Borg – en sang om is og ild

Genre: Sportsdrama

Dom:⚡⚡⚡⚡ (4 ud af 5)

Er sportsfilm fede? Har jeg nogensinde set en fed sportsfilm? Ok, jo Hillary Swank i Million Dollar Baby fra 2005 (Oscar-vinder), men ellers er der langt mellem snapsene. Her er en snaps, der virkelig beruser men ikke på party-måden. Derimod på den måde, hvor du får stirret ned i bunden af glasset og ser afgrunden, af vores eksistens og ophav og i lysende glimt grunden til, hvorfor vi sejrer og fejler, som vi gør, og måske endda vejen til vores frelse. Hvis vi kan huske det næste morgen.

Sådan en sportsfilm har dansk-svenske Janus Metz (Armadillo) skabt med Borg, som følger 80’er tennisikonerne, isbørnen, Björn Borg (Sverrir Gudnason) og den ildspyende drage, amerikanske, John McEnroe (Shia LaBeof) gennem deres Wimbledontid med snapbacks til deres barndom og ungdom, som vi hurtigt forstår er nøglen til at forstå de to stjerners talent og udfordring i livet, der som det tveæggede sværd naturligvis er to sider af samme sag.

Se Borg eller dø – nærmest

Ronnie Sandahl, som har skrevet manuskriptet, har valgt at fokusere på Björn Borg, men den engelske titel er ‘Borg vs McEnroe’, hvilket giver mening i et internationalt marketingperspektiv. Fra et manuskriptperspektiv er det stærkere at fokusere på en person. Det gør historien skarpere og den vigtigste karakter mere udtalt. Og det har noget med aktantmodeller og struktur at gøre. Boring! – for andre end filmnerds.

For at der ikke skal gå struktursnak i den, kommer her nogle grunde til, hvorfor du skal se Borg. Hint, det er ikke, fordi tennis er fedt, fordi Sverrir, der spiller Borg er ualmindeligt smuk, eller pga. det usandsynligt fede tøj og hårstil (hallo hårbånd til fyre med langt krøllet hår!). Ok, filmen får et enkelt ⚡ for al den lirede stil. Men der er vigtigere grunde. Og også ting, jeg undrer mig over, derfor 4 og ikke 5 lyn.

Isvulkanen og den gamle mand på bjerget

En 15’årig dreng spiller tennis mod en kammerat i en lokal hal, mens to ældre trænere står på afstand og iagttager. Björn som den ene spiller hedder taber og råber og skriger og ter sig som et femårigt barn, mens han smider med ketcheren. Den ene træner siger lavmælt til den anden; “Der er noget i vejen inden i den drengs hoved.”

Replikken er en nøgle til forståelsen af Borg og den modstand, han har mødt igennem sin ungdom og karriere. Den ene træner Lennart Bergelin (Stellan Skarsgaard), den gode af dem, spillet af tossegode Skarsgaard, provokeres af udtalelsen om Björn. Fordi han naturligvis ser sig selv i drengen, der ikke kan tåle at tabe. Vind eller lad være. Der er ikke noget ind i mellem.

Kan man vinde, hvis man ikke kan styre sin vrede, sit temperament? Det sætter Lennart sig for at undersøge. Når han nu ikke selv kunne styre sine følelser på banen som Sveriges første Grand Slam-vinder (når man sejrer i de fire største internationale turneringer, herunder Wimbledon), så kan han måske bruge sit nederlag og erfaring til at hjælpe en ung knøs frem. Så han ikke sætter karrieren over styr pga en følelse af ikke at være god nok.

Lennart sætter sig i kantinen i tennishallen med 15’årige Björn og indgår en kontrakt med ham, der vil ændre alt og ultimativt bane vejen for guld.

Lennart – “De siger, der er noget i vejen med dig Björn.”

Björn – “Det ved jeg.”

Lennart – “Spiller det nogen rolle?”

Björn – “Nej.”

Lennart – “Hvad er vigtigt?”

Björn – “At vinde.”

Lennart – “Godt.”

Björn ser ned i bordet…

Lennart – “Ok hør her, alt du føler skal du holde indeni dig. Al din vrede, rædsel og panik skal ind i hvert eneste slag. Som en trykkoger.

Lennart peger på sin tinding – “Herinde. Ok?”

Björn – “Ok.”

Af en eller anden grund siver budskabet ind hos drengen med det samme. Det er ikke, fordi hans følelser forsvinder. Man ser ham løbe om kap med et tog for christ sake, efter en tabt kamp. Men på banen lærer han at være is. Og langsomt opbygger han det iskolde vindende brand, som Borg blev kendt for. Filmen nævner ikke undertøjmærket, men gad vide, hvordan salget ser ud efter denne film? Den kunne godt trække nogle priser hjem.

Mc-underdog

John McEnroe, spillet af LaBeuf, gøres der ikke synderligt meget ud af at udfolde som karakter bortset fra visse snapbacks til hans barndom, hvor en perfid perfektion tydeligvis er det forældrene foretrækker.

Shia LaBeuf er perfekt i rollen som den ubehøvlede lømmel, som virker noget mere sympatisk på privatplan end Borg. LaBeuf har den slagnes blik i øjnene gennem hele filmen. Som en hund, der ikke har fået mad i flere dage. Man ved ikke rigtig, hvad man skal bruge Johns karakter til gennem det meste af tiden. Han virker uudfoldet. Måske fordi de to karakterer har for få sammenstød.

Først til allersidst forstår man, hvorfor han skulle med, men det kommer for sent. Til gengæld er slutscenen så rørende at mine blaserte øjne blev fugtige. Genialt punktum der henter en noget enstrenget handling hjem.

Borg er en film sat i mol. Jaja, der er en scene fra Studio 54, og en med Borg iført en voldsomt blæret rævepels og solbriller, men ellers er der ikke meget glamour eller idoldyrkelse, tværtimod. Borg er nemlig ikke en sportsfilm. Den kunne ligeså vel omhandle verdens bedste kokke, kunstnere eller jaja du forstår.

At være særligt begavet er ikke nødvendigvis sexet eller en gave, måske i visse tilfælde snarere en forbandelse.