Ego – svensk filmgodis på Netflix

 

Genre: Romantisk komedie

Dom: ⚡⚡⚡⚡  ud af 5

Standard Netflix-scenarie; Du har brugt 1 time+ på at scrolle op og ned i Netflix og bliver mere og mere frustreret over det ringe filmudvalg og har stress-spist alt dit bland selv forlængst. Du vælger enten en film, du har set (gab), begynder på en, der ser B ud (og er det) eller fortsætter en semi-spændende krimi-serie, du aldrig kommer til at se til bunds (fordi den er gab). For du vil bare se en god gammeldags filmperle, som ikke forpligter i længere tid end 1 1/2 – 2 timer og ikke de næste uger.

Der findes gode film på Netflix men helt vildt mange dårlige. ‘Ego’ er en svensk spillefilm (2013) skrevet og instrueret af Lisa James Larsson, som du bør give et kig, hvis du kan lide romantiske komedier. Filmen kunne sagtens have haft dansk biopremiere, i så fald er den gået under min radar. Det her er en charmerende svensk ‘goding’ – som kanelbullar, skärgården, kent og Robyn. Evigtgyldig, evigt uimodståelig.

Sebastian (Martin Wallström) hedder hovedpersonen, er 25 år, virkelig pæn, og så håber han på, at et pladeselskab vil signe ham som popmusiker. Imens huserer han Stureplans klubber med sine venner fra Østermalm i Stockholm og brænder daddys penge af. Østermalm svarer til vores Østerbro/Hellerup, så Sebastian går full on med back slick hår, røde bukser og en forkærlighed for blondiner med store bryster, ægte eller ej, spelar roll?! En såkaldt ‘stekare’ som svenskerne kalder hans type. På dansk har vi ikke noget ord for det, men tag ind på Cafe Victor, så finder du ham..eller dig selv.

Han lyder måske ikke bemærkelsesværdig interessant som person, og det er han heller ikke, ret overfladisk og faker, at hans mormor er død, hver gang han har hevet en blondine hjem i forældrekøbslejligheden.

Hvis øjnene er sjælens spejl

Hvis ens syn er det, man blindt navigerer efter, hvem er man så, og hvad gør man, hvis man bliver blind? Det er Sebastians dilemma i filmen, da han mister synet i en ulykke. Forældrene skaffer ham plejer efter plejer, som bare gør ham mere arrig, indtil moren introducerer ham for Mia (Mylaine Hedreul) med den nøddebrune page, 24 år, flade sko og stadig tænker over, hvad hun vil være, mens hun sparer op til roadtrippen fra LA til NYC. Hun bor naturligvis på Södermalm (lad os sige vores Nørrebro), spiller også guitar og mener, at Sebastians sangtekster ikke handler om noget. De handler om, at han går ned af gaden og ser en lækker pige og får optur på over det, sådan ca.

De begynder at jamme sammen på hans værelse, og Mia hjælper med teksterne, mens Sebastian synger, og det gør han, som Mia bemærker, rigtigt godt. Yes, Mia er den eneste, som ikke irriterer Sebastian som plejer, fordi hun ‘møder ham i musikken’ og dermed også smerten og lytter til ham. Bl.a. da han fortæller om sin storebror, der døde, da de var små, og er den eneste, udover musikken, som han har elsket.

Og da Sebastian ikke kan se, er han nødt til at også at lytte til hende. Da han spørger hende, hvordan hun ser ud, lyver hun og siger, hun har lyst hår, da hun er faldet for ham og har luret, at det er hans type.

-Er stemmen hjertets højtaler

I hvert fald falder Sebastian og Mia for hinanden med stemmerne som kærlighedens transmitter. Efter en intim nat, vækkes de af forældrenes nyhed om, at Sebastian kan blive opereret.

Mia har opfordret ham til at deltage i talentshowet Starstruck på tv, og han optages og går videre i runderne. Operationen går fint, og Sebastian får synet tilbage. Men holder kærligheden til Mia, nu hvor han kan se hende og erfare, at hun bare til at starte med har løjet om sin hårfarve?

Filmen er banal men føles ikke plat eller overmoraliserende, da også Mia lyver og er ligeså fordomsfuld og irriterende som Sebastian. Derfor tror man på dem som projekt og par, da ligheden i forskelligheden bliver en drivkraft mod hinanden. Klassisk virkningsfuldt, og det føles forfriskende, at det er fyren, der er den smukke og forfængelige, som skal overvindes. En omvendt Clueless-historie, som igen menes at trække på kærlighedsforviklingens mestre, Jane Austen og Shakespeare.

Se Ego,  hvis du ikke har afskrevet den romantiske genre som underlødig. Jeg synes, det er den ultimative universelle genre, men den er ikke let at mestre, hvilket dens ry lider under. Lisa James Larsson lykkes med udfordringen.

Og nu vi er ved lyd, så er svensk bare et poetisk sprog med sin syngende intonation og blødere og lysere toneleje. Lige til popsange og din næste drömkärleks-resa til Nordens Venedig. Mens vi venter på foråret, eller bare, at sneen skal smelte på Øresundsbroen, så trafikken kan fortsætte. *Den blev faktisk holdt inde i skrivende stund.