The Jinx – dokumentarserien til dig, der ikke ser dokumentarer

Genre: HBO-Dokumentarserie om en seriemorder (2015)

Bedømmelse: ⚡⚡⚡⚡⚡

Forestil dig, at du er arving til et familiedynasti à la Mærsk, og din et år yngre lillebror en dag griber efter kongekronen med sine fedtede fingre, som han altid gjorde med dit legetøj, da I var små. Men denne gang giver han det ikke tilbage. Det er endda din far, der har taget det ud af dine hænder og givet det til ham. Ville du stampe i gulvet?

Ok, du er stadig rig. Du får lov til at arbejde i the family bizz, men du har aldrig skabt eller gjort noget, som har fået dine forældre eller omgivelser til at spærre øjnene op. For nogen ville dette ikke være et problem, men det søde liv. Ingen kvaler, far betaler. Sådan var det ikke for Robert Durst.

The Jinx er en minidokumentarserie om Robert Durst (f. 1943), ældste søn i Durstfamilien, som ejer et af New Yorks største entreprenørfirmaer. I 2015 placeres familien på Forbes liste som USAs #59 rigeste familie, værd 5.2 billion dollars. De ejer bl.a. One World Trade Center og en perlerække af prominente adresser på Manhattan, alt sammen styret af den næstældste bror Douglas Durst (f. 1944).

Telefon til instruktøren

Andrew Jarecki har skrevet og instrueret The Jinx, og ideen til dokumentaren udspringer af et telefonopkald fra Robert Durst til Jarecki, da Durst har set Jareckis fiktionsfilm All Good Things (2010), baseret på Dursts liv.

Ding dong siger det en dag; er du interesseret i at høre min historie – on camera? Ding dong, det tror jeg nok, har Jarecki givetvis svaret, før han har pulset en pakke smøger på stedet.

Og herfra tages seeren med på en konstrueret rejse af arkivmateriale, nyhedsklip, udtalelser, båndoptagelser m.m., der går helt tilbage til tabet af moderen, da Robert og Douglas er hhv. 7 og 6 år. Et tab, der måske grundfæstede sig dybere i den ældste søn end i resten af børneflokken.

Kamera som skriftestol

Robert Durst fortæller i seriens 6 afsnit sin historie om barndommen, konen Katie, som forsvinder på mystisk vis, om veninden fra gangsterfamilien, der får et nakkeskud, og om Morris Black en nobody, hvis krop en skønne dag findes parteret i sorte affaldssække flydende i havnen i Galveston, Texas.

Jeg får kuldegysninger ved bare at skrive dette, og når man ser serien, og ser på Durst fortælle til Jarecki og hans filmcrew, forundres man. Durst er en ganske pæn mand omkring de 60-70 år, med sølvgråt hår, som regel i pæn skjorte og grå kabelsweater. Han fortæller reflekteret og roligt, uden vredesudbrud eller grådkvalt sammenbrud om sit ualmindelige liv. Hans pupiller går i et med iris, hvilket får hans store øjne til at se sorte ud. Han får også notorisk tics omkring øjnene og kæben. Nåja, og så han taler til sig selv eller til mikrofonen, når Jarecki og filmholdet ikke er i rummet, men uden mikrofonen er slukket. DET er creaps!

Betydningen af penge

Hvem tror vi på i en retsal? Hvordan vurderer vi skyld? Og er det muligt at rekonstruere virkeligheden, så fortiden rekonstrueres? The Jinx stiller spørgsmål, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på én, for den peger på, hvilke faktorer skyld bliver bedømt ud fra. Og deraf hvor usikker en grund, vores retssamfund hviler på. Jeg ser ikke mange dokumentarer, men The Jinx er mere uhyggelig og fascinerende end meget fiktion, jeg har set til dato.

Forbered dig på en shocker-slutning, som kortslutter alt i dit hoved, og giver dig lyst til at brøle et primalskrig, som forsangeren i Eeels gør i nummeret Fresh Blood i den megafede intro. Lyt her.

Til nørderne; har du set Jareckis dokumentar Capturing The Friedmans fra 2003, vil du elske The Jinx.

Jarecki har filmplakaten hængende på sit kontor, og jeg kunne ikke huske, at det var ham, der havde lavet den. Men Capturing The Friedmans er udover nu The Jinx de eneste fuldstændig mindblowing dokumentarer, jeg har set, som kan måle sig med fiktion, på alle planer, hvad gælder spænding og vanvittige og komplekse karaktertegninger. De er ægte disse mennesker, men det er ikke det, der gør hans film brillante. Det er måden, han formår at fortælle deres historier ud fra deres synspunkt, der er tryllestøvet, og grunden til, hvorfor hans film er så forbandet fængslende og gode.

De lader mennesker fortælle, hvorfor de gjorde, som de gjorde. Jeg får ikke sympati, men jeg forstår, hvilket får mig til at væmmes endnu mere, fordi forståelse er kimen til sympati, som i sidste ende potentielt kan frikende.