelle drivkraft, og det er han kommet langt på. Han er lav, tyndhåret, altid happy-spydig og på ingen måde lige så charmerende og socialt intelligent som Harvey, men mindst ligeså opblæst og selvoptaget. Louis elsker opera og alt finkulturelt og bruger ofte dyre opera- og teaterbilletter som bestikkelse til de ansatte på kontoret, når han vil have noget ud af dem. Og det allerbedste er, at han slynger med hovedet på Miss Piggy-vis, hver gang han skal sige noget djævelsk, som han selv er ved at fnise ihjel over, hvor godt det er fundet på.

Rick Hoffman er for vild! Hvad kan jeg sige, tjek ham ud. Den type skuespiller, der aldrig får førsteelskerrollen men har perfektioneret skildringen af den ufrivilligt sjove, bløde quasi-intellektuelle mand med en social IQ som en stueplante.

3. Sexfaktor på max.

Serien har skyhøj sexfaktor, men ikke på samme støvede og forudsigelige måde som i Mad Men. Her går objektiveringen mellem kønnene begge veje. Det er fedt. På Pearson-Hardman er alle undtagen Louis (og nogle forkølede kostskole-fuldmægtige) som taget ud af Vanity Fair, og det er Christian Louboutin – hver dag og perfekt langt hår. Skal de i teateret eller er det workwear? Wrong. Kontoret ér deres scene, derfor er suits og stilletter office essentials. De seksuelle vibrationer og spil mellem kønnene dyrkes som dagligdags kontorsnak og er limen, der får deres paragraf-bårne arbejdsliv til at hænge sammen og være en fest.

Lyd: I øvrigt kan det kræsne øre glæde sig over det labre lydspor i Suits med The xxs ‘Fiction’ som lækker-melankolsk hovedspor, når handlingen peaker.

Alt i alt: Suits er ikke en retsals-serie. Handlingen udspiller sig på kontoret med udsigt over upper Manhattan (East), og handler om de personlige kampe advokaterne i mellem. Om hvem mor og far bedst kan lide. Mor og far som i Pearson og Hardman.

Se Suits på Netflix – fordi den er pissesjov og har et intelligent og semi-sympatisk cast figurer, selvom om de selvfølgelig er superflossede i kanten. Thank god.

http://https://www.youtube.com/watch?v=GxYN8-HvL44