Hej stedfar, jeg mener elsker…

Genre: Coming-of-age film

Dom: ⚡⚡⚡⚡⚡ (top score!)

En 15’årig pige i stram T-shirt og trompetbukser sidder på sin seng med en mikrofon i hånden og tænder for sin kassettebåndoptager på record; Kære dagbog i dag har jeg haft sex for første gang. Yay eller hvad?

Minnie (Bell Powley) som pigen i The Diary of a Teenage Girl hedder, er oppe og køre, naturligvis. Men hun har endnu en grund til at være rundt på gulvet, og det er, at den heldige filejs er hendes mors kæreste Monroe, spillet af Alexander Skarsgård. En erfaring, de fleste ikke kan nikke genkendende til, trods alt. Hverken mht. stedfar eller Skarsgård.

The Diary of a Teenage Girl af amerikanske, debuterende Marielle Heller er nok den bedste film, jeg så i 2015, og nu går den i begrænset tid i Cinemateket som månedens film. Den havde almindelig biografpremiere i Stockholm, hvor stream on så den i december, men fik desværre aldrig dansk biopremiere. Nu har du chancen, og tag den, fordi denne film er åndssvagt charmerende, provokerende og klog på sine karakterer og ømme tematiske emne. Det er nyt det her, så lad dig ikke narre af, at den er sat i 70’erne. Eller at titlen får én til at tro, at det er en let ungdomsfilm. Det er det ikke.

Den er i øvrigt baseret på den grafiske roman af samme navn af Phoebe Gloeckner fra 2002.

Minnie ikke så mini mere

Minnie er tegneserienørd med pumpende hormoner. Og hun keder sig, selvfølgelig gør hun det. Men når morens flotte og meget voksne kæreste Monroe er i huset, sker der da lidt. Så meget faktisk, at Minnie og Monroe en dag tager på bar. Allerede der…bevares det er i 70’erne, men stadig. Minnie forfører ham, og han lader sig forføre. Av.

Monroe er ikke et dumt svin eller en klamrian trods fissefipskæg og barsk læderjakke. Grænseeksperimenterende 70’er mand eller ej, så ved han som 35’årig bedre end Minnie, at legen burde være stoppet, før øllen kom på bordet. Skarsgård spiller Monroe eminent som moralsk jaget mand til fals for Minnies aggressive og naturligt naive seksualitet og søgende identitet. Han udnytter situationen, når den så at sige placerer sig i hans skød. Det kynisk og selvisk, og han ved det. Det står skrevet i hans kønne nedadgående øjne, i bunden af ølflaskerne, der hober sig op derhjemme, og gør ham mindre dag for dag. Minnie derimod vokser, og føler hun kan gå på vandet, da de indleder en affære. Det er klart, hun er 15 og en drømmer! Morens reaktion, forrygende spillet af Kristen Wiig, er derimod ikke noget, man havde set komme.

USA som vi ikke kender det

Diary skildrer galskaben og sommetider ulykkeligheden ved begær både følsomt og nøgternt og giver plads til det, der kan ske i de små hjem, og sikkert sker mere, end vi ved af. Også i USA.

Det er forfriskende, at denne film med sit kontroversielle og tabubelagte emne netop kommer fra guds eget land. Den var årets samtaleemne på Sundance Festivalen sidste år, og man glædes ligefrem over, at den overhovedet er blevet vist i biograferne over there. Nåja, man har valgt at placere en eviggyldig problematik i fortiden, så den er mere spiselig på behørig afstand. Den slags skete i 70’erne, det var dumt dengang. Stoffer, brunt tøj, fri sex, hvad har vi?

Eller måske er der nye tider på vej i USA, hvor en mere socialt bevidsthed og rummelighed, kan eksistere. Go Sanders! fristes man næsten til at sige.

Nuvel, dette er ikke en politisk eller moraliserende film og slet ikke en glorificering af 70’erne, heldigvis. Det er slet og ret en fandens god og forførende film, fordi den skildrer det grænseløse og sårbare ved seksualitetens væsen, hinsides tid, og får det til at danse og afdanse.

Det er, hvad jeg kalder, kunst.

Vises i Cinemateket d. 19-29. maj som månedens film.