Norskov - giv den en chance, for Levins skyld

Klovn Forever – 40+drengene leger igen i 2’eren

FILM_Klovn_Forever__969980aGenre: Pik-og-patter-komedie

Bedømmelse: ⚡⚡⚡⚡

Frank og Casper sidder på en bænk i Frederiksberg have med slottet foran sig, i regnen, med Franks baby i barnevogn. Casper siger: “Sikke et lortevejr.” Og vi griner. Det er åbningsscenen i Klovn Forever, instrueret af Mikkel Nørgaard. Så lidt skal der til. 5 minutter inde får jeg grineflip på den der måde, hvor det er svært at stoppe og bare ligger og bobler over alt, der sker. Sådan startede min aften i Empire med 40+ drengene, der nu er blevet fædre. Ret godt selskab, og man er glad for, at de ikke er ens kæreste, ven eller ex-mand.

Jeg er ingen hardcore klovnfan, men jeg kan lide makkerparrets Curb Your Enthusiasm-inspirerede hverdagshumor*. Den første Klovn-film, hvor Casper og Frank tager på tour-de-fiss i Jylland, var supersjov og klam. Kan de gøre det igen? Absolut. Jeg og min biomakker grinede fra start til slut, og alligevel er 2’eren mere afdæmpet. Der har sneget sig en vis træthed ind. Det er heller ingen joke at blive voksen. Frank er blevet familiefar til to, så det er babysvømning i Frederiksberg svømmehal, topmave og politisk korrekte madpakker. Ingen sjov og ballade med Casper, som er blevet far til nu 20’årige Cille (Simone Colling), single, og pakker sit lort og skrider til LA.

“Der er jo ikke noget her”, siger han til Frank. De har lige skrevet en venskabsbog, der skal udgives på Gyldendal, og nu gider han ikke det piss’ mere. Frank er jo ikke sjov længere.

Er du Casper eller Frank? 

Klovn handler mest om at være mand. Og det er tilsyneladende en pinagtig tåkrummende affære. Kvinder har man(d) ved sin side i sengen og ellers til at give én voksen-skæld-ud. Denne gang er det Mia Lyhne og Caspers datter Cille, der spiller de fremtrædende kvindelige roller i Klovn Forever. Og noj, hvor er Lyhne sjov. Dødbleg, fodformet med så lidt udstråling, at man bliver imponeret over, hvor god hun er til at stoppe sig selv og holde tilbage. Cille er en feminin minikopi af Casper og siger ‘det ligemeget’ til alt, og holder sig på ingen måde tilbage. Og det gør Colling godt.

Klovnuniverset er såre simpelt. Der er to typer mænd og to typer kvinder, vi kan identificere os med. Som mand er du enten Casper: den evigt erigerede – ‘jeg har været der eller vil kneppe det’ eller Frank: den slatne pikkemand, skuffejernet med bøjet hoved i evig skam.

Som kvinde er du enten Mia: en sprukken, men ellers vindjakkefrisk post-fødselskusse, der venter på at vokse sammen i skede-numsehulsregionen (hendes ord) eller en 20’årig strammere variant, som Cille (og diverse festlige unge kvinder i filmen), der skamløst lokker mænd i fordærv og spreder død og ødelæggelse i sit slimede spor.

Holder handlingen?

Franks mission er, at få Casper hjem igen, så han ikke dør af kedsomhed i Frederiksbergvillaen. Mia foreslår, han kunne blogge, hvilket bliver en stående joke gennem filmen. Frank ved dog ikke, hvad han skulle blogge om. Derfor rejser han til LA, og her går der fest og druk i lortet med Casper og Cille og folk som Battle Cat. Han er en random festlig fyr, som Casper tror, han har gået i skole med.

Der sker ting og sager, og det stikker af, præcis som det skal gøre. Jeg var alt i alt fremragende underholdt, men forvent ikke noget nyt fra drengene. Lars Hjorthøj og Tina Bilsbo er supergriner som røvirriterende Kartoffelrække-par, og alt hvad Frank har tilbage af venner uden Casper. Hjortshøj har meldt sig som natteravn i gul refleksjakke, hvilket er åndsvagt sjovt. Man forstår, hvorfor Frank vil hente sin ven hjem. Men hvilken ven? Klovn Forever handler om mænd, lidt om kvinder og meget om mænds venskaber. Genialt.

Se Klovn Forever nu i Empire, Dagmar, Grand – Grand? Alle Nordisk films biografer.

*Hvis du kan lide Klovn, og ikke kender serien Curb Your Enthusiasm, skabt af og med den amerikanske komiker Larry David (manden bag Seinfeld), bør du tjekke den ud på HBO. Du vil dø. Ama’r halshug. CC og Hvam er sjove, det her er dynamit.

 

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Norskov - giv den en chance, for Levins skyld