Hej stedfar, jeg mener elsker...

At stige ned i den samme flod to gange

slangens_favntag_galleri1Genre: Billeddigt

Dom: ud af 5

I 1909 sætter en hvid mand med skæg og praktiske sko sig i en kajak i Colombias amazoneflod med sine kufferter og en lokal guide. Ca. 40 år senere sætter en lignende hvid mand sig i en kajak, nok ikke den samme, men i samme amazoneflod og med den samme lokale guide, som vi lærer at kende som Karakmakate.

Den første hvide mand, Theo, er videnskabsmand og leder efter den hellige yakrunaplante, som efter sigende vil kunne helbrede ham fra den junglesygdom, han er smittet med. Og den jagt kan Karakmakate hjælpe ham med. Gennem etnologen Evan, den senere, der følger i sin læremesters fodspor, ser vi, hvordan det colombianske samfund har ændret sig med indblanding af vestlig videnskab og kultur. Slangens Favntag hedder filmen, som vandt en Oscar for bedste udenlandske film i år, og er instrueret af colombianske Ciro Guerra.

Den er i sort-hvid, og det er brandirriterende ikke at få lov til at se Amazonas i farver. Men Guerra har ikke skabt denne film for at behage, slet ikke folk på vore breddegrader.

Hvorfor vender man så ikke kajakken?

Grunden til at man som seer bliver siddende i biografsædet er, at Guerra har noget på hjerte, som han formår at fortælle så tilpas nuanceret og menneskeligt vedkommende, at man tilgiver, at vi berøves farverne.

Slangens Favntag endnu smukkere på spansk ‘El abrazo de la serpiente’ handler om, at alt flyder, som den græske filosof Heraklit (540 – 480 f.v.t.) sagde;

Man kan ikke kan bade i den samme flod to gange. Det vand man stiger op ad, flyder videre, således at man næste gang bader i noget andet vand. (Eller også er man selv blevet en anden).

Guerra bruger floden som lokation og som billede på, at videnskab og kultur er flydende og utæmmeligt i sit væsen. Floden lader sig ikke inddæmme. Den er vild og bringer både liv og død med sig. Ligesom mennesket.

Tålelig skyttegrav

Filmen er en kamp med tiden. Og døden i kajakken. Når Theo i tide frem til yakrunaplanten, der kan redde hans liv? Og er Karakmakate en troværdig guide?

Han, hvis hukommelse er ved at svigte, mener at drømme er det, der kan redde mennesket.

Men hans hvide venner lader sig ikke navigere af stjernerne eller drømmebilleder, men af kompaset i lommen. Og ve den, der får sit kompas stjålet. Det gør Theo, hvilket udløser et mindre hysterisk sammenbrud hos den lille indfødte stamme, da han mener, det er skadeligt, at de nu begynder at navigere på anden måde end via stjernehimlen.

Karakmakate udtaler, da de sejler videre væk fra stammen uden kompas, at kun en hvid mand kan tro, at viden kan isoleres.

Jojo, vi ved godt, hvor sympatien ligger, men Slangens Favntag er ikke så sort-hvid i sin fortælling, at man står af, måske netop fordi at den lokale og den hvide mand følges ad på færden gennem floden, ikke som venner direkte, men heller ikke som fjender. Den noget firkantede dualisme, der præger denne type film, synes rundere og skyttegraven mindre, og det gør filmen interessant.

Vær ikke småsøvnig, men hav et klart hoved, når du ser den. Det fortjener den.

Se den i: Grand & Øst for Paradis.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Hej stedfar, jeg mener elsker...