Guldk(n)ysten – går i for høje sko desværre

Genre: Dansk-historisk kolonidrama

Bedømmelse: ⚡

En film er god, når hovedpersonens kamp bliver min kamp. Når jeg griner, græder og elsker med hovedpersonen. Når jeg føler det han/hun føler. En film er så interessant som sin hovedperson. Jeg følte ingenting under Guldkysten – kun en stigende irritation over, hvor sneglende tiden gik. Og hvor anstrengende Wulff (Jakob Oftebro) , ja hovedpersonen er. Han kalder i øvrigt sin forlovede for Flitsbue…

Guldkysten er instruktøren Daniel Denciks spillefilmsdebut, og den er flot filmet. Den har også en visuelt taknemmelig lokation, da den foregår på Guldkysten i Guineabugten i Vestafrika i 1836, hvor Danmark havde handelsforter. Men desværre er den også dræbende kedelig og stafageagtig i dens forsøg på at være et billeddigt.

Heldigvis for Dencik er Politiken, Weekendavisen og Information begejstrede. Derimod er JP og Soundvenue ligesom stream on ikke vilde i varmen. Guldkysten skiller vandene, og det er ikke det værste.

Turister i mørkets hjerte – ja så hejhej Conrad

Guldkysten handler om den 28’årige idealist og soldat Wulff, der forlader sin forlovede i Randers for at hjælpe afrikanerne med plantagedyrkelse. Som en anden Odysseus rives han rundt og finder hurtigt ud af, at der er ingen kære Søren Ryge i Vestafrika, når jorden er rød af blod, og herrens ord ligner et ‘jeg har været der’ statement på en afrikaners turist t-shirt.

De hvide turister ter sig nu alligevel værst, erfarer Wulff, men de sorte er ingen fælles front og kæmper ingen fælles sag. Det fungerer som udgangspunkt. Hvad der ikke fungerer er referencerne til idolet, romanen Heart of Darkness af Joseph Conrad grundet imperialisme-tematikken. Det giver umiddelbart mening, men det føres ikke ud på lærredet på en måde, så det bruges til noget. Hvis man vil spille op mod de literære kæmper, må man nødvendigvis tilføre sit værk en så stærk egen fortælling, at referencen blot tjener som krydderi til historien. Det mener jeg ikke, Guldkysten formår. Og referencen får derfor filmen til at fremstå mere letbenet, når den stiller sig på tæer op imod et literært ikon udi kolonialismekritik som Hr. Conrad.

Kunst som røgslør

Guldkysten har en smuk billedside uden tvivl; der leges med kameravinkler, og der dvæles ved væskende sår. Vi tages gennem Nigerfloden, junglen, strandene og ser en god håndfugl eksotiske sommerfugle med stækkede vinger. Jo, den lidt brumbassetunge symbolik med sommerfuglene, der ikke kan flyve, går igen, blandt andre symboler herunder spiralen. At alt; magt, videnskab, gud, hvad har vi, udgår fra ét centrum. Alt sammen billeder på den hvide mands ideer og videnskab, der penetrerer og korrumperer naturfolket og får dem til at korrumpere hinanden.

Pyh jeg blev træt der i Grand. Vi var 12 stykker i salen, og et par gav op efter 20 minutters penge. Det er ca. der, hvor en film på manuskriptplan bør have udstukket sit dilemma. Hvor er vi? Hvem er vi? Hvad vil hovedpersonen – dvs. hvad er planen? Og hvad er hans udfordring? Men parret gik. For Wulff og hans kamp er ikke interessant. Det gøres ikke interessant. Og det er en skam.

Mono-nogo

En ting er billedsiden, men det mest søvndyssende er nok i virkeligheden Wulffs monologer om dette og hint. Hans indre dialog og breve til sin forlovede, Flitsbuen. Og ellers hans tanker om de sorte, om guds ord, om well – jeg stod af. Guldkysten bliver på den måde alt for teatralsk, og det er synd, da Denciks valg af Danmarks-historie ER interessant. Hvordan oplevede den almindelige dansker mon slavetiden i 1836? Det ville være spændende at se, sagde AE efter filmen. Lige præcis.

Hvorfor lader Dencik ikke Wulff forføre og blive i tvivl om privilegiernes egenskaber? Wulff, der udstyres med en slavedreng, må da i sit stille sind, hvis han var et menneske med godt og ondt i sig, blive fristet? Guvernøren på handelsfortet er fordrukken, men han ville kunne bruges som en oberst Kurtz-pingpong-figur for Wulffs udvikling. Men nej, Wulffs kedsommelige endimensionelle personlighed er den samme fra start til slut.

Twin Peaks-komponisten Angelo Badalamenti har lavet lydsporet til Guldkysten, og på samme måde som referencerne til Mørkets Hjerte af Joseph Conrad får negativt fortegn, klinger Guldkysten mere skingert, når Badalamentis synth skrues op, så vi forsikres om, at handlingen peaker. Hvis vi skulle være i tvivl.

Det blivet kun et enkelt ⚡ herfra, og det går til billedsiden og valg af historisk nedslag.