Borg - en sang om is og ild

Gypsy – den som løfter andres dyner

Gypsy Season 1

Gypsy Season 1

Genre: Psyko-seksuelt drama (Netflix-serie)

Dom: ⚡⚡⚡⚡⚡  ud af 5

Kender du det, at man har lyst til at snage i andres ting, når de ikke ser det? I deres badeværelsesskabe, køleskabe eller uh deres soveværelsesskuffe. Hvilken Pandoras æske venter der ikke i andres hjem, når de har forladt hytten, og du bare smækker dig ud, måske efter et mere eller mindre romantisk møde? Den følelse kender psykologen Jean Holloway (Naomi Watts) i Netflix-serien Gypsy fra i år, og hun er ikke bleg for at lade følelsen få ben at gå på. For hvad hvis man kunne trække i lidt usynlige tråde og forbedre andres liv?

Regel nr. 1 som psykolog må angiveligt være at alt, der siges i et konsultationsrum er fortroligt, og at terapeuten er en sikker havn til at lade ens dæmoner fare frit, hvorved man igennem denne tilkendegivelse og katarsis sammen med terapeuten kan finde veje at bryde uhensigtsmæssige mønstre og handle på en for patienten mere fordelagtig måde overfor sine pårørende, forældre, børn og mænd, koner og elskere. Og at der er et rum for terapi og et rum, hvor det levede liv leves, hvor man trækker på sin nye indsigt, man forhåbentlig har tildraget sig.

Disse to rum ophæver Jean, og det gør Gypsy til en vanvittig dragende serie. Hun gør alt det, man ikke må som terapeut. Og hun spiller rollen som terapeuten, den blonde frelsende engel med den perfekte, lækre sympatiske advokatmand, sublimt. Hvem kan tro, at Jean kunne finde på at opsøge en patients pårørende? Hun invaderer andres rum som en tyv om natten og stjæler deres historier ved at møve sig ind og blive en del af dem. Lisa Rubin er kvinden bag serien, og stream on venter kun på mere fra hendes hånd.

Dødelig involvering

Jeans liv er udadtil perfekt. Hun har et spændende arbejde, gode kolleger, som hun sparrer med på fortrolig vis og som hun også deler personlige dilemmaer med, ikke alt dog. Hun er gift med flotte Michael, som elsker hende for sin åbne, charmerende og måske også grænsesøgende adfærd. Han er den konventionelle klippe, advokat, god samtalepartner, der på samme vis som Jean er underlagt fortrolighedsløfter overfor sine klienter. De forstår hinanden og komplimenterer hinanden, men Michael bryder ikke sin professions løfter og her adskiller de to sig fra hinanden. Michael har en sekretær, selvfølgelig har han det, og selvfølgelig er hun pivlækker og selvfølgelig lægger hun an på ham på en ‘forretningsrejse’ på et hotelværelse. Rygterne svirrer på kontoret. Sammen har de to datteren Dolly, som kysser en jævnaldrende pige i klassen, hvorefter Jean og Michael kaldes til forældresamtale, for det er jo ikke helt efter drejebogen for en 11’årig pige.

Jean er modsat Michael bedre til at svæve i et parallelunivers, hvor hun som en under cover agent opsøger ex-kæresten til en patient på den kaffebar, hvor hun arbejder. Ex-kæresten Sidney (Sophie Cookson) synger i et band og er ualmindeligt smuk og sexet. Jean bestiller kaffe hos hende og føler hendes patients tvangstanker og savn overfor Sidney.

Jean og Sidney ender med at tage en drink sammen en aften, og herefter er der ingen vej tilbage. Den forbudte linje er krydset.

Hvis du kunne lide Mulholland Drive af Lynch fra 2001 med Watts som ung naiv skuespillerinde i Hollywood, er Gypsy måske noget for dig, da den leger med nogle af de samme tematikker omkring rollespil og seksualitet. Den uskyldige blondine overfor den mørke dragende brunette og spørgsmålet om, hvem der er hhv. frelst og syndig, er en bold, der kastes op til seeren. Klassisk, evigt gyldigt.

Pirrer til alles stalkergen

Gypsy er fortællingen om en kvinde, der lever et liv, hun ikke synes er spændende nok. Så hun tilsætter al den drama og adrenalin, hun kan ved at opsøge og involvere sig i sine patienters pårørendes liv. Og hvor det måske startede som en små-uskyldig nysgerrighed at opsøge Sidney på kaffebaren, bliver det hurtigt til dødelig alvor, da Sidney ikke blot er en statist i en af hendes patienters liv, men en person med følelser og behov for at blive set, der vækkes i mødet med den 10 år ældre Jean.

Gypsy er en serie, der går dybt under huden på en, da den prikker til vores allesammens lyst til at opsøge eventyret, det forbudte møde, som er en mulighed, der eksisterer parallelt med vores almindelige mere eller mindre regelrette konventionelle liv. En hvad nu hvis-historie.

Og første sæson slutter på den måde, vi har set så mange gange før, hvor man tænker; der kan den jo ikke slutte. Så ja der er en anden sæson på vej, gud ske tak og lov. Så kan vi andre gennemleve de forbudne frugter gennem Jean. Tak Lisa Rubin, som har skabt serien. Og Naomi Watts, som gør det som altid guddommeligt godt og skræmmende naturligt. Stream on er stor fan af Watts, da hun nærmest kun er med i kvalitetsfilm og serier.

Gypsys tagline er; Hvem er du, når ingen ser? Et ualmindelig godt afsæt for en historie og spørgsmål at stille sig selv.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Borg - en sang om is og ild