Mindhunter – bliv dus med USAs stjernepsykopater

Genre: Netflix-krimiserie

Dom:⚡⚡⚡⚡⚡ efter 6 afsnit

David Fincher kender vi som instruktøren bag klassiske voldsgodter som Fight Club, Se7en og Zodiac, og den røde tråd i hans karriere viser et forsøg på at skildre psykologien bag voldeligt afvigeradfærd, som gøres relaterbar. Gone Girl er en af hans bedste og nylige skildringer af voldeligt adfærd, som i følge statistikkerne er skræmmende hyppig og ikke så afvigende. Den har jeg skrevet om i stream ons spæde år: gone-girl-ikke-helt-vaek/– beklager indlæggets grafik.

Efter afstikkere som instruktør på The Social Network, The Girl with The Dragon Tatoo og et par episoder af House of Cards, er Fincher tilbage på en måde, der burde efterlade alle (krimi-) serieinstruktører rystende i bukserne, hvis de går efter Emmy’en. Mindhunter hedder Netflix’ nye seriemorder-serie placeret i 70’ernes USA og følger den unge idealistiske FBI-agent Holden Ford (Jonathan Groff) og den lidt ældre Bill Tench (Holt McCallany), der slår sig sammen med psykologen Wendy Carr (Anna Torv) for at dirke låsen op til USAs største seriemorderes hjerner og hjerter. At gå i dialog med seriemorderne og ikke se dem som fødte psykopater var for tiden en revolutionerende og kontroversiel tilgang til kriminalforskning og opklaring. Holden møder i første afsnit den yngre hashrygende sociologistuderende Debbie på en bar, som driller ham med, hvor meget det skriger til himlen, at han arbejder for FBI udfra hans slipselook og überkorrekte adfærd. De bliver kærester, og når de ikke diskuterer sociopati fra hver deres indgangsvinkel, åbner de hinanden op i sengen. Sex kædes dermed i seriens historie sammen med forståelsen af menneskets adfærd som en ventil og måde at få udløsning på på flere planer – den normale og ja den afvigende.

Historien er baseret på ægte FBI-agenter og mordere med stor inspiration i agenten John E. Douglas (Holdens figur), der skrev bogen Mindhunter: Inside the FBI’s Elite Serial Crime Unit. Douglas har desuden inspireret historier som bl.a Silence of The Lambs og har leveret stof fra ægte interviews med amerikanske indsatte psykopater.

Ublodig uhygge

Finchers greb er denne gang modsat hans og mange andre instruktørers tidligere skildringer af mord begået af perverterede psykopater at lade psykopaterne tale om, hvorfor de dræber og voldtager.

Mindhunter er derfor befriet for effektjagende vold, blod og voldtægtsudpensling, men hvis du tror, du kan læne dig trygt tilbage i sofaen med en regelmæssig hvilepuls, må du tro om. Det er afsindigt medrivende og skræmmende at følge de indsattes forklaringer til Holden og Bill, som må sande, at hvis de skal åbne disse mænd op, bliver de nødt til selv at åbne op for deres eget liv. Psykologen Wendy råder dem til at lyve, men Holden lader sig ikke skræmme, modsat Bill, af at smide et par lunser fra sine unge år, bl.a. hvordan hans mor tog ham i at onanere en gang. Holden forstår hurtigt, at de bliver nødt til at møde mændene som ligemænd; spise pizza med dem og lade dem ryge cigaretter i cellen, imens de udspørger dem om, hvordan deres mor følte afsky ved dem, og hvordan fædrene altid var fraværende. De etablerer en menneskelig common ground omkring alt fra, hvorfor man får lyst til at knuse en coladåse efter man har drukket den (because it feels good – som Holden siger) til teenageminder, med disse mænd, hvilket er afsindigt fascinerende.

På vanlig Fincher-vis klippes historien op, og til hvert nyt afsnit får vi et rislende klip af en mand med skæg, som færdes i FBIs kvarterer men også bevæger sig ind i privatpersoners hjem med fremvisning af sit skilt. Efter 6 afsnit ved vi ikke, hvem han er, men fortællemetoden er gysende, da den sameksisterer med de tre gode opklaringsagenter på FBIs side og så denne mand, som færdes på samme side som dem, men som ikke opfører sig efter bogen.

Bliver man dem, man omgås?

Et andet spørgsmål, der hurtigt sniger sig ind på agenterne og seeren er, i hvor høj grad vi påvirkes af de mennesker, vi omgås. Måske fatter vi også sympati med dem i takt med, at vi forstår dem, deres ophav og bevæggrunde. Mick Jagger synger om ‘sympati for djævlen’, og den melodi får Mindhunter i den grad én til at nynne med på.

Og så er der historien i to mandlige FBI-agenter overfor en kvindelig. Hvilken rolle sex og køn kommer til at spille imellem dem, særligt mellem de to ugifte, Holden og Carr, vil vise sig. Indtil videre er der forfriskende lidt fokus på, at Carr, som FBI-agent i 70’erne er kvinde og ugift. Synet på sex og køn er utvivlsomt en nøgle til serien, og hurtigt viser det sig, at der er forskellige indsigter at hente i opklaringsarbejdet omkring motiver fra hhv. et mandligt og kvindligt perspektiv.

Carr er baseret på en anerkendt Boston College-professor, Dr. Ann Wolbert Burgess, og er som person ligeså frygtløst nysgerrig som Holden. Eksempelvis på pibelydene nede i hendes vaskekælder, angiveligt fra en kat, som hun sætter tun til i vinduet. Jeg blev nødt til at tænde mere lys i min stue i den scene, da uhyggen er ubeskrivelig. Og det er netop karakterernes nysgerrighed og frygtløshed overfor deres arbejde med psykopater og i livet generelt, der bærer spændingen i serien som et dødeligt shot, som på et eller andet tidspunkt vil slå hårdt, fornemmer man.