Tom Ford hylder kærligheden, kunsten og nattens dyr

Dansk films selvudnævnte Zlatan slår hårdt med toer

 

underverden1280

Genre: dansk superhelt-rabalder

Dom: ⚡⚡⚡⚡

Vi er til en pæn dansk parmiddag hjemme hos Zaid (Dar Salim) og hans kæreste, Stine (Stine Fisher-Christensen) i en lækker penthouse i Gemini-siloen på Bryggen. Zaid er læge og fra Irak, men ellers lever han ligeså dansk som resten af bordet. Mens snakken går om Stines voksende mave, kommer Zaids lillebror, Yasin (Dulfi Al-Jabouri) uanmeldt på besøg.

Han hiver efter vejret og trygler sin storebror: “Du må låne mig 100.000. De er alle efter mig!”

Zaid har haft en lang dag og vil bare hygge sig med årgangsvinen, sin gravide kæreste og sine venner. Så Yasin bliver afvist og må tage elevatoren ned – til sin underverden.

For det er det, filmen handler om. Den verden de fleste kartoffeldanskere ikke får besøg af fredag aften.

Instruktøren Fenar Ahmad (irakisk flygtning født i Tjekkiet) har sammen med manuskriptforfatteren Adam August skrevet en film, som giver os et eksplosivt indblik i Vestegnen, når den er allermest grum, for det er underholdning det her, ikke socialrealisme. Og dog balancerer den på en knivsæg mellem, hvad der kunne være en sand vestegnshistorie og vores andres søndags-hyggevold i en lun biografsal.

Superhelt møder Pusher møder Drive

Fenar Ahmad er uddannet fra den alternative filmskole Super16 og må siges at være undsluppet det miljø, han voksede op i på Amager i Holmbladsgadekvarteret. Underverden er hans anden spillefilm efter hiphopdramaet Ækte vare, og Til Soundvenue fortæller han, at han vil være dansk films Zlatan. Med denne toer er han godt på vej.

Hovedpersonen Zaid arbejder som læge om dagen i hvid kittel, men da broren banker på i hans liv, konfronteres han med det miljø, han har vendt ryggen men måske alligevel er kodet i hans DNA og nu tvinger ham på de mørke gader, hvor hævn er eneste udvej.

Fenar Ahmad giver Zaid en klassisk superhelterolle, og det kunne blive grinagtigt og lidt dansk B-films pinligt. Det gør det bare ikke, fordi Underverdens historie er skåret helt skarpt uden dansk ironi, og den er tro mod sine superhelterødder og tydelig inspiration i Nicolas Winding Refns Pusher og Drive for bare at nævne nogle danske forbilleder. Der er til tider skruet lidt for meget op for effekt-musikken, bl.a. i en scene med Zaid og Yasin i Siloen, hvor scenen havde stået stærkere, hvis musikken ikke havde været så dominerende. Komponisten Jens Ole McCoy gør det ellers godt med sit kolde synth-lydspor og vil helt sikkert vinde priser for det.

Kan du lide bål og brand, vold og eksplosioner, så skal du se Underverden. Vi er i Albertslund, på Bryggen og i City, og fotografen Kasper Tuxen leverer en bemærkelsesværdig kreativ billedside bl.a. med et startskud over Rådhuspladsen fra en kran på en måde, jeg aldrig har set før.

Far, barndommens lokale gangstere og alle de andre rødder 

Selvom Underverden ikke prædiker ikke til indvandrerungdommen, om at de skal lade være med at sælge stoffer og være på støtten, så viser den de to veje, man kan gå i livet. Selvfølgelig sat helt ud på spidsen.

“Kom nu op af den sofa, far!”

Det råber Zaid til sin far, da han besøger forældrene i ghettoen, og faren bare sidder og kværner nyheder om krigen i Mellemøsten og giver moren skylden for al ulykke. Den scene gav mig kuldegysninger, fordi den ikke virkede fiktiv.

Ellers er Underverden fuld fart frem, eksplosioner og masser vold. Historien er ultraenkel, og der er fede biroller bl.a. en af skurkene med asiatisk afstamning med grimme solbriller og armen ud fra kroppen, mens han taler i mobiltelefon. Sådan Amar-bodybuilderstilen møder Mr. Chow, den lille gangster i Hangover. Ham vil man bare se i flere film!

Roland Møller er naturligvis med som politibetjent, og han gør det godt som så mange gange før, at han fremstår helt kultagtig og lidt meta-lol-skærmtrold, når han træder ind i filmen og på klingende fynsk råber  ‘stop det er politiiiet’.

Holder Underverden filmen ud?

Selvom Underverden er fed og anbefalelsesværdig, så kedede jeg mig også lidt. Historien og figurerne er så enkle og skarptskårne, at det bliver for firkantet og sort-hvidt. Jeg savner flere nuancer, men inden for genren holder den helt klart som god popcornunderholdning, og jeg glæder mig til Ahmads næste film, som eftersigende skulle være noget flippet fantasy. Velkommen til dansk film Ahmad, det her lover godt.

Skynd dig i bio og se Underverden. Den fortjener en stor skærm.

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Tom Ford hylder kærligheden, kunsten og nattens dyr