Vil du se himlen dryppe af blod?

Genre: Shakespeare

Bedømmelse: ⚡⚡⚡ ☁️☁️

Australske Justin Kurzel har instrueret Macbeth, der går i biograferne lige nu, og er der mere end to ludere og en lommetyv – og mig, der har set den? Jeg havde ingen forventninger og kun lige fået at vide af min biomakker på dagen, at Michael Fassbender og Marion Cotillard spillede Mr. and Mrs. Macbeth. Kurzel gør, hvad han kan, for det er ikke let at lokke nutidens husarer (mig selv inklusive) i biografen for at se Shakespeare.

Jeg troede, jeg ville kede mig, og det gjorde jeg også lidt, for Shakespeare er skrevet til teatret, og det bliver aldrig ‘acting & re-acting’ skuespillerne imellem, som filmkunsten netop er så god til, dvs. at skuespillerne taler med og agerer kausalt i forhold til hinanden. I Macbeth er der, som på teater, monologer og sære taler ud til gud, himlen eller, hvem der end lytter med. Det har jeg altid haft det svært med.

Hvorfor er Macbeth alligevel seværdig? Det er den, hvis du lægger dine forventninger til, hvad en film skal kunne til side, for Kurzels Macbeth er filmisk teater, billeddigt og klassisk koncert. Og som sådan rører den mig.

Lad sækkepiber fra himlen erstatte din jule-compilation

Macbeth med Fassbenders tiltagende vanvidsbesættelse om at blive konge kunne meget vel være antidoten til din eventuelle julehygge-OD, for her er det himlen, der er rød…af blod, mens musikken sat i mol klæder det guddommeligt dystre og smukke grå, disede skotske højland. Og Fasbenders torso hugget i granit. Han tager sig nemlig et bad i mellem sværdkampene i nogle indsøer. Så man lige vågner lidt op og holdes til ilden.

Jo, jeg blev forført – af musikken sammen med billederne, for heldigvis er der ikke meget unødvendig snak i Macbeth. Og det er heller ikke alle replikker, der reciteres af Lady Macbeth, Macbeth selv eller hans opponenter, som man forstår sådan på kornet. Men de store linjer forstår man.

Macbeth handler om det klassiske tema: storhed står for fald. En kriger får at vide af et kvindekor, at han en dag vil blive konge, og denne spådom sætter sig i hans hoved som en granatsplit og udløser handlingen. Macbeth går nådesløst efter kongetronen, for det er hans skæbne. Han har dog en udfordring, hvad gælder tronarvefølgen – men se for dig selv. Har du set House of Cards vil du kunne finde paralleller til Kevin Spaceys og Robin Wrights karakterer – ja vi ved jo godt, hvad der kom først.

Billeder af det uciviliserede menneske

Macbeth er drøj og stenet – også helt bogstaveligt talt sat i højlandets klipper og marsk. Men hvis du vil nyde kampscener løftet til kunstværker i tid, på højde med krigerfilm som Ang. Lees Hero og Crouching Tiger, Hidden Dragon, og klassiske strygeakkompagnementer, der udborer dit hjerte og lader det ligge blødende på biografsædet i velour, så er Macbeth noget for dig.

Jeg var godt underholdt, forført og berørt, ikke så meget af personerne eller plottet, men af musikken og billederne, som formår at fortælle historien om karakterernes skæbner, vanvid og ageren. Det hænger sammen og hæver Shakespeare op og ud af den støvede bogreol ved at tilsætte en lyd- og billedside uset smuk. Det er noget af en bedrift af Justin Kurzel, så mon ikke der falder en Oscar af til denne ravnsorte sag?

Kan du din Shakespeare? Med en BA i litteraturvidenskab var det ikke rart at indrømme overfor mig selv eller min biogænger, at jeg absolut ikke kendte min Macbeth. Det gør jeg nu, og det er berigende, at stadig kunne blive oplyst og underholdt af klassikerne.