Vinterbergs kollektiv – knæhøj karse, ikke så meget

Genre: Drama

Bedømmelse: ⚡⚡⚡☁️☁️

Thomas Vinterberg er tilbage i fin form med Kollektivet, angiveligt frit baseret på hans egen opvækst i 70’erne i et kollektiv nord for København – et pænt et med arkitekttegnede møbler og Politiken-abonnement. Det kaldes rummelighed – til dig og mig, men er rummeligheden lykken?

Heldigvis går Vinterberg og manuskriptforfatter Tobias Lindholm langt udenom ‘det er vores øl’ klichéfælden og skildrer ikke kollektivformen eller tiden fuldstændig falde-på-halen. Selvom rundkredsideologien er temmelig tragikomisk i sig selv. Har du boet på kollegie eller i kollektiv, ved du, at det ølregnskab sjovt nok ALDRIG går op.

Nå men tiltrods for det grimme tøj, de brune farver og nøgenbadning af naturligt slappe baller, så er Vinterberg gravalvorlig i portrættet af et par i start 40’erne, hvis kroppe og hjerter kommer på sit livs prøve, da de vælger at lade deres venner + Allon (Fares Fares), en random indvandrer flytte ind og danne kollektiv.

Fortalt fra egen arkitektegnet hovedstol

I forfatterkredse er det en kendt faux-pas at tage fra hovedstolen i betydningen: man skriver ikke om sig selv. Det må ikke blive privat. Det er det rableste nonsens, for hvilke store kunstnere havde skabt noget, hvis de ikke havde trukket på hovedstolen? Vinterberg blander en masse tråde fra sit eget liv sammen til Kollektivets kludetæppe og viser igen, hvor fænomenal skarp han er i at se mennesker i familier. Han gjorde det bedst med Festen, En søn vender hjem ikke så meget, og nu sort og godt i mere afdæmpet form med Kollektivet. Og det er et grumt syn, vi møder.

Trine Dyrholm spiller nyhedsværten Anna, der keder sig i sit ægteskab med træmanden og arkitekten Erik, spillet af Ulrich Thomsen. Deres kæmpe hus er for tomt for Anna og deres datter Freja (Martha Sofie Wallstrøm Hansen), så hvorfor ikke lade vennerne flytte ind? Så der sker noget – sjovt.

Erik får den svada i hovedet, og da han elsker Anna lader han hende bestemme, at det er det, vi gør. Han er ikke nok for hende. På arbejdet, hvor Erik underviser på arkitektskolen, møder han den purunge Emma (Helene Reingaard Neumann), der forguder ham som en anden ønskefar. Hvad hun ser i ham er lidt svært for os andre at se, men ok, sådan er det jo.

Vi skal alle kunne være her

Vi følger datteren Frejas syn på sine forældre og egen udvikling som et fortæller alter ego, der ser alt og til slut også holder hammeren og banker den i bordet.

Kollektivet viser, hvordan et liv ser ud, når man deler alle tanker, følelser og handlinger med hinanden. Absolut åbenhed. Lyder det attraktivt? Lyder det kærligt?

Jeg blev dybt berørt og ramt, og hvor bliver man lige mindet om, at fællesskab kan være endnu mere ensomt end tosomhed og ensomhed. Kollektivet er fællesskabstanken fulgt helt til dørs. Hvor mange, der ikke er blevet skrupskøre i 70’ernes kollektiver af deleideen om mennesker og forhold, tør jeg slet ikke tænke på. At de nu løber skrigende væk og indretter sine perfekte, minimalistiske hvide hjem i musselmalet kernefamilieidyl og høje hække, er forståeligt, også for os der ikke har været der.

Mange kan nok spejle sig selv i Kollektivet, og vi andre får en eventyrlig og mørk rejse ind i et stykke danmarkshistorie, vi kan lære meget af på godt og ondt, hvis vi ikke bare griner af tosserne. Særligt med flygtninge, der banker på vores dør.

Hertil og meget længere

Hvor går grænserne? Hvor skal vi sætte dem? For et grænseløst samfund har vist sit kollaps for længe siden. Kollektivet er interessant både på det menneskelige plan og på samfundsplan. Tak Vinterberg for denne fortælling. Den gør ondt, hvor den skal. Men jeg savner noget i Kollektivet, måske håb. Den føles uforløst. Eller også kan jeg bare ikke bære slutningen.

I øvrigt er Vinterberg selv gift med skuespilleren bag Emmas unge karakter, Helene Reingaard Neumann. Er det relevant? Interessant? Jeg ved det ikke. Hun spiller ikke synderligt godt. Hun ligner én, der ikke forstår så meget. Det gør Martha Sofie W. Hansen som Freja til gengæld. Hun stjæler billedet fuldstændig, næsten uden ord.